Indkøbskurven er tom.
Tinderbox Festival 2018
Tinderbox Festival 2018

Af Lærke Helene Askholm

Som optakt til Magasinet Kunsts dækning af den anerkendte kortfilmsfestival OFF, var vi med på den fjerde udgave af den odenseanske festival Tinderbox. Her var der også indslag fra filmfestivalen OFF, Stand Up og andet godt.

Film og talks
John Fogde, presseansvarlig på Tinderbox, fortæller at festivalen, hvis primære fokus er det omfattende musikprogram, jo ikke kan måle sig med for eksempel Heartland Festival, når det kommer til talks, men at Tinderbox har lavet et samarbejde med Odense International Filmfestival. ”Vi har lavet to talks i samarbejde med OFF”, fortæller John om festivalens talkprofil, der er et supplement til kortfilmsprofilen på Tinderbox, som omfatter løbende visninger af kortfilm.

Under årets Tinderbox blev der vist mere en 40 kortfilm a max tyve minutter hver, hvilket gjorde det muligt at tilføje en film i programmet uden at det væltede ens slentrende festivalrytme, hvor man shopper lidt rundt i udbuddet på de mange scener. Ved OFF-roaderen blev der i en grøn lounge afholdt to talks. Om fredagen talte OFF festivals leder Birgitte Weinberger med filminstruktøren Anders Walter, som lavede præsentationer og visninger af kortfilmen ”9 meter” fra 2012 og ikke mindst sin oscarvindende kortfilm ”Helium” fra 2013. Han kom også omkring sin kommende spillefilm ”I Kill Giants”.

Lørdag talte Birgitte Weinberger med filminstruktør Christian Tafdrup, der blandt andet fortalte om skiftet fra at agere som skuespiller til at udleve sin drøm om at instruere – han har blandet andet instrueret ”Forældre og ”En frygtelig kvinde”, og han præsenterede sin kortfilm fra 2008 ”En forelskelse”.

Foto: Christian Tafdrup og Birgitte Weinberger ved OFF-roaderen fra lørdagens talk.

Det vil i farvergården ved Kulturmaskinen i Odense være muligt at få indblik i hele programmet for OFF 2018, når der den 9. august er release-arrangement for årets festivalkatalog. Udover det er arrangementet også en fejring af Birgitte Weinbergers ti års jubilæum som festivalleder. OFF18 løber af stablen fra den 27. august til den 2. september i Odense Centrum, hvor der vil være både filmvisninger, debatter, workshops, koncerter og meget mere.

Stand up
På teltscenen havde Tinderbox som noget nyt i år medtaget endnu et element: Stand up comedy. En perlerække af komikere optrådte på scenen i et stærkt program, der foregik hver dag fra klokken 15.00 til 17.00 med Thomas Skov som konferencier. Af optrædende komikere var blandt andre Geo, Torben Chris, Lasse Rimmer, Adam og Noah, Simon Talbot, Jonatan Spang, Ane Høgsberg og Thomas Hartmann.

Foto: Thomas Skov, Geo

Visuelle indtryk
Bare ved et kig ud over Tinderbox-området er der utroligt mange spændende indtryk. Udover madboder og barer er der både hyggelige skovområder, farverige telte, belysninger i forskellige farver, discokugler i trækronerne i områder moonshine, et stort pariserhjul, hvis silhuet ændrede stemning i takt med himlen, indgangen til en magisk spejlbar, og ikke mindst en stor lysinstallation - en skulptur - der var placeret i centrum af det hele.

Jeg talte med den ene af de to kunstnere bag skulpturen om dens mange facetter. Duoen Syntaks består af lyskunstneren Mikkel West og bygningskonstruktøren Silas Eriksen. Sammen har de udviklet og designet skulpturen til Tinderbox, der har været mange måneder undervejs. Mikkel fortæller, at den består af 480 paneler af akryl, dækket af film, som bryder lyset på en bestemt måde, der giver en bred vifte af lysrefleksioner.

”Det er sjovt at tænke på, at skulpturen er 100 procent analogt, selvom den virker meget digital, som vi jo er vant til i vores tidsalder. Det er en skulptur, som spiller på mange måder alt efter, hvor vi er i døgnet. Efter klokken 22.00 vil der være lys i værket, og det vil få en anden virkning end i dagtimerne, hvor det også ændrer sig hele tiden, bare på en anden måde. Vinden gør også, at lyset brydes på nye måder. Det er et værk som kan nydes hele døgnet rundt”, fortæller Mikkel.

Foto: Solvejg Christensen.

Musikken og stemningen
Tinderbox bød på en kæmpe variation i det musiske program. Og udover de to store scener findes der det nævnte skovområde Moonshine, hvor der i hyggelig belysning kan nydes musik og drinks inde i selve skoven. Som noget nyt var der også et særligt telt med 90´er musik, og så var der igen helt enormt gang i den i det gamle friluftsbad. Jeg har ikke været i friluftsbadet i mange år, så det var en helt ny oplevelse at se det fyldt til randen med mennesker (dog var det ikke tilladt at bade). Hele området var én stor dans og på scenen, der var bygget op som et slot, stod den ene super-dj efter den anden. Jeg var så heldig at få gode fif til fede dansemoves af en gruppe tydeligt trofaste Tinderbox- og Magicboxgængere.


Foto: Med Magicboxscenen i baggrunden ses her de gavmilde gode dansegæster, vennerne Jan Thorup Nygaard og Nicklas Glerup i fuld fest til den svenske dj duo Nause, der spillede elektro-house om lørdagen.

Tinderbox festival var en virkelig festlig oplevelse med både nærvær og en utrolig hyggelig stemning – lige i øjenhøjde. Tusindårsskoven rummede fint de 45.000 gæster som festivalen nu er oppe på.

Profilbillede øverst: Foto: Torsten Iversen.

Links:

Tinderbox 

Syntaks: 

Off – Odense International filmfestival 

Off 18 katalog-release og jubilæum 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer