Indkøbskurven er tom.
Brændende begær - af Nicoline Thoning
Brændende begær - af Nicoline Thoning

OMTALE: Netop nu kan man på ”Brandts 13” se et fantastisk portrætfoto af den danske sangerinde MØ. Med dragende grønne øjne og en slange som glorie, fængsler hun beskueren med et blik fuld af begær – som en Eva på vej ud i sit syndefald. Fotografiet er en del af udstillingen ”Adam og Eva – Tabet af uskyld”, som tematiserer, hvordan mennesket til alle tider er blevet forført af fristelser; lokket af det forbudte og styret af begær.

Udstillingen præsenterer adskillige værker af Adam og Eva, og fortæller myten om de to mennesker, der er et af de ældste motiver i kunsthistorien; paradiset og verdens første kærestepar er blevet fortolket af kunstnere igennem århundreder. Gæsterne tages på en sanselig rejse, fra skabelsens lyse tid over syndefaldet til jordelivets sorger og glæder. Og fortolkningerne afspejler skiftende tiders værdier, domme, begær, gudstro og tvivl.

Tone Arstila, Uden-titel, 1988. Brandts

Det er en mangfoldig udstilling, der både rummer værker udlånt af store museer, såsom Statens Museum for Kunst, og mere kommercielle biddrag. Lasse Bech Martinussens fotografi af MØ er ejet af kunstneren selv, og har været vist på forskellige medieplatforme inden udstillingen. Ved at inddrage et sådant værk peger Brandts ud af kunstinstitutionen, og stadfæster på en forfriskende måde, hvor vidtrækkende motivet af Adam og Eva egentlig er. 

Lasse Bech Martinussen, MØ, 2015.Kunstnerens eje.  

Dertil er et utal af medier repræsenteret – lige fra videokunst til skulpturkunst. Man kan blandt andet opleve Jens Adolf Jerichaus smukke og sørgmodige gipsafstøbning ”Adam og Eva efter syndefaldet”. Men udstillingen indeholder også værker, der ikke eksplicit henviser til Adam og Eva. Blandt disse er Erik Zappons sort-hvide fotografi af et barn på silkelagner; et værk der giver associationer om uskyldige englebørn, men samtidig virker helt forkert indhyllet i sensuelle undertoner. Dybt provokerende, men også sigende, da det forholder sig til det almenmenneskelige livsvilkår, at begæret er en fundamental del af menneskets natur og eksistens.


Jens Adolf Jerichau, Adam-og-Eva-efter-syndefaldet.Gipsafstøbning 1887. Højde168-cm. Brandts.

Erik Zappon,Uden-titel.1999 Sort-hvid fotografi.Inkjet print på akvarelpapir. Brandts Museum for kunst visuel kultur. 

”Adam og Eva – Tabet af uskyld” kan ses på Brandts 13 frem til 6. december 2015.
Du kan læse mere om udstillingen på:  http://brandts.dk

 

 

      

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer