Indkøbskurven er tom.
14.12.2017. INTERVIEW af Lærke Helene Askholm
Jesper Dahl aka Jokeren bruger malerkunsten som noget rekreativt, hvor han kan fange sit eget humør og bruge processen som meditation.
Multikunstneren Jesper Dahl udstiller indtil 1. marts 40 af sine malerier på Art & Soul Gallery Copenhagen på Frederiksberg, Rolfsvej 19. Jeg har, i forbindelse med ferniseringen d. 7. december, interviewet ham om hans forhold til sin malerkunst.
Jesper Dahl med indehaver af Art & Soul Gallery Copenhagen Erika Stanley - @artandsoulgallery.dk
Hvor længe har du tegnet og malet?
”Jeg tegnede meget som barn og var rigtig glad for det. Desværre gjorde en episode, at jeg stoppede som 9-årig.”
Hvad skete der?
”Jeg sad og tegnede hjemme ved mig med en ven fra klassen. Hans far var psykiater, og da han kom for at hente sin søn, så kiggede han psykoanalyserende på vores tegninger og sagde først til sin egen dreng: ”Du tegner sunde øjne”. Bagefter sagde han til mig ”Og du tegner onde øjne”. Jeg vidste godt, hvad en psykiater var, da jeg havde en onkel med paranoia, og efter den her oplevelse, så tegnede jeg ikke i 30 år. Han sagde det vel for at booste sin egen søns selvtillid, men det var absurd at selv ikke mine egne forældre sagde ham imod.”
Hvordan vil du beskrive dine malerier og tegninger?
”Jeg tegner og maler primært ansigter, eller det vil sige øjne. Sjælen med kød rundt om, er det jo: Ansigter. Jeg kan fange mit eget humør i de ansigter, jeg maler.”
Hvordan kom du i gang igen?
”Min gode ven, Clement Blach Petersen, hjalp mig i gang med at tegne igen. Han kan måske godt minde lidt om en kamphund, men han er i virkeligheden meget følsom og en ægte kunstnersjæl. Han kunne godt tænke sig at lære at rappe, så det øvede vi også. Jeg var ret genert i starten i forhold til mine malerier, og jeg fik da også nogle negative kommentarer. Men efter et stykke tid, så tænkte jeg bare: Fuck det! Og så fortsatte jeg min kunst mere upåvirket af andres meninger. Man kan sige, at jeg stadig tegner som en 9-årig, men at jeg gør det med en voksens udtryk. Clement har været min mentor sammen med min gode ven Pelles onkel, kunstneren John Klysner.”
Hvad giver det dig at male?
”Det er en måde at udtrykke mine følelser på. Jeg blev ved med at tegne ansigter – både mænd og kvinder, men mest kvinder. En årgang i forbindelse med et kæresteforhold med SM-sex, tegnede jeg rimelig hardcore seksuelle ting, men jeg lagde den side bag mig i takt med, at det forhold stoppede. Jeg blev efter det mere fokuseret på dét, som det i virkeligheden altid har handlet om for mig: Min totale fascination af kvindekroppens skønhed, variation og frugtbarhed.”
Du har sommetider forskellige kombinationer af eksempelvis dyr og mennesker – hvad er dine tanker bag dine forskellige sammensætninger?
”Jeg havde en periode, hvor jeg malede mange måger. Det førte til, at jeg også har malet næb på kvindeansigter. Jeg har forskellige perioder alt efter, hvor jeg er i min egen personlige udvikling. Jeg håber, at jeg altid vil være under udvikling uanset, om jeg bliver kendt for at male eller ej. Jeg var på Asger Jorn museet i Silkeborg, hvor man kan følge hans udvikling og følge, hvordan han på intet tidspunkt stopper med at eksperimentere og udvikle sig personligt. Jeg ønsker derfor, at fortsætte alle mine kreative udtryk og vil blive ved med at rappe, lave Spoken Word, skrive bøger og male. Jeg prøvede på et desperat tidspunkt, før jeg fik min ADHD diagnose, at male for at lave penge, og det blev bestemt ikke godt - der fandt jeg ud af, at man bør og altid skal lave kunst for ens egen skyld.”
