Filmanmeldelse
Af Maj Mølstrøm Christensen

”Ved Evighedens Port”  //  Originaltitel: ”At Eternity’s Gate”
Instrueret af Julian Schnabel
Dansk biografpremiere 7. marts 2019

Mine høje forventninger til instruktøren bag den fabelagtige film ’Dykkerklokken og Sommerfuglen’ (2007), Julian Schnabel, er uden tvivl indfriede. ’Ved Evighedens Port’ er en særdeles flot film om kunstens forhold til naturen, livet og døden.

Lys og liv
’Ved Evighedens Port’ omhandler den sidste tid i Vincent van Goghs liv i og omkring den sydfranske by Arles. Van Gogh var særdeles virksom her. Malerier og skitser fra perioden er talrige og blandt de mest skattede fra hans hånd.

Det sydfranske landskab og vejr gav koloritten glød. Marker, træer, bjerge blev lyslevende på lærredet med intense farver og organiske strøg – nøjagtigt som maleren van Gogh oplevede den natur, han levede og åndede i. Væk fra det kummerlige, kolde kammer på kroen i Arles.

At Eternity’s Gate, Instrueret af Julian Schnabel. (c) Scanbox Entertainment.

Sindslidelsen, fattigdommen og smerten til trods, malede han det skønne frem, han så. Det lille kammer med seng og stol lyste op i solgul, flaskegrøn og lavendel. Og skoene blev på lærredet til noget andet end det sølle, nedslidte par, det blotte øje så.

Han malede ikke de afblomstrede, visne solsikker på den solsikkemark, han traskede igennem på vej til arbejde, med staffeli, lærred, pensler og farvetuber under armen. Han malede de levende. Solgule blade, badet i himlens lys. ”Jeg maler lys”, forklarer van Gogh i filmen, da han bliver spurgt ind til sit motiv.

En kunstners film om det at male
Den amerikanske billedkunstner og filmskaber Julian Schnabel undersøger i ’Ved Evighedens Port’ kunstnerens blik på verden og tilgang til maleriet. Det handler om at se. Lyset, farverne, landskaberne.

Schnabels maleriske tilgang til filmmediet er fantastisk. Filmens løse rammesætning tillader lange improviserede optagelser og intuitive valg, og fotografen har fået frihed til at sanse sig frem i landskabet og gå med sine umiddelbare indskydelser. Om dette greb har Schnabel i et interview om filmen sagt, at ”[…] landskabet fortæller os, hvad vi skal gøre – svarene er øjeblikkelige og umiddelbare.” Schnabel forsøger at forstå van Gogh ved at gøre som ham.

Van Gogh og beskuerens blik er et og samme i filmen. Vi oplever verden gennem et håndholdt kamera, der nysgerrigt og sanseligt går til verden. Når vi vandrer ud over markerne, sløres konturerne, og lyset opløser former til stof af en anden verden.

En misforstået enspænder
Van Gogh var udstødt af lokalsamfundet. Man brød sig ikke om hans særegne karakter og malerier. Flere voldsomme episoder bekræftede landsbyboerne i deres syn på den forkvaklede kunstner.

Enspænderen, van Gogh, var utilpas og rastløs ude blandt landsbyboerne. I filmen mærker vi, hvordan han konstant søger efter motiver at male i verden omkring sig. Blikket flakker uroligt mellem ansigter, øjne og pludselige lyde i landsbyens gader og på kroen, hvor han bor. 

Vi møder den franske maler, Paul Gauguin, der rejser til Arles for at arbejde tæt på sin ven. I en scene sidder kroværtinden, Madame Ginoux, ved et bord. Gauguin sidder over for, i færd med at portrættere hende, da van Gogh træder ind ad døren, tydeligvis urolig. Blikket og kameraet finder først hvile, da det falder på Madame Ginoux. Han ved, han må male hende og henter fluks et lærred, pensler og maling. Da han begynder at male kvinden, ser han hende – og kameraføringen tillader beskueren samme oplevelse og indlevelse. Vi oplever sammen med ham, gennem ham. Dette filmiske greb giver beskueren et indblik i malerens kreative proces.

At Eternity’s Gate, Instrueret af Julian Schnabel. (c) Scanbox Entertainment.

Naturstudier
Van Gogh og Gauguin havde lange samtaler og dramatiske skænderier om forholdet mellem kunst og natur – og skilles som uvenner, da Gauguin efter et stykke tid rejser tilbage til Paris.

I disse samtaler er det tydeligt, at filmmanuskriptet har rod i de talrige brevudvekslinger mellem de to kunstnere samt kunsthandleren og broderen Theo van Gogh. Brevene fortæller netop om deres forskellige tilgange til maleriet. Gauguin insisterede på at hente sine motiver i erindringen. Han malede ud fra en indre, erindret oplevelse af det sete, men van Gogh insisterede på naturstudiet. Han måtte ud at betragte landskabet, se interiøret eller modellen foran sig, mens han malede.

Van Goghs natur
Schnabel knytter udtryksfuldt van Gogh til den natur, han maler. Vi mærker de indre impulser, de pludselige indfald, der kalder van Gogh til lærredet. Med en ukuelig vilje tager han sine slidte sko på og går med sit malergrej ud i den frie natur og bliver der til solnedgang.

I en af filmens scener vandrer han gennem en gylden sivmark, smilende. Solen bader ansigtet i et guddommeligt lys. Det er et tableau, der er så mættet af lys og liv og lyst – nøjagtig som et van Gogh-maleri. Filmscenen opleves som en levendegørelse af malestilen, hvor sivene mimer de livlige, ekspressive strøg. Marken følger vindens bevægelser, snart solgul, snart grønlig i det skiftende lys. Lyset transcenderer billedfladen på både van Gogh og Schnabels lærreder.

At Eternity’s Gate, Instrueret af Julian Schnabel. (c) Scanbox Entertainment.

Senere ser vi van Gogh ligge på jorden og kigge op i himlen. Vi ser ham i et nærbillede, mens han tager markens muld i sine hænder og lader det falde på sit ansigt. Scenen forklarer nærheden og samhørigheden, han oplever derude i naturen – i jorden, himlene og havene. Længslen efter at høre til og forstå sig selv i verden, som et lille stykke natur, der belyses i et forunderligt øjeblik.

Van Goghs skabertrang
Skønne naturscener. Solnedgang på en bjergtop. En skov af gule trækroner.

Sammen med van Gogh vandrer vi beroliget rundt i landskabet, bøjer hovedet bagover og ser op i trætoppene. Træerne, der majestætisk folder deres kroner ud og rækker grenene mod himlen.

Van Goghs malerier mimer det skabende princip i naturen. Hans skabertrang var den samme, som får træet til at gro og række sine grene mod himlen. Træet spirer, gror og folder sig ud, som frøet, det er groet fra, foreskriver. Som en mægtig naturkraft, gror træet opad, fordi naturen fortæller det, at det må.

Van Gogh må også male – på trods af omverdenens hån og vold. Dels for at formidle sit syn på verden til andre, dels for at forstå sig selv i forhold til naturen. Han kan ikke andet end at male, fortæller han præsten, spillet af Mads Mikkelsen, på den anstalt for sindslidende, hvor han i en periode er indlagt. Han er sine malerier.

At Eternity’s Gate, Instrueret af Julian Schnabel. (c) Scanbox Entertainment.

Et følsomt, værdigt portræt
Willem Dafoe brillerer i rollen som Vincent van Gogh og påtager sig umærkeligt hovedrollen, der er et kvart århundrede yngre end skuespilleren selv. Det furede og udtryksfulde ansigt rummer karakteren så fint og med en sjælden følsomhed. Portrættet har sikret ham skuespilprisen ved Venedig Film Festival og en nominering ved årets Oscar-uddeling.

’Ved Evighedens Port’ er et sympatisk og værdigt portræt af van Gogh. Det rummer mere end den fortærskede historie om et galt og genialt kunstnersind; den misforståede kunstner, der i sin levetid aldrig opnåede anerkendelse. Filmen viser en mand, der både sørgede og glædede sig over livet, og det er befriende at se Schnabels van Gogh smile og frydes i marken af vajende sivstrå.

Enkelte scener står særligt klart tilbage, når man forlader biografsalen. En af disse er Theo van Goghs omfavnelse af sin bror på anstalten. Da Theo ser sin bror i sygesengen, lægger han sig op til ham og omfavner kærligt. Schnabel opfordrer os i ’Ved Evighedens Port’ til at omfavne Vincent van Gogh med samme omsorg og forståelse.

At Eternity’s Gate, Instrueret af Julian Schnabel. (c) Scanbox Entertainment.

Den amerikanske billedkunstner og filmskaber Julian Schnabel er netop nu aktuel med udstillingen ’Julian Schnabel - Action Paintings 1985-2017’ på kunstmuseet ARoS. Hans værker kan opleves frem til 3. marts. 

At Eternity’s Gate, Instrueret af Julian Schnabel. (c) Scanbox Entertainment.