REPORTAGE: 3. december 2014. Kunsthistorien er ikke altid så ligetil, men på ARoS er der hjælp at hente. Her var jeg forleden på en lille tidsrejse i udstillingen ”Fra Abildgaard til Kirkeby” der viser et udpluk af ARoS’ samling.
Farverne er til at tage og føle på, når man går fra rum til rum. Fra Nyklassicisme over Guldalderen til Det moderne Skagen og Surrealisme / konkret kunst.
Abildgaard
Vi begynder i 1700-tallet med et udvalg af Abildgaards værker på en sart blå baggrund. En saloninspireret ophængning, hvor værkerne indimellem hænger over hinanden og allerede her, får man lyst til tage hatten af for en gammel mester.
Nyklassicisme
På sart rosa baggrund møder jeg i næste rum nyklassicistiske værker, hvor franske mestres portrætter pryder væggene – Besnard, Cavé og Jacquet. Her hænger det ene skønne portræt efter det andet. I samme rum finder man også Johan Laurentz Jensens stilleben, hvor han i mindste detalje beskriver for eksempel en ferskens bløde fine overflade. Værker der er værd at se helt tæt på.
Guldalder
Videre til næste rum, hvor Guldalderens mestre, herunder bl.a. Eckersberg, Købke, Marstrand og Sonne fylder rummet med smukke detaljerede skildringer af det danske landskab og malerier fra Italien, Grækenland og Konstantinopel. Lige noget for borgerskabet, der på dette tidspunkt endelig også fik mulighed for at købe kunst.
Jørgen Sonne, En Ligfærd, 1859, foto: Ole Hein Pedersen
Natur og realisme
Et rum er dedikeret til natur og realisme og her finder man blandt andet et af mine yndlingsværker fra perioden, ”Forladt. Dog ej af venner i nøden.” fra 1888 af Frantz Henningsen. Et værk jeg gang på gang er stødt på i kunsthistoriebøgerne og som har gjort stort indtryk.
Det moderne Skagen
Derefter tog udstillingen mig med et smut forbi det moderne Skagen med et fint lille udvalg af Krøyer og Anchers værker. Herunder det fine værk ”Skagens Jægere”, der for mig er indbegrebet af jagtstemning.
Modernisme
Det næste rum byder på modernisme på en kæk lilla baggrund. Blandt værkerne finder man bl.a. Willumsens mesterværk ”Sophus Clausen læser sit digt Imperia for Helge Rode og Willumsen” fra 1915 og ikke mindst det karakteristiske sportsmotiv, Sohus Header malet af Harald Giersing i 1917.
Harald Giersing, Sohus header, 1917, foto: Ole Hein Pedersen
Surrealisme og konkret kunst
Igen bliver væggene holdt i en grå nuance, når surrealisme og konkret kunst præsenteres. Og man må sige at Richard Mortensens værker gør sig godt på den grå baggrund. Ja for den sags skyld også Svend Wiig Hansens og Robert Jacobsens. I rummet kan man opleve en fin række Richard Mortensen-værker – både tidlige og sene arbejder.
Og så til en skøn rosin i pølseenden. Per Kirkeby lukker festen med og det store værk Nach der Abnahme fra 1988.
Udstillingen er en fint iscenesat tidsrejse, der introducerer til udviklingen af dansk kunst gennem 200 år.
Udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 30. december
Per Kirkeby, Nach der Abnahme, 1988, foto: Ole Hein Pedersen
N.A. Abildgaard, Ærkeenglen Mikael og Satan strides om Moses' afsjælede legeme, Foto: Ole Hein Pedersen