Indkøbskurven er tom.
Papirarbejde - Af Christine Løkkebø
Papirarbejde - Af Christine Løkkebø

OMTALE: Frem til foråret 2015 kan man opleve tegninger og tryk fra kunstneren Louise Bourgeois på Tate Modern i London.

Når man hører navnet Louise Bourgeois, tænker de fleste nok på hendes enorme skulpturer af edderkopper. Den originale edderkoppeskulptur ”Maman” i sin originale form står på Tate Modern, men et væld af bronzekopier er spredt verden over. Herhjemme har man blandt andet kunnet opleve ”Maman” på Faurschou Foundation og Louisiana.

Men den aktuelle udstilling med kunstneren på Tate Modern handler ikke om edderkopper, eller storslåede skulpturer, for den sags skyld. Bourgeois er mindre kendt for sine arbejder på papir og det er disse, der nu udstilles i fire mindre rum på museet. En helt anden skrøbelighed hviler over disse værker end i kunstnerens skulpturelle univers.

Skrøbelighed var dog generelt en stor del af Louise Bourgeois’ kunstneriske DNA. Hele livet kæmpede hun med nogle traumatiske oplevelser fra barn- og ungdom, hvor hun blandt andet som 11-årig opdagede, at hendes far var moderen utro med Louises egen lærerinde.

Kunstnerens værker kredser derfor i mange tilfælde om hendes vrede til faderen men også om temaer såsom kvindelighed og fødsel, køn og seksualitet.

Louise Bourgeois er født i Frankrig i 1911. Forældrene havde en forretning, hvor de restaurerede og solgte gobeliner og Bourgeois har senere udtalt, at hendes hjælp i forretningen var det første, der inspirerede hende til at blive kunstner.

Louise Bourgeois, À Baudelaire 2008, Etching on paper, Tate. Presented by Louise Bourgeois, The Easton Foundation and Osiris, © The Easton Foundation / Licensed by DACS

Hun var ellers startet på Sorbonne i Paris, hvor hun studerede matematik. Hun gjorde ikke uddannelsen færdig og tog i stedet undervisning på forskellige kunstskoler.

Hendes første værker i de sene 1930’ere var primært tegninger, litografier og maleri, men da hun blev gift med den amerikanske kunsthistoriker Robert Goldwater, flyttede parret til New York. Det var under et undervisningsforløb her, at hun fik at vide, hun burde lave skulpturer frem for maleri.

Skulpturerne blev således hendes tro følgesvend. Heriblandt også de ikoniske edderkopper. Med udgangspunkt i minder fra barndommen, hvor hun erindrede sin mor i færd med håndarbejde, skabte hun også skulpturer med en mere stoflig karakter, lavet i bløde tekstiler.

Denne stoflighed gik igen, da Bourgeois i 1990’erne vendte tilbage til sine papirarbejder. 

Hun begyndte at samle bøger lavet af en kombination af linned og litografi. En af disse; ”Ode á La Bièvre”, er inspireret af udsigten over Biévre-floden, som man kunne se fra forældrenes forretning. Det blev til en grafisk sanselig samling af douchede pastelfarver og abstrakte fortolkninger af vand og bjerge.

Udstillingen byder også på værker der endnu aldrig har været udstillet. Heriblandt nogle storformats ætsninger fra 2007 der blander elementer fra planteriget med den menneskelige seksualitet.


Louise Bourgeois, The Family, 2008, Gouache on paper, suite of 9, Each: 59.4 x 45.7 cm. Collection Tate, London, Gift of The Easton Foundation

Photo: Christopher Burke, © The Easton Foundation / Licensed by DACS

De sidste år af kunstnerens liv lavede hun en stor mængde malerier i gouache i røde toner, hvor omdrejningspunktet var fødsel. Igennem disse forholdt hun sig formentlig både til egne ambivalente følelser omkring moderskab samt sit forhold til moderen.

Louise Bourgeois døde i 2010, 98 år gammel og arbejdede til det sidste

Udstillingen ”Louise Bourgeois – Works on Paper” løber frem til 12. april 2015

www.tate.org.uk

FOKUSBILLEDE: Louise Bourgeois, ODE À LA BIÈVRE, 2007, Archival dyes and lithograph on cloth book, 25 pages. Each page: 29.2 x 38.1 cm. Collection Tate, London, Gift of The Easton Foundation, Photo: Christopher Burke, © The Easton Foundation / Licensed by DACS

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer