PORTRÆT: Den tyske maler Cornelius Völker (f. 1965) støver det gamle stilleben af, når han tager hverdagsmotiver anno 2014 under kyndig og kærlig behandling. Henover sommeren og indtil 7. september kan han ses på Esbjerg Kunstmuseum med særudstillingen ”Cornelius Völker – just the way it is"
Larmende stilleben
I særudstillingen kan man genkende sit beskidte vasketøj og sørgeligt halvtomme barskab i Völkers malerier, og intet er i udgangspunktet for ligegyldigt, trivielt eller hverdagsagtigt til at blive udpenslet på hans lærred. Og det gælder altså også brugte plastre (med indersiden ud!) eller undseligt ubeskrevne huskelapper.
Hans stillebener filosoferer larmende over, om det er motiv eller stil, der er vejer tungest i den kunstneriske vægtskål, og puster nyt liv i en genre, der ellers ikke er kendt for at have meget spræl.
Foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer 2014
Foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer 2014
Baggårdskat og kunstprofessor i ét
Cornelius Völker er født i Kronach i Tyskland, og han studerede fra 1989-1995 på kunstakademiet i Düsseldorf, hvor han stadig bor i et råt baghus i industrikvarteret. Når han ikke er på oversøisk inspirationsophold i sin atelierlejlighed i New York, naturligvis.
Også i sit arbejde som maler er han kommet vidt omkring, og han har indtil nu haft adskillige soloudstillinger og desuden deltaget i gruppeudstillinger i Schweiz, Finland, Spanien, Holland, Danmark og USA.
Cornelius Völker har vundet både priser og anerkendelse for sin kunst og oven i hatten finder den energiske tysker tid til en nebengeshäft som professor på kunstakademiet i Münster.
Foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer 2014
En eksperimenterende kunstner
Völker bliver beskrevet som en teknisk meget dygtig maler, men det er som bekendt sjældent teknisk snilde alene, som sikrer gennembruddet på den provokationshungrende kunstscene.
I stedet skiller han sig ud med sin evne til at kombinere det skarpe malertalent med en voldsom, men stærkt poetisk fornyelse af figurativt maleri. Som arrangørerne af udstillingen på Esbjerg Kunstmuseum selv siger om deres tyske sommergæst, så er han en eksperimenterende malerhjerne.
Foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer 2014
Særligt banalt
Cornelius Völker bygger sine malerier op over traditionelle figurkompositioner. Herefter lader han dog maleriet stikke af i sin helt egen retning, godt hjulpet på vej af en til tider grov palet.
Hans danske malerkollega og sparringsparter Michael Kvium forklarer i et interview i Jylllands-Posten, at Völkers talent ligger i at gøre det banale særligt: ”Han er figurativ og tager fat på det konkrete på en forførende og raffineret måde. Resultatet spejler hverdagen, dens mennesker og hændelser; med andre ord: han gør hverdagen synlig. Vi lægger pludselig mærke til ting, vi har gået og overset”.
Hvor paradoksalt det end lyder, lander Cornelius Völker elegant og stilsikkert i grænselandet mellem traditionsbundet maleri og idébaseret kunst, mellem motiv og stil. Han lader spændingen mellem de to poler knitre på sine farverige lærreder og hjertestarter det gamle stilleben.
Udstillingen kan ses på Esbjerg Kunstmuseum indtil 7. september
Foto: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer 2014
Fokusbillede: Esbjerg Kunstmuseum/Torben E. Meyer 2014