UDSTILLING: Stopper du nogensinde op og tænker over, hvor stor en betydning synssansen har for dit liv? Uden synet ville du ikke kunne se farver. Farver har en kraftig virkning på vores følelsesliv, på samme måde, som toner har det inden for musikken. Sanserne er en naturlig del af det at være menneske og det er gennem sanserne, at vi begriber verden. Stimuler dine sanser og tag med konstruktivisterne på opdagelse i synsnervens kerne. Udstillingen Konstruktivismen på ARoS viser konstruktivisternes serielle eksperimenter inden for indtryk, aftryk og udtryk.
På udstillingen kan du opleve 60 grafiske værker fra ARoS’ samling af kunst fra 1960 til 1980. Mange af værkerne tilhører serier, som viser det samme værk i forskellige udtryk. Variation i farvesammensætning, balance og dynamik er en del af konstruktivisternes eksperimenter.
Konstruktivismen er en bevægelse i kunsthistorien der, som navnet afslører, konstruerer kunst. Det er nonfigurativ kunst der, modsat abstrakt kunst, afviser enhver relation til naturen og den sete virkelighed. I stedet prioriteres det rationelle og en hyppig anvendelse af geometriske figurer som motivkreds.
Composition af Alberto Magnelli, 1964.
Indtryk
Diskret placeret på museets tredjesal finder jeg udstillingen Konstruktivismen. På de buede vægge, som omfavner mødelokaler og et enkelt auditorium, hænger de serielle konstruktivisme-værker. Den første serie jeg møder er ”Varme og kolde rum” af Ib Geertsen fra 1971. En serie på 11 værker i samme format og med samme ramme. De er alle i strålende farver og gør særligt brug af firkantsformer og dråbeformen. Når man går tæt på værkerne, kan man se, hvordan Geertsen har arbejdet med balance i værkerne gennem farver og formers placering. De klare firkanter og den fint afsluttede dråbeform, som er karakteristisk for hans kunst, skaber ro og værkerne har en nærmest meditativ indvirkning på mig som beskuer.
Foto: Ole Hein Pedersen. Konstruktivismen - Ib Geertsen, Varme og kolde rum.
Et andet serielt værk der begejstrer mig er værket ”Den fortryllede firkant” af Richard Mortensen fra 1973 til 1975. Serien består af 12 værker som, på samme måde som Geertsens værker, gør brug af flotte og klare farver. Denne serie forekommer mig endnu mere eksperimenterende end den første. Der gøres her brug af mange forskellige former og de drejes ofte så de står på spidserne. De to serier står, for mig, som hinandens modsætninger. Det er rigtigt at serierne udforsker forskellige udtryk, men de gør det inden for hver kunstners grundidé. Derfor er der sammenhæng i de forskellige udtryk i en serie. Mit indtryk er, at Geertsens serie har en meditativ og balanceret virkning på mig, hvor Mortensens serie er dynamisk og fuld af bevægelse.
Foto: Ole Hein Pedersen. Konstruktivismen - Richard Mortensen, Den fortryllede firkant.
Den sidste serie, jeg vil nævne, er ”Litografier uden titel” af Paul Gernes fra 1977. Serien er på seks værker og alle værker benytter to klare farver. En baggrunds farve og en mønsterfarve. Den bedste måde at beskrive billederne på er, at de ligner gækkebreve. Papirklip trykt som litografier. Fine, finurlige og herligt barnlige.
Aftryk
Konstruktivisterne satsede særligt på grafikken som kunstnerisk udtryksform. Fordelen var at grafik er billigere at producere. På denne måde kunne kunsten nemmere nå ud til den brede befolkning og blev derfor lettere tilgængelig.
Konstruktivisterne havde altså en demokratisk tilgang til kunsten og ønskede at alle skulle havde råd til at eje deres egne kunstværker.
Foto: Ole Hein Pedersen. Konstruktivismen - Victor Varsarely, Permutations, 1968
Udtryk
Med kunsten ønskede konstruktivisterne at skabe noget helt nyt, som aldrig har eksisteret før. De arbejder ikke med klare genkendelige motiver, men med enkle former, farver og fladers udtryk. Forskellige farver bringer os i forskellige sindsstemninger. Nogle former er runde, bløde og imødekommende, mens andre kan være stikkende, spidse og ligefrem aggressive.
Hvis du tager forbi ARoS imellem 9. maj og 6. september kan du ved selvsyn opleve konstruktivisternes flotte serielle værker. Du kan med fordel, ved samme lejlighed, besøge udstillingen Formen, Farven og Fladen som viser ikke-figurative værkers indflydelse på omverdenen, ved at sidestille dem med moderne design.
Omtale af Formen, Farven, Fladen: