Indkøbskurven er tom.
Mennesket på piedestalen - Af Louise Jørgensen
Mennesket på piedestalen - Af Louise Jørgensen

2. december.

Vi er en særlig slags, os der er i født indenfor de sidste årtier af det forrige årtusind. Hvis hver generation har et særligt karakteristika, så kunne vores meget vel være, vores ustandselige behov for selviscenesættelse og kontrol.

Man skal dog ikke lede længe i litteratur eller kunsthistorien før det står klart, at selviscenesættelsen ikke er vores generation forbeholdt. Fra 1800-1900-tallets korsager, høje hatte, skulderpuderne, statussymboler i form af jagttrofæer og forskønnede portrætter. Vores beklædning og visuelle fremtræden har altid været en del af selviscenesættelsen og signaleringen af magt.


Helle Mardahl: "Home", 2014. Installationsfoto. Foto venligst udlånt af Galleri Benoni.

Med en baggrund som beklædningsdesigner, og en uddannelse fra det præstigefyldte Central Saint Martins College of Art and Design (London), portrætterer Helle Mardahl menneskets stræben efter prompt og pragt.

Hendes værker er en blanding af kunst, mode, skulptur og installation. Men med udstillingen ”Home”, der netop nu er aktuel på Galleri Benoni, har Helle Mardahl helliget sig penslen og lærredet. Hendes stil er ekspressiv og minder med sine opstillede motiver, temaer om natur, liv og død, om stilleben. Overdådigheden nærmest vælter af værkerne og truer med helt at tage livet af de afbildede karakterer. 

Ud fra et ønske om at imponere, har karakteren i ”The Duke of Deception” valgt at udsmykke sig selv i en sådan grad, at hans ansigt ikke længere er synligt. Fra toppen af den hattelignende genstand han har på hovedet springer pryds fjer og pynt. Hans holdning er henslængt, men det er tydeligt, at han er bevidst om, at han bliver beskuet.

Helle Mardahl: "The Duke of Deception", fra serien "Home", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Benoni.

Kampen for at nå piedestalen

Ifølge Helle Mardahl kæmper vi alle om at nå op på piedestalen. Her står vi så i kø, skubbende og på nippet til at vælte, mens vi alle strækker os efter den umulige succes. Dette var netop temaet i ”A Tribe on a Piedestal” der er en af Helle Mardahls tidligere udstillinger.

Udstillingens centrale værk forestillede en kvinde der højt hævet over jordens overflade, tronede frem for beskueren. De tunge smykker truede konstant med at bringe det udsultede kvindeliv i knæ. Her mødes dekadencen og forfaldet.


Helle Mardahl: "A Woman on a Piedestal", 2010. Foto venligst udlånt af Helle Mardahl

Kvindens elegante Chaneldragt afslører de lange slanke ben, der modeindustrien tro, synes at fortsætte i det uendelige. Men det er ikke kun benene der er blottede, kvindens underliv er ligeledes synligt. Ved første øjekast er kvindens fremtoning magtfuld. Hendes placering i maleriet gør, at hun rent fysisk ser ned på beskueren.

Men hendes ansigt er sammensunket, hendes hænder gamle og rynkede og døden synes at ånde hende i nakken. Kombinationen af det smukke og det morbide er netop karakteristisk for den stillebentradition, hvorfra Helle Mardahl henter en del af sin inspiration.

Helle Mardahl: "The Deflated Drummer" fra serien "Home", 2014. Foto veligst udlånt af Galleri Benoni.


Helle Mardahl: "Protecting the Adopted", 2014. Installationsfoto. Foto venligst udlånt af Galleri Benoni.
 

Dekadence, guld og glimmer

Et mylder af fasaner, agerhøns, duer, jagttrofæer og forskudte lemmer iført houte Couture-kreationer danner udgangspunkt for Helle Mardahls udstilling på Galleri Benoni. Karakteristisk for Mardahls værker er deres nærmest barokke svulstighed. Hendes øje for proportioner gør, at hun er i stand til at skabe dimensioner der ikke er til at gennemskue med det blotte øje. De portrætterede karakterer og de opstillede omgivelser synes nærmest at smelte sammen, som er det ikke længere muligt for individet at skelne mellem sig selv og omgivelserne.

Helle Mardahl: "The Keeper of Curiosity", fra udstillingen "Home", 2014. Foto venligst udlånt af Galleri Benoni.

På trods af at ”Home” umiddelbart synes at skildre noget fortidigt, så fungerer Mardahls brug af overdrevne klichéer og symbolholdige motiver som en kritisk kommentar til nutiden. Vor tids samfundsmæssige hierarkier og magtstrukturer fremstår i et orgie af farver og nærmest karnevalslignede kompositioner. Bevæbnet med den europæiske kunsthistorie påpeger Helle Mardahl vor tids balancegang mellem latterlighed og perfektion.

Fakta: Helle Mardahl (f. 1976) er uddannet fra Central Saint Martins College of Art and Design (London), og arbejdede som beklædnings og avantgarde modedesigner. Hun har igennem tiden udstillet på Circleculture Gallery i Berlin, LaViolaBank Galleri i New York og San Carlos Museum i Mexico City.

Se mere af Helle Mardahls kunst her.

Læs mere om udstillingen på Galleri Benonis hjemmeside

 

 

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer