Indkøbskurven er tom.
Kan vi kontrollere naturen i kunsten, og dermed os selv?
Kan vi kontrollere naturen i kunsten, og dermed os selv?

Af Frederik Westergaard
26.01.18

Den norske kunstner Ellen Ringstad undersøger hvordan kunsten, i sammenspil med spiritualitet og okkultisme, skal få os til tænke over vores plads i naturen.

Menneskets kontrol over naturen, eller mangel på samme

Vi mennesker har vores eksistensberettigelse på jorden, alt efter Moder Jords temperament og humør. Vi har lagt vores skæbne i hænderne på naturens adfærd, og når alt kommer til alt så er vi mennesker blot et stykke biologi.

Når civilisationens forsvarsværk mod naturen ikke længere er tilstrækkeligt, og naturens vrede raser, så indtræffer katastrofen; naturkatastrofen. Naturkatastrofen bliver jo egentlig kun til en katastrofe fordi menneskehedens forsøg på at beskytte sig, og kontrollere naturen, er gået galt.

Denne tankegang er fokus for den norske kunstner Ellen Ringstad, som igennem sine værker ønsker at vi skal forstå vores naturlige habitat på en langt større metafysisk måde. Igennem kunsten skal vi forstå vores biologi så vi, med hendes ord, kan gå fra at være fæces til gyldne små lorte.

Foto: Line Nord

Wabi-sabi zenbuddhisme i kunsten

Idéen er at vi skal bryde med vores vanemønstre, og ty til det spirituelle for at forstå naturen, og dermed os selv, og vores plads på jorden. Ringstad er fascineret af Wabi-sabi zenbuddhismen, og kæder den sammen med kunsten.

Wabi-sabi zenbuddhismen er kort fortalt en japansk udgave af buddhismen, hvor man opfatter naturen som en selvstændig enhed med egen vilje. Dermed vil vi mennesker ikke kunne kontrollere, forme eller ramme naturen ind. Nøjagtigt ligesom kunsten, mener Ringstad.

Derfor er Ringstad også fascineret af akvaponi, og bruger dens biologiske principper til at symbolisere, og illustrere menneskehedens plads i naturen. Akvaponi går ud på, at man laver et selvforsynende ernæringsøkosystem i et akvarium.

Dvs. at de planter og fisk, som er i akvariet selv udskiller de næringsstoffer som de lever af. Ringstad udstiller netop sådan et akvarium for at understrege, at menneskeheden, ligesom fiskene, lever i en økologisk skrøbelighed og robusthed.

"Det akvaponiske akvarium". Foto: Ellen Ringstad

Vi skal forstå vores habitat

Akvariet kan også ses som den klassiske metafor for frihed versus kontrol, men netop disse to metaforer, som er akvariets funktion i Ringstads værker, skal få os til at tænke på hvordan vi egentlig opfatter os selv i samspil med naturen.

Er vi egentlig ikke mere skrøbelige overfor naturens magt over os, når vi prøver at skjule dens kræfter bag dæmninger, jordskælvssikrede højhuse osv.? Er vi egentlig frie og autonome individer i naturens vælde, eller skjuler vi vores sande biologi bag en illusion om kontrol?

Foto: Line Nord

Denne tankegang er bestemt ikke ny. Derfor vælger Ringstad også at undersøge dette spørgsmål igennem wabi-sabi zenbuddhismen, for at understrege at tanken om naturen som en autonom ånd ikke er original eller tilhører hende. Derimod ser Ringstad kunsten, som en platform hvor forskellige syn på naturens kraft kan komme til udtryk. Det er en platform hvor der er plads til mysticisme, okkultisme, symbolisme, psykoanalyse, ja listen kunne fortsætte.

Vi skal altså se på kunsten, som et sted hvor vi med alle midler skal kunne transcendere vores menneskelige fornuft. Så kan vi måske begynde at hele de store sår, som Ringstad mener ligger i vores kollektive uvidenhed om menneskets habitat – både biologisk og spirituelt.

Mere info: Ellen Ringstad er aktuel lige nu på USF Verftet i Bergen med sin udstilling APCLPSTK_Therapeutic Utopias. Læs mere her.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer