Af Frederik Westergaard
27/02/18
Kong vinter har for alvor taget sin store kolde hånd, og slået den hårdt ned i de intetanende danskeres kaffeborde. Hvis du bor på Bornholm, eller er kuldskær, så kommer her tre bud på forfrosne malerier, som er langt flottere end mediernes billeder af en tilfrosset cykellås.
Iskoldt begær
Til lyden af apokalyptiske toner fra mediernes overraskede trompeter bliver der varslet om undtagelsestilstand på Bornholm, og om at Sortedam Doseringen er frosset til. Selvom at det kan være svært for en befolkning, som er bosat i et skandinavisk land, at begribe hvorledes sådanne tilstande kan finde sted, og så endda i februar, er det ikke desto mindre noget vi må acceptere.
I tiden før døgnrapporterede nyheder om hver enkelt snefnugs fald mod jorden, var sne, død og kulde tre onder som gik hånd i hånd. Ikke desto mindre har flere af kunsthistoriens store mestre formået, at transformere denne tilstand af forfrossen rædsel for djævlens hede helvedesild om til endeløs skønhed.
Pieter Bruegel den ældre: ’Jægere i sneen’, år 1565
Jægere i sneen
Det maleri, som de fleste ville ty til hvis de skulle vælge et vinterlandskab at hænge på væggen derhjemme, må være den flamske maler Pieter Bruegel den ældres ’Jægere i sneen’ fra år 1565. Det er et maleri, som nærmest tilbyder et overflødighedshorn af vintermotiver og stemninger.
Hovedfokus i maleriet er den gruppe jægere, som kolde og forfrosne vender tomhændet tilbage til landsbyen med en flok hunde. Hundene går langsomt bagved jægerne, og ser sultne, kolde og trætte ud. Ligesom jægerne går de med bøjede hoveder, og vidner om et fejlslåen jagt. Bruegels vinter er barsk, kold og problemfyldt. Den leder tankerne hen på, at det bliver en lang og kold vinter hvor mad er en mangelvare, og det i sig selv er næsten nok til, at man får kolde tær bare af at se på maleriet.
Detaljerigdommen i maleriet er enorm, og man kan næsten blive ved at opdage nye detaljer, som perfekt afbilleder vinterens kulde. Se blot på vandmøllens forfrosne hjul. Det er ikke en vandmølle, som er frosset til natten over. Det er en mølle, som nærmest er støbt i frost, som var den dømt til et evigt liv i sit frosne fængsel. Den frosne flod, som løber ud i de to søer, er også tilfrosset, og er spækket med små børn, som trodser vinterens barske realitet ved at engagere sig i glædelig vintersport.
Det giver den barske vinterscene en vis barnlig og naiv glæde, mens vi i baggrunden kan se voksne mennesker på en stige, som prøver at slukke et skorstensbrand. Det er et virvar af en ægte gennemsyret vinterondskab, som er så smukt malet at man næsten falder ind i maleriet i et forsøg på at opdage alle de mange nye detaljer, som afslører sig for øjet hver gang man ser på det.
Vilhem Hammershøi: ’Interiør, Strandgade 30’, år 1899
Dansk(ernes) koldsind
Naturen er for mange danskere en by i Rusland, og livet er unægtelig mere behageligt indendørs. Den danske mester af lejlighedsmotiver må være Vilhelm Hammershøi. Hans serie ’Interiør’ er fantastiske øjebliksbilleder på hverdagssituationer i det københavnske borgerskabs lejligheder, men kunne ligeså godt være en lejlighed i Vejle fordi de har en kølig universal vinterro over sig.
Maleriet ’Interiør, Strandgade 30’ fra år 1899 er særlig god fordi den emmer af vinterstemning. Stuen bliver oplyst af solen, men det er en bleg vintersol, som oplyser stuepigens nøgne mælkehvide nakke, og vidner om en pige, som ikke har mærket solens stråler siden august. Stuens udækkede bord er så knivskarpt malet med den kolde sols genskær, at man nærmest kan mærke dets kolde overflade på hånden.
Kulden i maleriet bliver også understreget ved de to lukkede stuedøre, som sandsynligvis er lukket for at holde kulden ude, selvom at der står en kakkelovn i hjørnet. En kakkelovn, som ikke er i brug. Stuen skal altså ikke bruges til at opholde sig i, og netop det faktum understreger virkelig den danske vinters kuldetag på maleriet. Det er et af de mest subtile og mesterlige afbildninger af vinterkulde, som vi har herhjemme.
Utagawa Hiroshige: ’Taiko-broen, Meguro: aftensne’, år 1857
Den kolde japanske nat
Den sidste store japanske ukiyo-e-kunstner Utagawa Hiroshige lavede i år 1857 mesterværket ’Taiko-broen, Meguro: aftensne’ på træsnit. Ved næsten udelukkende, at bruge en konsekvent hvid farve har Hiroshige formået at lave et træsnit, som indkapsler vinteren på en mere romantisk og billedskøn måde. Her er ingen sultne jægere eller kolde danske stuer.
Her er traditionalisme og japansk vinteridyl for alle pengene. Folk bevæger sig over broen med rispapirparaplyer, og traditionelle klæder mens floden står blå, stærk og smuk i kontrast til det hvide sneklædte landskab. Floden virker ikke til at være frosset til, og træsnittet afbilder en vinteridyl, som er til at holde ud. Her er vinteren ikke livstruende, men derimod blot en smuk årstid hvor alt er dækket til med et fint lag hvid nyfalden sne.
Forrest ser man et par, som er stoppet op for at beundre vinteridyllen, mens den klare himmel foroven lyser sneen op. Det er på ingen måder en faretruende himmel, der er ikke snestorm på vej, men derimod fred og ro. Man kan næsten høre sneen knase under fødderne på fodgængerne. Så stille er der. Det er samtidig et minde om et Japan, som for længst er blevet moderniseret, og derfor står træsnittet for eftertiden som en herlig nationalromantisk og idyllisk snehvid vinterperle.