23/02/18

Af Frederik Westergaard

Schopenhauers filosofi

Anset som værende den filosofiske pessimismes fader forsøger Arthur Schopenhauer at skrive så sandfærdigt og ukorrumperet, som muligt ved at afdække eksistensens elendighed i værket Verden som Vilje og Forestilling fra 1859. Schopenhauer ville demaskere verden for alle dets løgnagtige facader og kunstige indbildninger, som kun tjener til formål at distrahere os fra sandheden; livets grundvilkår er lidelse, og det bliver aldrig bedre. Det lyder jo unægtelig ikke særlig opmuntrende, men denne filosofi er faktisk ganske nyttig til at kunne beskue kunsten, og kunstneren på en lidt anderledes måde.

Arthur Schopenhaer i år 1815 portrætteret af Ludwig Sigismund Ruhl

Schopenhauer mener at det alligevel er muligt, at leve vores liv med minimal lidelse. F. eks. kan vi leve et liv i fuldkommen askese, hvor man ved hjælp af viljens kraft, undertrykker den driftstyrede vilje. Hvis man ikke har noget, så har man intet at miste. Det er jo nok ikke en særlig ønskværdig måde at tilbringe sin tilværelse på så lad os strege den.

Jackob van Ruisdael: "Landskab med vindmølle". Olie på træ, år 1646

Pessimismens anskuelse af kunsten

Men Schopenhauer mener alligevel, at der er en mere behagelig måde, at undertrykke livets lidelse på, og det er igennem æstetikken. Schopenhauer kalder æstetikken for "den reneste erkendelse". Her er alt driftsstyret vilje, lyst og begær suspenderet; den reneste fornøjelse i skønhed og en sand glæde ved kunst er en oplevelse som løfter os ud af virkelighedens eksistens, suspenderer alt subjektivitet og forandrer os til fordomsfrie tilskuere.

Der er altså tale om at finde en eskapistisk glæde ved livet igennem kunsten. Vi kender alle sammen følelsen af, at man efter at have været opslugt af et maleri, pludselig indser at man var helt væk. Fuldstændig tryllebundet af kunsten. Det er jo en af mest givende kunstneriske oplevelse; selvforglemmelsens glæde.

Igennem sit hovedværk bruger Schopenhauer kunsten som en kilde til forglemmelse. Dvs. kun ved anerkendelsen af at alt eksistens igennem livet er lidelse, kan man opnå en komplet indlevelse i kunsten. Man skal forestille sig et helt igennem pessimistisk væsen, som hele livet igennem er tynget og bebyrdet med eksistensens lidelse.

Denne person vil i langt højere grad blive berørt af motiver, som kunsten afbilleder, end et gennemsnitligt positivt menneske. Netop fordi dette menneske er så tynget, kommer kunsten til at fremstå langt klarere og mere rent, da det frigører vedkommende fra eksistensens lidelse. Heri opstår der, ifølge Schopenhauer, den ultimative æstetiske glæde, som et positivt menneske aldrig ville opleve på samme frigørende vis.

Jackob van Ruisdael: "Klitlandskab med udsigt over Haarlem". Olie på træ, år 1647

Den pessimistiske kunstner

Schopenhauer var svært glad for hollandske landsskabsmalier fra 1600-tallet. Han nævner flere gange maleren Jackob van Ruisdael, som en mester der bedre end nogle anden formåede at se verdenen så klart og tydeligt, at hans kunst blev frigjort fra verdens dårligdomme. Ved at fremstille uskyldige hverdagsmotiver, som f. eks. en vindmølle, en grusvej eller en bakketop formåede Ruisdael at fremstille kunst, som afspejlede den indre frigørelse han oplevede igennem sit kunstneriske øje.

Igennem dette kunstneriske øje, mener Schopenhauer, at man kan fremstille ligegyldige objekter, som f. eks. en vindmølle, sådan så de står som monumenter over objektiv og sandfærdig æstetisk skønhed. Det er kunstnerens vigtigste lod, at kunne fremstille verdenen fuldstændig, som den er, uden kompromis, og kun herigennem kan man opnå en monumental lykkefølelse.

Netop fordi den æstetiske kunst er ren, og fri, så bliver det også den eneste glæde vi kan opnå, som er helt fri. Schopenhauer mente, at netop fordi kunsten ikke tjener noget formål i sig selv, andet end at behage beskueren, så er det fineste og sandeste måde at undgå livets lidelse på. Det må da siges at være positivt!

Jackob van Ruisdael: "Landskab med udsigt over Ootmarsum". Olie på træ, ca. år 1650