Indkøbskurven er tom.
Art Basel
Art Basel

REPORTAGE: Af Natascha Degnova 20.06.2016

Vi har været en tur i Schweitz, nærmere bestemt i Basel til en af årets store kunstbegivenheder, Art Basel. Art Basel bød i år på en god alsidig blanding af kunst, der strakte sig fra ekspressionistiske malerier fra 30erne til nutids performance.  

Kunstmessen der startede helt tilbage i 1970, har efterhånden fået en høj status i kunstverdenen, da messen formår at samle nogle af verdens topgallerier og kunstnere og samtidig er en god indikator for hvad der rører sig lige nu.

Kunstmessens popularitet var til at mærke på åbningsdagen for offentligheden, hvor lange køer strakte sig ud fra de forskellige indgange. Stemningen var lettere kaotisk og virkede en smule uorganiseret (til trods for messens mange år på bagen). Alt det var dog glemt, lige så snart tasketjek og diverse var overstået.

Lidt kø ved indgangen. Foto: Natascha Degnova

I messens hovedbygning, var gallerierne fordelt på to etager, så der var rigeligt at fordybe sig i. Der var en god blanding af ældre og nyere kunst. Originale malerier malet af fortidens mestre som for eksempel Otto Dix, Max Ernst og Francis Picabia, dukkede således op i mængden af Cindy Shermanfotografier og Koenraad Dedobbeleerskulpturer.

Galleri: Galerie Thomas. Foto: Courtesy Art Basel

Blandingen af ældre kunst med den nyere fungerede rigtig godt, da mange af gallerierne havde gjort deres stand personlig. For eksempel havde nogle af gallerierne lagt væg til væg gulvtæpper i mørke farver, hvilket gav en hyggelig og intim stemning. Andre havde placeret dekorative møbler der var i overensstemmelse med kunsten, både i form af antikke borde og hypermoderne designer stole.

Galleri: Vitamin Creative Space. Foto: Courtesy Art Basel

Helhedsindtrykket, med alt i sammenspil, var også gennemtrængende i hele opsætningen af messen. Der var lounges til både samlere og almindelige besøgende, ligesom der var serveringssteder på hver etage. Det bedste var dog den lille eventyrlige have, der var placeret i midten af den runde hovedbygning. Her kunne diverse lækkerier indtages og de forskellige kunstindtryk kunne fordøjes, inden næste runde.

Trods det grå vejr, var det stadigvæk forfriskende at holde pause under åben himmel og grønne omgivelser. Foto: Natascha Degnova

Udstillingshallen ved siden af den runde hovedbygning, fremstod i et mere åbent plan. Her kunne værker af nogle af installationskunstens absolutte hovednavne ses, blandt andet Ai Weiwei, Elmgreen og Dragset og Hans Op de Beeck. Installationerne var visuelle, auditive og performative, med lydspor der loopede, kunstfilm og sågar en levende ”kinesiske officer”, der på en kran hævet op over de besøgende fløjtede fuglelyde.

Ai Weiwei. Foto: Natascha Degnova

Galleri: Galleria Franco Noero, Mendes wood DM, Meyer Riegger. Foto: Courtesy Art Basel

Nedenstående billeder skulle gerne give et indtryk af den gode stemning og mangfoldighed i værkerne, der var præsenteret på årets messe. Yderligere inspiration og information om Art Basel og messen kan findes her.

Foto: Natascha Degnova

Foto: Natascha Degnova

Galleri: Lehmann Maupin, White Cube, Xavier Hufkens. Foto: Courtesy Art Basel

Det skal understreges at Art Basel ikke blot er messen, som denne reportage har fokusret på, men en hel by der forvandles i kunstens navn. Skulpturer og kunstinstallationer dukker således op forskellige steder i bybilledet, i samspil med de Baselske monumenter. Ligeledes præsenteres der også mindre messelignende udstillinger andre steder i centrum af Basel. 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer