Indkøbskurven er tom.
Pulje til genstart af museerne.
Pulje til genstart af museerne.

NYHED. Af Tina Kristensen. 26.06.2020.

I alt 29 kunstmuseer har fået gavn af Ny Carlsbergfondets ekstraordinære museumspulje til genopretning af kunstmuseerne i lyset af COVID-19.

”Det er glædeligt, at vi har haft mulighed for at støtte både bredt og dybt. De specifikke støttebehov har været meget forskellige museerne i mellem, og alligevel udspringer de alle af et ønske om at få gang i hjulene igen og få publikum tilbage til kunsten,” siger Christine Buhl Andersen, forkvinde for Ny Carlsbergfondet.

”Museerne er til for deres gæster. Og det er i overvejende grad indtægterne fra publikum, der har muliggjort den fantastiske udvikling på de danske kunstmuseer det seneste årti. Den symbiose har covid-19 midlertidigt suspenderet, men vi håber, at vores støtte, i de rette hænder, netop kan betyde et skub i den rigtige retning.”


Designmuseum Danmark, The Danish Chair. Foto: Christian Høyer. 

Satsning på samtidsdesign
Designmuseum Danmark er blandt de danske kunstmuseer, der modtager støtte via Ny Carlsbergfondets ekstraordinære pulje. Museet modtager i alt 1,5 mio. kr. som skal gå til udstillingssatsningen, KLAR-SIGT-SKYD, meddeler museet i en pressemeddelelse. KLAR-SIGT-SKYD er en del af museets omstilling, der blandt andet skal sikre, at flere danskere slår vejen forbi museet, når det genåbner i starten af 2022.

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:
”Vi kan næsten ikke få armene ned. Det er en dejlig melding, at vi er blandt de museer, der har modtaget midler fra Ny Carlsbergfondets ekstraordinære genopretningspulje. Den gode nyhed falder på et tidspunkt, hvor vores økonomi er helt i bund efter det forår, som ingen havde forventet. Det er tid til, at vi bygger op igen. Og det får vi mulighed for nu med vores store satsning på samtidsdesign, som bliver en strategisk hjørnesten i det vigtige arbejde, der skal sikre, at vi kommer ud til flere danskere og ikke mindst, at vi udvikler et fremtidigt Designmuseum, hvor engagement, læring og relevans er nøgleord. Vi er klar.”

Mens museet har midlertidigt lukket, arbejder man på højtryk med projektet. Det hele starter med en digital satsning, der allerede går i luften i 2020. Første del: KLAR! er en digital platform, der skal fungere som crowdsourcing af temaer og koncepter, som alle kan gå ind og stemme på. Herefter kurateres en udstilling: SIGT! på baggrund af den digitale vidensindsamling, som vises på museets forplads, hvor publikum kan se værker, mens museet er lukket og følge med i arbejdet. Og til sidst bringes alle elementer sammen i en udstilling: SKYD! Her kan publikum møde design på en hel ny måde, når museet åbner primo 2022.

Følgende museer har fået midler fra puljen.
Skovgaard Museet, Fuglsang Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum, Kunsten Museum of Modern Art, Nivaagaards Malerisamling, Kunstmuseum Brandts, Louisiana Museum of Modern Art, Designmuseum Danmark, Esbjerg Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst, J.F. Willumsens Museum, Museum Jorn, Skagens Kunstmuseer, HEART – Herning Museum of Contemporary Art, Horsens Kunstmuseum, Rosenborg – Kongernes Samling, Den Hirschsprungske Samling, Glasmuseet i Ebeltoft, Ribe Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum, Faaborg Museum, Trapholt, Cisternerne, Arbejdermuseet, Thorvaldsens Museum, Museum Sønderjylland, ARKEN Museum for Moderne Kunst, Heerup Museum og ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Øverst: Pressefoto. Designmuseum Danmark.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer