5. december.

Jeppe Hein udstiller netop nu på Galleri Nicolaj Wallner. Hans installationer bidrager til en visuel forståelse af den særlige stilhed, der ikke er mangel på snak, lyd eller larm, men derimod er rummet for refleksion.

Det er 2. december og termostaten danser rundt om dets nulpunkt. Det er en af de dage, hvor man allerhelst vil opholde sig indendørs. Men jeg er alligevel taget af sted mod Vesterbro og Carlsbergkvarteret. Jeg drejer til højre ind på Ny Carlsberg Vej og videre rundt om hjørnet. Da jeg går ind gennem de tunge jernlåger til den store parkeringsplads får jeg øje på den gamle lagerhal, hvori Galleri Nicolai Wallner nu har til huse.

Jeg er taget af sted for at se Jeppe Heins seneste soloudstilling på Galler Nicolai Wallner. ”Stillhet” hedder den. Og jeg må indrømme, at jeg er spændt på at finde ud af, hvordan denne stilhed ser ud.

Bøjet i neon

Jeg går ind gennem døren og befinder mig nu i hallens klare lys. Det grå gulv bærer præg af sin fortid som lager, men væggene er hvide og fine. En kvinde byder mig velkommen på engelsk.

Det første der møder mig, er mit eget spejlbillede. ”Stillhet” står der med neon inde bag det forreste spejl. Halvt ordre, halvt konstatering. Af en eller anden årsag, bliver jeg først nu opmærksom på rummets stilhed og ro. Bagerst i det andet hjørne er der et lignende værk: ”I dont Expect Anything But I’m Open to Everything”.

Jeppe Hein: "Stillhet", Foto venligst udlånt af Galleri Nicolai Wallner. Fotokreditering: Anders Sune Berg.

Jeppe Hein ønsker, at publikum skal deltage i udstillingen. Ikke forstået på den måde, at man som besøgende skal skabe noget, rykke rundt på de udstillede genstande eller på anden fysisk måde bidrage. Men på den måde, at udstillingen bliver til i samspillet mellem de udstillede værker og publikums refleksion. Ordene der er bøjet i neon, vil betyde forskellige ting, for forskellige mennesker. Det er denne refleksive proces, der er en del af selve udstillingen.

Åndedraget

Midt i det bagerste lokale er der en stor installation. Udefra ligner det en form for trækonstruktion, med papir trukket fra top til bund. Jeg går rundt om den for at finde indgangen. Da jeg finder den og træder ind, befinder jeg mig midt i installationens blå, blå midte. Brede papirstrimler er malet med blå vandfarve.

Nogle er løbet en smule, og den blå farve varierer i intensitet. På den pressemeddelelse jeg har i hånden, kan jeg læse, at Jeppe Hein har været inspireret af åndedraget. Hver af disse papirstrimler symboliserer og manifesterer en vejrtrækning.

Eftersom jeg er den eneste i rummet, og udelukkende har lysstofrørenes sagte summen som baggrundsstøj, bliver jeg pludselig opmærksom på mit eget åndedrag.  Så der står jeg så, i midten af Jeppe Heins installation ”Breathing Watercolors” og trækker vejret. Bare trækker vejret i stilheden.

Jeppe Hein: "Stillhet", Foto venligst udlånt af Galleri Nicolai Wallner. Fotokreditering: Anders Sune Berg.

I rummet ved siden af, står der midt på gulvet en rektangulær spejlkasse. Et par meter høj må den være, og der er spejle på alle sider. Der brænder et lys inde bag dens sølvgrå overflade, og hvis man har den rette højde, vil lyset placere sig i øjenhøjde. ”Third Eye” er navnet på dette værk, der søger at lede tanken over på oplysning og et indre, tredje øje.

Efter at have set Jeppe Heins version af stilheden, kan jeg konstatere, at denne stilhed er sølvfarvet, ren og blå. Sådan hvis man skal beskrive den visuelt. Men foruden den visuelle fremtoning bidrager også de enkelte sætninger som ”stillhet” og ”I don’t Expect Anything but I’m Open to Everything” til en form for selvrefleksion. Denne form for ”stillhet” er en mangelvare i vores travle hverdag og udstillingen er bestemt et besøg værd.

Du kan se Jeppe Heins udstilling frem til d. 20. december på Galleri Nicolai Wallner.

Fakta:

Jeppe Hein (f. 1974) blev født i København, men er i dag bosat i Berlin.

Han er uddannet ved Københavns Kunstakademi og senere ved Frankfurter Städelschule (Frankfurt / Main).