Indkøbskurven er tom.
Dansk Møbelkunst på TEFAF
Dansk Møbelkunst på TEFAF

MESSE: Af Tina Kristensen, 12. marts 2019.

Dansk Møbelkunst deltager som eneste danske galleri, på den store internationale messe TEFAF (The European Fine Art Fair) i Maastricht i Holland d. 16 - 24. marts 2019. I år har de et fint udvalg af både ny og historisk Nordisk design med.

Peder Moos
Et af årets highlights hos Dansk møbelkunst på TEFAF er en stol af Peder Moos. Peder Moos (1906-1991) er en af de største og mest excentriske personligheder, inden for dansk møbelkunst. Den sønderjyske snedker formåede at modellere træet i bløde organiske former og den smukt svungne form på stolen, der er med på TEFAF, er et godt eksempel herpå.


Peder Moos, Side Chair, rosentræ, buksbom, ibenholt og håndvævet tekstil, designet i 1966. 43x82x47 cm. Fabrikant: Dansk Møbelkunst. Foto: Brahl Fotografi.
Peder Moos, Side Chair, rosentræ, buksbom, ibenholt og håndvævet tekstil, designet i 1966. 43x82x47 cm. Fabrikant: Dansk Møbelkunst. Foto: Brahl Fotografi.

Michael Anastassiades
I tillæg til de historiske møbler viser Dansk Møbelkunst nye møbler de har produceret i samarbejde med nogle udvalgte designere.

Blandt andet har galleriet startet et nyt samarbejde med den London-baserede cypriotiske designer Michael Anastassiades, der har designet en gruppe møbler bestående af en skammel, et bord og en skærm under den meget rammende titel ”Halfway Round”. Møblerne er af Oregon Pine og er karakteriserede ved runde bløde former, der møder skarpt definerede linjer i et smukt kontrastfuldt udtryk.

Michael Anastassiades, ”Halfway Round”, en skammel, et bord og en skærm, Oregon Pine, Designet i 2018. Bord: 20 udg., W: 240 D: 96,5 H: 73 cm. Skammel: 30 udg. 44,5 x 22,5 x 45,5 cm. Skærm: 20 udg. 160 x 25 cm. Fabrikant: Dansk Møbelkunst. Foto: Brahl Fotografi. 

Claus Bjerre
Et andet nyt samarbejde er med den spændende danske møbeldesigner Claus Bjerre. Han er især kendt for sit eksperimenterende arbejde med unikamøbler der, som han selv udtaler, ikke er velegnede til masseproduktion. ”Men det er stadig vigtigt for mig, at mine møbler får et liv udenfor værkstedet; at de ikke kun er eksperimenter – og dette samarbejde gør det muligt,” udtaler Bjerre.

Han har designet en kiste i Kalmar Pine, en lokal nordisk træsort, der har en smuk struktur.

“Jeg kan godt lide ideen om at lave noget, der synes umuligt og hermed skabe en slags magi – som denne struktur, hvor træet ser ud til at være flettet,” forklarer Bjerre, og det er i særdeleshed her i detaljerne, man oplever en designer der eksperimenterer med materialet og formgivningen - vel at mærke uden at gå på kompromis med funktionen.

Claus Bjerre (1972-), Kiste I Kalmar pine, designet i 2018, Kalmar pine, messing og læder, 79,5 x 37,5 x 46 cm. og 120 x 37,5 x 46 cm. Fremstillet hos Dansk Møbelkunst, Denmark. Foto: Brahl Fotografi.

Claus Bjerre (1972-), Kiste I Kalmar pine, designet i 2018, Kalmar pine, messing og læder, 79,5 x 37,5 x 46 cm. og 120 x 37,5 x 46 cm. Fabrikant: Dansk Møbelkunst, Denmark. Foto: Jakob J. Sørensen.

Ejner Larsen & Aksel Bender Madsen
Sidst men ikke mindst, så har Dansk Møbeldesign også et skrivebord tegnet af Ejner Larsen & Aksel Bender Madsen med på TEFAF. Duoen står bag mere end 300 enkle og tidløse møbeldesign. Larsen og Bender Madsen var uddannede som henholdsvis møbelpolstrer og møbelsnedker, og mødte hinanden, mens de studerede ved den førende danske designer Kaare Klint på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Ejner Larsen & Aksel Bender Madsen, Skrivebord med læder. Designet i 1958, 180 x 73,50 x 82 cm, rosentræ og sort læder, fabrikant: Willy Beck Foto: Brahl Fotografi.

Således er det både nye og gamle eksempler på dansk møbelkunst, der om et par dage vises på den store internationale messe i Holland.

Mere information om Dansk Møbelkunst kan findes på deres hjemmeside: http://www.dmk.dk
Mere information om TEFAF kan findes på deres hjemmeside: http://www.tefaf.com

Foto øverst: Claus Bjerre (1972-), Kiste I Kalmar pine, designet i 2018. Fabrikant: Dansk Møbelkunst. Foto: Jakob J. Sørensen.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer