Indkøbskurven er tom.
Af Josefine Reinholdt Kjærgaard
ANMELDELSE 22.08.16
Den største force i ordblinde Gudrun Hasles kunst, er skrøbeligheden. I en lang række af sine værker formidler hun modigt og ærligt den usikkerhed, der omgiver mange unge kvinder i dag. Et pragteksempel på det har man kunnet se på Horsens Kunstmuseum hele sommeren, og udstillingen er på lidt endnu, så man kan lige nå det.
Udstillingen optager, trods sin enkelhed, en kæmpesal på museet. Den består af to værker, som i forlængelse af hinanden sætter spørgsmålstegn ved tidens selvundertrykkelse. Vi skal gøre det hele så godt, at vi risikerer at miste os selv i processen. Det er ikke en original problematik at arbejde med, men Hasle formår alligevel at gøre den nuanceret og vedkommende, netop fordi skrøbeligheden er så udtalt i hendes kunst.
Et nødråb
Det formatmæssigt overdøvende værk på udstillingen er et tolv gange tolv meter stort banner, som er skabt specielt til udstillingslokalet på Horsens Kunstmuseum. I slutningen af april placerede Gudrun Hasle sig i udstillingssalen med sin lille baby, og gav sig til at brodere og sy banneret. Det tog en uge. Herefter blev det hejst op og bundet fast under loftet, så man som beskuer må lægge nakken tilbage for at se det.
Foto: Horsens Kunstmuseum, 2016
Bannerets ordlyd er ”I DONT NO HAW TO SCRIM FOR HARLP WEN IM OK”. En tekst, der, når man har tunet sig ind på den dyslektiske stil, lægger op til refleksion over, hvornår det er det rigtige tidspunkt at involvere andre i sine problemer og hvordan man skal gøre. Alt kan se godt ud på overfladen, selvom man har mest lyst til at skrige. Gudrun Hasle arbejder i den grad med kommunikation i sin kunst, og i dette værk spørger hun beskueren direkte om, hvordan man kommunikerer efter hjælp, når enhver kan se, at man opfylder rammerne for det gode liv.
Banneret repræsenter i sig selv et nødråb og minder om den klassiske forestilling om, at være strandet på en øde ø, og forsøge at gøre sig synlig for en forbipasserende omverden: HELP skrevet i sandet med grene og sten. Eller måske broderet på sejlet fra det forliste skib. Lidt ligesom Gudrun Hasle har broderet et banner til Horsens Kunstmuseum i et format så stort, at budskabet – på trods af stavefejlene – ikke kan overses.
Inspiration fra Niki de Saint Phalle
Udstillingens andet værk uddyber problematikken fra banneret i loftet. Det hænger på traditionel vis på væggen og er en stregtegning, der gengiver omridset af en kvinde i fuld størrelse. Sikkert Hasle selv. På Niki de Saint Phalle'sk manér er der skrevet sætninger indover tegningen, som har en stærk personlig afsender og et uomgængeligt kvindeligt afsæt. Blandt andet står der:
”MY HOM HAS TO LOK GODE
I HAVE TO BE POLITKALLIG KOREKT
I HAVE TO BE A GODE MOTER”
Kravene er mange. Man kan hurtigt drukne i dem og få lyst til at skrige, selvom det vil knuse den facade, man bør opretholde. Det er selvfølgelig okay, kun at være okay, men efter at have set de to værker udstillingen består af, må man spørge sig selv, om det er nok – om prisen vi betaler for at få det hele til at fremstå perfekt, er for høj?
Foto: Horsens Kunstmuseum, 2016
I den fine folder, museet har trykt til udstillingen, bliver Hasles tanker bag værkerne udtrykt i et interview. Her fortæller hun ”... vi lever med en indre smerte, som vi dulmer med facade og forbrug og derfor er vi kun okay. (…) På Horsens Kunstmuseum har jeg haft mulighed for at lave skriget i den størrelse det er: Sådan ca. tolv gange tolv meter.”
”How can I scrim” udstilles på Horsens Kunstmuseum frem til d. 28. august 2016. Læs mere om udstillingen her
Profilbillede: Gudrun Hasle, How can I scrim, 2016, foto: Horsens Kunstmuseum
