Indkøbskurven er tom.
Psykiatrisk kunstmuseum står overfor lukning - Af Laura Renée Lucht Rasmussen
Psykiatrisk kunstmuseum står overfor lukning - Af Laura Renée Lucht Rasmussen

En deprimerende nyhed i mere end en forstand har set dagens lys. Jeg vil gå så lagt som at kalde det en kunstnerisk tragedie. Museet Ovartaci på Aarhus Universitetshospital må dreje nøglen om, hvis ikke der hurtigt findes en økonomisk løsning på videre drift af kunstmuseet. For hverken Region Midtjylland eller Aarhus Kommune vil angiveligt sikre driften.

Museum Ovartaci er opkaldt efter den berømte kunster Louis Marcussen, som blev indlagt på hospitalet i 1929. I løbet af sin levetid udfordrede han sit eget tankespind med forskellige kunstarter, hvor man i disse kan få indsigt i hans forunderlige og besynderlige billedunivers. Med ham i spidsen startede psykiatrikunstens kongerække, hvor mentale forestillinger slipper ud af sit dunkle fangenskab og finder sin frihed på lærredet.

Alle kunstværker på Ovartaci museet er skabt af kunstnere med sindslidelser, hvoraf de fleste har været indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov. Museet er eftersigende det største museum af sin art i Europa. Kunstudstillingerne bidrager til en afmystificering af psykiske sygdomme i en bred palet, ved at give et usædvanligt nuancerende indblik i en ellers lukket tankeverden.

Foto af Museet Ovartacis smukke facade. 

Museet vidner om et særegent kapitel i Danmarkshistorien, ved at spejle et psykiatrisk grundsyn i samfundet gennem tiden. Kunstmuseet råder over en omfattende samling på mere end 8000 værker, hvoraf en lille del kan ses i museets enestående udstillingsbygning tegnet af den danske arkitekt  G. Bindesbøll.

Museet har blandt andet til formål at formidle hospitalets og psykiatriens historie, samt skabe forståelse for psykiske lidelser, ved gennem kunsten at nedbryde tabuer og modvirke diskriminering af psykisk syge. Et formål som man i dagens Danmark burde omfavne, pleje og viderebringe til fremtidens museumsbesøgende. Men som nu ser ud til at få en sørgelig ende. 

Besøg museet inden det er for sent. På museets hjemmeside findes information om åbningstider, udstillinger og rundvisning.

http://ovartaci.dk/nyt3.htm

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer