Indkøbskurven er tom.
Med toget ud i naturen
Med toget ud i naturen

Af: Ditte Haugstrup. 01.12.2016

Sanseudstillingen “Underværker” af Alfio Bonanno tager børn og eventyrlystne voksne med ind i en verden af selvlysende udefinerbare dyr og brusende vandfald. Det sker på 2. sal på Brandts, som hvert år byder på sanseudstilling. I år har udstillingen fokus på naturen og en uforlignelig legeplads venter den besøgende.

Brandts har åbnet dørene til dette års sanseudstilling “Underværker”. Udstillingen er skabt af den dansk-italienske kunstner Alfio Bonanno (f. 1947), som også stod bag sanseudstillingen “Naturligvis” i 1994. Bonanno skaber verdener med udgangspunkt i naturen, men naturen får et farverigt og eventyrligt ansigtsløft. “Underværker” befinder sig på 2. sal, og inden man får lov til at træde ind i Bonannos verden, skal man tage skoene af.

At rejse er at leve
På strømpesokker træder jeg ind i en topkupé. Toget kører med høj hastighed forbi natur og land som i et flygtigt øjeblik kan betragtes gennem vinduerne. Toggulvet er rillet og føles interessant under fødderne. Man kan næsten genkalde den velkendte lugt fra DSBs toge. På nogle ophængte monitorer ruller symboler, tegn, destinationer og ordene “At rejse er at leve” hen over skærmen.

Nogle børn løber hujende og hvinende gennem toget. Kort tid efter ser jeg dem komme løbende tilbage, fordi de vidst ikke helt turde gå videre uden en voksen. Efter togturen træder man ind i et mørkt rum, der oplyses af et kraftfuldt vandfald.

Udstillingens lyde er meget intense, og vandfaldet er ingen undtagelse. Jeg står og overvejer muligheden for, om der gemmer sig en dør i mørket, da en pige med en veninde eller søster i hånden siger “en to tre nu! Vi lukker øjnene” og løber igennem vandfaldet. De havde ikke behøvet at lukke øjnene, da vandfaldet blot er et billede, men de intense lyde og kraftfulde farver virkeliggør fantasien om et eksisterende vandfald.

På den anden side af vandfaldet fortsætter mørket. Jeg kommer til et udstillingsvindue, som minder om de akvarier krybdyrene i Zoologisk Have bor i. “Det er sejt - det er selvlysende!” siger en dreng til sin voksne ledsager. Han har ret. Vi står og kigger på nogle neonfarvede væsener, der kunne minde om de mærkværdige skabninger, der findes i havets dyb.

 Sanseudstilling Underværker, 2016. Foto: Ditte Haugstrup

Sanseudstilling Underværker, 2016. Foto: Ditte Haugstrup

En skov af blade
Næste rum jeg kommer, til er oplyst i kraftige farver, og står dermed i kontrast til de tidligere mørklagte rum. Jeg befinder mig nu i en skov af kæmpemæssige blade, som på bagsiden har et spejl, der forstørrer rummet. Det er det perfekte sted at lege gemmeleg, og det finder børnene hurtigt ud af. I deres umiddelbare tilgang til udstillingen benytter de sig af dens muligheder uden tøven.

Allerede på vej ud af skoven kan jeg høre havets brusen. I det sidste rum simuleres en strandkant, hvor havets bølger skyller op på strandbredden. Jeg dypper mine sokkebeklædte tæer i vandet, og kan på underlig vis mærke, hvordan bølgerne forsøger at trække mig med tilbage i havet.

Et af de mindre børn løber ud og står i vandkanten. Da bølgen bruser hen over vandkanten vakler benene, og da bølgen trækker sig tilbage til havet vælter han. “Der er glat” råber han. Et andet barn spørger “Vi går en tur mere, ikke?”.

“Underværker” giver, med sin egen udgave af naturen, næring til fantasien og danner rammerne for leg og udforskning.

 Sanseudstilling Underværker, 2016. Foto: Ditte Haugstrup

 Sanseudstilling Underværker, 2016. Foto: Ditte Haugstrup

 

Udstillingen “Underværker” vises på Brandts i perioden 25. november 2016 - 16. april 2017
Link til Brandts: http://brandts.dk/
Link til Alfio Bonanno: http://www.alfiobonanno.dk/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer