Indkøbskurven er tom.
H. K. H. Prins Henrik som kunstnerisk sjæl
H. K. H. Prins Henrik som kunstnerisk sjæl

Af Frederik Westergaard

16/02/18

H.K.H. Prins Henrik er som bekendt afgået ved døden. Henrik var ikke kun prinsgemal, men også udøvende musiker, poet og kunstner.


"Åbent hjerte", skulptur af Prins Henrik. Foto: Poul Ib Henriksen.

En kunstnerisk og musikalsk sjæl

Prins Henrik havde som bekendt en yderst kunstnerisk sjæl der strakte sig fra musik, til poesi og skulpturkunst. Udover hans egen kunstneriske aktivitet, så var han også en flittig kunstsamler, og havde en imponerende stor samling af afrikanske masker, grønlandske tupilakker og asiatisk jadekunst, som også er blevet udstillet flere gange ved lejlighed.

Prins Henrik havde en drøm om at blive klassisk koncertpianist, og har endda opført Beethovens tredje klaverkoncert med Kong Frederik, som dirigent.

Derudover var han også i en kort periode ansat ved Radio Saigon, da prinsen jo som bekendt er vokset op i Vietnam. Her var prinsen radio-DJ, og spillede fransk musik til overklassen. Der blev der sat plader på af fin karakter, som f. eks. klassisk musik og fransk jazz. Prinsens personlige musiksmag førte dog til en fyring pga. at prinsen spillede et stykke musik, som ikke faldt i ledelsens eller lytternes smag. Prinsen ønskede at spille den progressive og udfordrerende komponist Igor Stravinskij, hvilket var alt for larmende og eksperimenterende til radiostationens smag.

Derudover har prinsen også indspillet musik sammen med popgruppen Michael Learns To Rock. De indspillede i 2013, sammen med komponisten Michael Hanson og den thailandske jazzmusiker Dr. Pathorn Srikaranonda, nummeret 'Echo'. Nummeret var en venskabsgave mellem Danmark og Thailand. Michael Learns to Rock har ligesom prinsen en stor tilknytning til Sydøstasien, hvor Michael Learns to Rock er megastjerner. Lyt til nummeret her


"Torso" af Prins Henrik. Foto: Ole Hein Pedersen

Prinsens digtsamlinger

I 2014 udgav prinsen digtsamlingen ’Mine lykkelige nætter’, som er illustreret af Dronning Margrethe. Digtene er yderst erotisk inspireret, og er skrevet på både fransk og dansk. Denne digtsamling vidner om den varmblodede, følsomme og kunstneriske sjæl, som prinsen besad.

Prinsen fandt stor ro og tilfredsstillelse i poesikunstens fordybelse. I forbindelse med sin digtsamling ’Frihjul’ fra 2010 udtalte prinsen således:

”Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse. Poesi nærmer os verdens sande væsen, i poesien kan man nærme sig de evige spørgsmål som kærlighed, ensomhed og døden.”

Prinsens poesi er også blevet lavet om til ballet. Det blev den i 2014 og senest i 2017 i forbindelse med Verdensballettens jubilæumsturné det år. Her blev det erotiske og sørgmodige digt ’Côte á Côte’ indspillet af prinsen selv, med et lydbillede af lydkunstneren Katrine Ring.


"Krucifiks" af Prins Henrik. Foto: Torben Eskerod

Prinsen som skulptør

Prinsen blev i 50’ernes Paris dybt fascineret og inspireret af kunstnere som Pablo Picasso, Fernand Léger og Georges Braque. Senere kontaktede Prins Henrik billedhuggeren Poul Holm Olsen der var lektor på Kunstakademiet. Han gav prinsen undervisning i billedhugningens ædle kunst, og var med til at forme prinsen som kunstner. 

Igennem sit arbejde for Røde Kors besøgte prinsen hyppigt det afrikanske kontinent, som skabte en kunstnerisk modpol i ham, da han ellers havde været mest inspireret af asiatisk kunst. Denne modpol gjorde, at han kunne udtrykke sig kunstnerisk med en underfundig blanding af asiatisk og afrikansk kunst.

Om kunstens betydning for ham selv, og for mennesker generelt udtalte prinsen sig i år 2015 således: ” Jeg kunne ikke leve uden kunst. Kunsten er så ekstremt vigtig for mennesket, fordi den er større end mennesket og stiller mennesket alle de spørgsmål, som vi har brug for bliver os stillet. Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg lave, nu jeg er her? Hvor skal jeg hen, når jeg ikke er her længere? Det er eksistentielle spørgsmål, som kunsten stiller os, og som vi selv må prøve at besvare”.


"Torso II" af Prins Henrik. Foto: Peter Jensen

Prinsen har været udøvende kunstner igennem 50 år, og har hyppigt udstillet sin kunst og kunstsamlinger. Hvis man gerne vil opleve prinsens kunst så kan man bl. a. se hans skulptur ’Torso Maskulin’ i Tønder og ’Sirene’ på Århus havnefront.

Prinsens skulpturkunst blev i år 2013 udstillet på ARoS i 2015 i forbindelse med udstillingen ’Pas de Deux Royal’, som var en fællesudstilling med Dronning Margrethe. Udstillingen slog besøgsrekord med omkring 285-tusind besøgende.

Danmark har mistet sin prinsgemal, mens han kunstneriske eftermæle er sikret. Han vil altid kunne blive husket igennem sin kunst, som afspejlede hans farverige og kunstneriske personlighed og sjæl. Hvilket bedre eftermæle kan man efterlade sig, end et helt liv dedikeret til kunstens verden? 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer