Af Eline Eggers, 22. august 2016
Klimaforandringer, flygtningekrise og krig er emner, der optager medierne, og spøger i manges bevidsthed. De skræmmende statistikker kan virke handlingslammende, men i kunstens verden tager man fat om emnerne med bestemt hånd. I kunsten skal intet fejes under gulvtæppet. For en italiensk kunstnerduo på CODE Art Fair på Art Copenhagen er emnerne presserende, og de tør lade kunsten være talerøret.
Den italienske kunstnerduo Pennacchio Argentato, der repræsenteres af det napolitanske galleri Galleria Acappella, lægger nutidens problematikker omkring klimaforandringer, humanitære og økonomiske kriser på bordet i en række værker. De er formet i plastik og plexiglas, og betydningslagene er uendelige, foruroligende og omfattende. Præcis som verdens kriser.
Det mediterende klima
Kunstnerduoen består af Pasquale Pennacchio og Marisa Argentato. De har lavet udstillinger sammen i denne konstellation siden 2002. Udstillingen “Peace is a fire” er deres sekstende soloudstilling, og den første under galleriet Galleria Acappella i Napoli. Her vises en række værker, hvoraf de fleste er forstørrede billeder af gletsjere støbt i en slags plastik, der gør dem tredimensionelle. Fotografiet forvandles altså til en skulpturel avatar, og en enkelt en af dem står ud i rummet og kræver effektfuldt sin ret.
Pennacchio Argentato, "Breathe and imagine your body to expand with each and every breath. As you move in that positive flow, keep breathing as you drift, flow and melt away", 250 x 150 cm, 2016, digital image transfer and epoxy resin court. Fotograf: D.Donzelli
Værkerne leder tankerne hen mod verdens klimaforandringer, de stigende varmegrader og de smeltende gletsjer. Men spændingen opstår, når titlen kommer på værket: “Breathe and imagine your body to expand with each and every breath. As you move in that positive flow, keep breathing as you drift, flow and melt away.”
De smeltende gletsjer, det stille dryp og drønet når isen rammer vandoverfladen er altså udtryk for små meditative øjeblikke. Naturen er i sit eget flow og mennesket kan ikke bestemme eller sætte regler op, når naturen kører sit one-man-show.
Kapitalen i naturen
Værkerne referer også til en dobbelthed, der beskriver klimaets forandringsproces, og det kapitalistiske samfund. Ikke nødvendigvis som følger af hinanden. Heller ikke som naturen på den ene side og kapitalismen på den anden. Mere som en undersøgelse af kapitalismen i naturen. Os selv i naturen. Os selv som en del af naturen, for når vi forandre naturen, forandre vi også os selv.
Pennacchio Argentato inspireres her af filosoffen Jason W. Moores bog “Capitalism in the web of life”, der beskriver hvordan kapitalismen befinder sig i en naturlig proces, og at vi må forstå kapitalismen, før vi kan gøre noget ved klimaet. Det giver udstillingen en klar filosofisk tilgang til nutidens kriser.
Meditationsaspektet ser de ud fra en undring. Kapitalismen har overtaget en historisk og religiøs praksis, for at lindre arbejdernes belastning. “Mindfullness” er et power-ord inden for forretningslivet, og en måde at effektivisere og optimere. Pennacchio Argentato forholder sig kritisk til det faktum, at meditation nu bliver brugt i de kapitalistiske fabrikshaller.
Krigens meditation
Titlen på udstillingen sætter det hele på spidsen - “Peace is a fire”. Det referer til en buddhistisk tanke om, at freden opstår ved at forholde sig aktivt til sit eget liv og rykke sig fri af den passive tilskuerrolle. Ordene er fysisk tilstede som en del af udstillingen, manifesteret i et værk skåret ud i plexiglas, med computerspillet “Call of Duty” rullende over bogstaverne.
Pennacchio Argentato, "Peace is a Fire", video projection plexiglass, film 2016, courtesy Acappella and D.Donzelli.
Sammensmeltningen af krig og buddhistisk meditation giver et intenst modsætningsforhold - krig og fred i et. Men som værket viser, kan du ikke fokusere på begge dimensioner på samme tid. Når du betragter spillet, bliver ordene en flade, og når du betragter ordene ser du ikke, hvad der foregår i spillet. Ordet og billedet manifesterer og komplimenterer hinanden på en gang.
Værkerne er meget komplekse og en anelse svære at gennemskue lige ved første øjekast, men får man tankerne bag værkerne med, så åbner det dem op til en forståelse af det samfund, vi lever i og den fremtid, der venter os og vores efterkommere.
Denne skribent glæder sig til at se værkerne ved selvsyn, for dette er helt sikkert kun toppen af isbjerget.
Galleria Acappella udstiller på CODE Art Fair fra d. 26. - 28. august i Bella Center.
Læs mere om Galleria Acappella her
Dyk ned i kunstnergruppens tanker her
Profilbillede: Pennacchio Argentato, installation view. Fotograf: Danilo Donzelli.