Omtale af Stine Ella Jørgensen 08.07.16

Selvom Roskilde Festivalen primært er en musikfestival, gør den meget ud af at favne andre kreative discipliner, hvilket blandt andet ses i deres meget ambitiøse kunstprogram. Kunsten er spredt ud over hele festivalen – lige fra campingområdet, til DREAM CITY og gennem hovedgaderne på festivalpladsen, der er fyldt med den mest fantastiske graffiti. Magasinet Kunst tog derfor et smut på festival for at se lidt nærmere på, hvad dette års Art Zone havde at byde på.

(Design)Kunst
Kunstens epicenter – Art Zone - findes i området der gemmer sig mellem Orange Scene, Food Court og Gloria. Her finder man en række kunstværker, der helt i Roskildes ånd rummer sociale og politiske budskaber og samtidig opfordrer festivalgæsterne til at interagere med kunsten. I deres pressemateriale skriver Roskilde festival, at man på festivalen ikke vil møde nogle hvide udstillingsvægge: ”It’s all play – if you dare join in”. Det er festivalens styrke at kunstværkerne ikke isoleres, men i stedet integreres blandt andre indslag. Derfor finder man sjældent kunst for kunsten skyld i Art Zone. Værkerne har ofte en brugsmæssig funktion som eksempelvis Superflex’ shelters, der både huser pantsamlere og kunstmøder. Integrationen af værker skaber dog også faren for, at man som festivalgænger bombaderes med så mange indtryk, at man måske helt overser kunsten.

// Værk af Frederikke Dalum og Anna Ladas. Roskilde Festival 2016. 
 

Måske man ikke ved første øjekast opdager, at de hvide trækasser man sidder på og nyder sin falafel er del af en kunstinstallation. Som ved udkanten af Art Zone, hvor en række hvide kasser i forskellige størrelser og former er del af et unavngivet værk af Frederikke Dalum og Anna Ladas, studerende ved Den Danske Scenekunstskole. Det viser sig ved nærmere eftersyn, at kasserne er mindre dele af en guldbeklædt swimmingpool – mere ekstravagant bliver det ikke. Swimmingpoolen er dog i tydelig forfald, og brudstykkerne samler sig pludselig til en klar metafor for altings forgængelighed, hvilket ingen rigdom kan redde dig fra. Man skal dog endelig spise sin falafel færdig, for som den amerikanske kunster Richard Artschwager engang sagde: “If you sit on it, it’s a chair. If you walk around it and look at it, it’s a sculpture”.
 

// Fotografi af Stine Ella Jørgensen. 'Bottle Collecters VIP' af SUPERFLEX. Roskilde Festival 2016. 


// Fotografi af Stine Ella Jørgensen. 'Bottle Collectors VIP' af SUPERFLEX. Roskilde Festival 2016. 
 

Kun agang for flaskesamlere!!!
Kunstnergruppen Superflex’ viste et af de mest fremtrædende værker i Art Zone med deres ’Flag ship shelters’ i tre dele. Deres udseende er inspireret af en række eksklusive og prominente modehuse i Tokyo, hvor de tre konstruktioner blev udstillet første gang og bød hovedstadens hjemløse indenfor. Et shelter var scene for litterære oplæsninger, performances og talks, og de to andre var indrettet eksklusivt til de mange flaskesamlere, der hvert år tager til festivalen – deraf navnet ’Bottle Collecters VIP’. Hensigten var at give flaskesamlerne et sted, hvor de kunne komme dagligt og slappe af, indtage varme måltider og oplade deres mobil telefoner.

Når et område er eksklusivt og kun for VIP’s henvender det sig normalt til eliten, altså de rige, de kreative og de berømte – bare se på Backstage Village (bedre kendt som mediebyen), der kun er for de særligt udvalgte. I Superflex’ to shelters vendes konceptet om hvem disse ”very important people” er på hovedet og skaber et rum som udelukkende er for de mennesker, der normalt er nederst på den sociale rangstige. Selvom de to shelters ikke fremkalder den misundelse, der ellers opstår, når vi møder fællesskaber og rum som vi ikke må være en del af, giver det ikke desto mindre stof til eftertanke. For i virkeligheden burde vi bruge mere energi på at skabe plads til dem som ikke ejer alverden fremfor at bygge områder til dem, som i forvejen er på toppen.


// Fottografi af Stine Ella Jørgensen. 'Native, Exotic, Normal / Cirle of Flags' af Hesselholdt & Mejlvang. Roskilde festival 2016. 

#Flotteflag
Midt i Art Zone havde den danske kunstnerduo Hesselholdt og Mejlvang placeret 11 flagstænger i forskellige farver og højder. Umiddelbart er cirklen af flag en meget æstetisk smuk installation, som flere har lagt på Instagram fordi de har fundet den indbydende og flot. Men gennem denne æstetiske oplevelse narrede Hesselholdt og Mejlvang beskueren til at betragte et værk, som faktisk bygger på et samfundsproblem: diskrimination. Værket, ’Circle of Flags’, er forbundet med kunstnerduoens aktuelle udstilling ’Native, exotic, normal’ på Den Frie. Her undersøger de med udgangspunkt i den amerikanske dermatolog Thomas B. Fitzpatricks hudtypeskala seks hudfarvenuancer og den stereotype og normative tænkning, der knytter sig til. Udstillingen bliver i forlængelse heraf en undersøgelse af, hvordan diskrimination er en integreret del af vores hverdag.

Hesselholdt og Mejlvangs værk på Roskilde taler direkte ind i de problematikker som bliver rejst på udstillingen på Den Frie. Flagstængerne bliver en meget enkel manifestation af, hvordan mennesker i bestemte sammenhænge kan reduceres til deres hudfarve, og viser hvordan hudfarver kan ændre betydning og altid er afhængig af kontekst. I Hesselholdt og Mejlvangs værk udtrykkes denne magtdynamik konkret ved, at flagstængerne i de lyseste farver er højere end flagstængerne i de mørkeste farver. Samtidig er der et internt (højde)hierarki mellem de nuancer, der placerer sig mellem lys og mørk. På den måde er værket et både simpelt og stærkt udtryk for fordomme og den undertrykkelse og diskrimination, der dagligt udøves på grund af hudfarve.

Installationen fik ikke samme brugsmæssige funktion som Superflex’ værker, men ved at placere det midt på pladsen sikrede man en vis gennemstrømning af festivalgæster, som mere eller mindre frivilligt blev en del af værket. Ved at betragte, hvordan festivalgæsterne bevægede sig på kryds og tværs mellem de hudfarvede flagstænger, blev jeg som beskuer hurtig opmærksom på hudfarven på de mennesker som passerede. Værket begyndte at fremstå som en kommentar til, hvordan bestemte menneskers bevægelser begrænses på tværs af fysiske og sociale grænser og rum blandt andet på grund af deres hudfarve. Med det geopolitiske perspektiv på sinde fik jeg svært ved at bevæge mig videre, da jeg blev bevidst om, at jeg som lyshudet aldrig har oplevet begrænset mobilitet. I det øjeblik blev jeg konfronteret med mit hvide priveligie, hvilket kan være en tiltrængt aha-oplevelse, da privileger alt for ofte er usynlige for dem som har dem.
 

Ingen kunst uden budskaber
Værkerne i Art Zone viser tydeligt, at Roskilde festivalen er meget bevidste om at invitere kunstnere, som har noget på sinde og som deler samme humanitære og sociale målsætninger som festivalens egne. Selvom Art Zone ikke var kurateret under et tema ligesom resten af festivalens program, ses der en direkte forbindelse til festivalens overordnede tema: EQUALITY. Man fristes dog til at sætte IN foran, da flere af dette års kunstværker minder os om den ulighed vores samfund bærer rundt på.