SERIE: HEARTLAND 2018.
Af Lærke Helene Askholm.
12/06/2018.

Lea Guldditte Hestelund bidrog til dette års Heartlands Festival med den performative skulptur Play fra 2016. Skulpturen er inspireret af et antikt system til en sund optræning af kroppens styrke og skønhed, og netop denne kombination er også grundelementerne i Play. Det ses både i materialerne og formerne, som består af henholdsvis træningsstiger i stål og søjlefødder i marmor.

Hestelunds værk appellerer til direkte interaktion. Skulpturen er en slags undersøgende scene i sig selv, som afslører vores ofte ubevidste tendenser i mødet med den. 

Udfordrer idealer
Hestelund sætter med værket Play fokus på, hvad vi pålægges af idealer i det offentlige rum, og hun åbner vores øjne for de ændringer, som umiddelbart kan synes harmløse og til alles bedste. Argumenterne for vores konstant mere omfattende sundhedsidealer, hvor kroppen eksempelvis skal trænes til alle mulige sammenhænge, påvirker både vores syn på hinanden og vores selvforståelse, når vi agerer i det offentlige rum.

I en serie værker fra 2014-2016 var Hestelund særligt optaget af, hvordan de gældende idealer for kroppen medfører hierarkiske inddelinger, og Play er en interaktiv installation, hvor alle omkring den bliver interessante i deres reaktioner.

Set på afstand kan Play ses som en åben scene, og Hestelund fortæller, at den i sig selv kan have en naturlig funktion som et teater. Lige så simpel og harmløs som Play umiddelbart kan virke – lige så fascinerende er dens funktion. Den skaber et helt spil af reaktioner, hvor samfundets idealer enten bakkes op eller modarbejdes. 

Lea Guldditte Hestelund, Play, 2016, Heartland 2018. Foto: Lærke Helene Askholm.

Vores væren i det fælles rum
I mødet med Play udvidede mine tanker sig hastigt i forhold til vores væren i det offentlige rum. Jeg opdagede, hvordan tyngden i Hestelunds skulptur, i hele temaet bag den, udvidede sig tilsvarende i bredden i form af konkrete eksempler, jeg kom i tanke om.

Jeg blev klar over, hvordan begreber om væren og moral lynhurtigt ændrer sig, når vi opfordres til bestemte måder at være på i det fælles rum. Også selv om disse opfordringer ved første øjekast består af helt simple konstruktioner, som vi instinktivt tænker er uskadelige eller ligefrem positive.

Det antikke træningssystem, kaldet calisthenics, som er udgangspunktet i Hestelunds skulptur, handler om at træne kroppens balance ved brugen af egen kropsvægt. Denne træningsform har lagt grundlaget for den street workout-træning, der i dag er meget populær. Hvis skønhed og styrke nu defineres via formdyrkelse, som at vi også skal kunne løfte og træne os selv i parkerne, hvor man måske tidligere i parkerne bare slappede af, så er vores tanker om sårbarhed jo også ændrede.

Hele vores begrebsforståelse er blevet ændret og dem der slapper af med noget der nu anses som uskønt/usundt, eksempelvis en kasse øl, i parkerne, har dermed valgt en anden vej end det, som der opfordres til. De krav der stilles til os, åbner automatisk op for vores krav til og domme over hinanden. Vi kan nu pludseligt være den udstillede part ved at opføre os som vi ellers plejer. Hestelund skaber med Play en autentisk platform, hvor de sociale reaktioner sker til direkte skue og klart viser de strukturer, vi er underlagt.

Lea Guldditte Hestelund, Play, 2016, Heartland 2018. Foto: Lærke Helene Askholm.

Kontrol og effektivisering
Hestelund arbejder i dette værk med den kontrol, der presses ned over hovedet på os, og det særligt interessante ved Plays placering i Egeskovs renæssancehave er det faktum, at haven i renæssancen gik fra at have en beskyttende funktion til at være et sted, man kunne nyde og gøre sig personlige oplevelser. Et sted med æstetiske rammer, hvor man kunne være sig selv. Når vi så ser på, at vi nu opfordres til fitness i parkerne, så går vi igen tilbage til, at de får en praktisk funktion.

Interaktionen på Heartland
På Heartland Festival blev Play brugt meget forskelligt af publikum. Jeg var både vidne til folk, der lavede træningsøvelser, og folk der havde en mere festlig og humoristisk tilgang til skulpturen, hvor de hang svingende ned fra stålstængerne eller sad og snakkede oppe på dem. Jeg så også en lille pige, der dansede på en af marmorsøjlefødderne.

Hestelunds værk har utroligt mange lag, og det er muligt at udforske sociologiske mekanismer ligesom det appellerer til tanker om de ydre påvirkninger, vi er underlagt. Det var utroligt spændende at se skulpturen komme i spil på festivalen, hvor ordet Play både gav mening i form af skulpturens egen indvirkning på publikum og på deres reaktioner på den.

Læs mere om Lea Guldditte Hestelund og hendes kunst her: