BOGANMELDELSE
11. december 2014
Det første jeg lægger mærke til er coveret. Det er enkelt. Helt hvidt kun med romantitlen skrevet i en koralfarvet nuance. Siden, toppen og bunden af bogen er turkis. Og den ser indbydende ud. Jeg får lyst til at tage bogen i hånden. Så det gør jeg, og jeg giver mig straks i kast med den blot 105 sider lange roman. ”Marble”, hedder den. Det samme gør romanens hovedperson.
Omdrejningspunktet er marmor – både helt præcist og komplet abstrakt. Marmor som form, som overflade, som materiale. Marble er faktisk selv lavet af marmor. Hun bor i København med sin kæreste, Daniel. Men hun kan ikke lade være med at tænke på bemalede antikke skulpturer i alle tænkelige, prangende farver. Så hun forlader ham for at rejse til Athen, hvor hun vil lede efter farverester på de antikke skulpturer og gå i fodsporene på billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, der 110 år forinden har været på en lignende rejse til samme by.
”Marble” er en ejendommelig roman, hvor Amalie Smiths virke som billedkunstner og forfatter flyder sammen. Erfaringer, overvejelser og faglig viden fletter sig ind i hinanden i en velskrevet fortælling, danner rammen om den lille roman, der efterlader et større indtryk, end hvad man lige umiddelbart regner med.
Bogen er spækket med kunstteoretiske betragtninger, der bliver udtrykt i forskellige skønlitterære fortælletyper; dialog, brevveksling og uddrag fra Anne Marie Carl-Nielsen dagbog. Og heri ligger måske både romanens største styrke og svaghed på en og samme tid. Fordi den hverken er ren skønlitteratur eller ren kunstteori. Når Marble går i en diskussion med en 3D-printer om, hvorvidt det største er det aktuelle eller det virtuelle, så bliver det måske en smule for science-fictionagtigt til, at der også er plads til kunstnerisk diskussion.
Men hvis man blot følger med Marble og hendes tanker, er læsningen både lærerig og fornøjelig. En smuk romani et smukt sprog.
”Her ligger Athen, glaseret af regnvand, gaderne opløst til flydende felter af marmor og andre mineraler. En udhugget by. Alt sukker og glinser.”
Fakta:
Af: Amalie Smith
Titel: Marble
Genre: roman
218 sider inklusiv billedappendix.
Pris 220 kr.
Udkom d. 24. oktober 2014.