Indkøbskurven er tom.
Lártiste Eugene de Sala – en udstilling og en bog
Lártiste Eugene de Sala – en udstilling og en bog

BØGER: Af Peter Schmidt Hansen. 27.06.2016.

14. april åbnede Randers Kunstmuseum en separatudstilling med værker af den danske kunstner, Eugène de Sala. Egentlig hed han Osvald Lykkeberg Salomonsen, men da faren kort efter fødslen i 1899 fortrak til USA, var moren alene om opdragelsen af knægten. Han blev konfirmeret og kom i lære i Randers, men storbyen trak i ham og han tog til København for at finde sig en ny tilværelse. Det var ved slutningen af 1. verdenskrig. Vi hører ikke noget til ham før omkring 1920 og da hutler han sig igennem tilværelsen uden fast arbejde, men søgende mod kunstnermiljøet i København. 
 

//Opstilling med lampe. 1980


Han havde en spirende maler i maven og fik mulighed for den første af mange senere rejser til Frankrig, hvor han oplever de nye, meget provokerende kunstretninger, der senere får navne som dadaisme, kubisme og surrealisme hægtet på sig. Hjemvendt til København forsøger han sig med at kopiere de nye franske retninger. Han har ikke råd til en egentlig uddannelse, men hægter sig på kunstnere som Jørgen Thomsen og Holger J. Jensen. De sluser ham ind på værkstedet i Akademiets grafiske skole, hvor man så gennem fingre med, at kunstnere udefra deltog. Dermed får han nogen skoling af sin kunst.

Han er så heldig, at Jørgen Thomsens far, professor Oluf Thomsen, skaffer ham et sted at bo og arbejde på Patologisk Institut, hvilket holder ham i live. Hans omgangskreds i 1920’erne er det venstreorienterede NY Studentersamfund med farverige kræfter som Broby-Johansen og Hans Scherfig. Sala gør sig bemærket ved at optræde med grønt hår og hvidpudret ansigt, men kunstnerisk må man lade ham, at han er langt fremme i skoene med sine kubistiske og surrealistiske værker, som bl.a. inspirerer maleren Wilhelm Freddie.

//Kubistisk komposition, ca. 1927. Olie på lærred. 

 

Kunstnerisk topper han hen mod slutningen af 1930’erne, hvor han har haft medvind med positive anmeldelser af de udstillinger, han har deltaget i. Han har også udført en del grafiske arbejder, blandt andet til magasinet Vild Hvede, men stopper under besættelsen. Det falder sammen med, at han er blevet familiefar, gift med keramikeren med kunstnernavnet Troll Vincent, døbt Maria Hansen. Han er også blevet far til en senere succesfuld modefotograf i Paris, Costa Sala. Eugène klarer sig dog godt ved at købe og sælge antikviteter og lidt af sin egen kunst. I 1976 ”genopdages” han med en retrospektiv udstilling i Kunstforeningen i København. Han maler også lidt i perioden og udgiver et par farvelitografier hos UM Grafik, men er i realiteten færdig som maler. Han dør upåagtet i 1987.

Hans kunstneriske oeuvre strækker sig over mange kunstretninger og han lagde aldrig skjul på, at han efterabede de franske forbilleder, men man må give ham kredit for sig egen kolorit og sit eget motivvalg, der i perioder har familien som centrum. Han udnævner Troll som den perfekte model. På Randers Kunstmuseums udstilling kan man da også se hende, både naturalistisk, kubistisk og á la Modegliani.

Udstillingen, der strækker sig ind i sommeren, indeholder en lang række af Salas værker. Den er velkomponeret og absolut et besøg værd. Salas billeder er med til at bygge bro fra Lundstrøms kassebilleder, over surrealisterne og frem til Cobra-generationen.




//Selvportræt 1928, litografi, 38 x 27cm. 

Kunsthistorikeren Ove Bjørn Petersen har udarbejdet en velskrevet og gennemillustreret biografi om kunstneren, der kan købes på udstillingen eller gennem boghandlen.

Randers Kunstmuseum:  Udstillingen Eugène de Sala blev vist april-juni 2016

Ove Bjørn Petersen: L’artiste Eugène de Sala – kunstrebellen der introducerede surrealismen i Danmark. P.S. Hansens Forlag 2016. Bogladepris 200 kr.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer