OMTALE.
Af Mikkel Larsen
4. november 2015
Ny udstilling af René Holm på Hans Alf Gallery
Det er nærmest post-apokalyptiske scener som René Holm præsenterer på sin nye udstilling "Behind the Curtains" på Hans Alf Gallery. Med sin karakteristiske og velkendte malestil inviterer Holm beskueren indenfor i et nedlagt tysk sanatorium. Resultatet er en række dragende skildringer, som igangsætter refleksioner over opløsning og fravær.
Den produktive, danske kunstner René Holm er frem til slut november aktuel med sin nye udstilling Behind the Curtains på Hans Alf Gallery. Udstillingen består af en større maleriserie med fremstillinger af et forladt, østtysk sanatorium. Sanatoriets øde lokaler fremstiller Holm med en intensiveret uro, og vi som beskuere er efterladt spørgende og fantaserende om, hvad der er sket.
Flere af værkerne kunne jeg personligt forveksle med kulisserne til en thriller, hvor en dødbringende virus har tømt institutionen for ansatte og patienter. Realiteten er mindre dramatisk. Sanatoriet, som Holm har skildret, er det nedlagte Elizabeth-Sanatorium i Berlin.
Bygningen har siden 1994 stået tomt som et forlist skibsvrag, der langsomt er blevet ædt af naturens nedbrydningsprocesser. Det er i disse rammer at Holm har fundet og skabt en række fængslende billeder, som ikke bare fremhæver æstetikken i den tilbagestående ruin, men også giver anledning til reflektion over dybere eksistentielle tilstande.
René Holm, Die trennen sieht man nicht, 190x250 cm, olie på lærred, 2015
René Holm, Erlöse mich, 150x140 cm, olie på lærred, 2015
Den vandaliserende natur
Naturen indtager en vigtig rolle i René Holms nye fortællinger. I takt med at tapetet river sig løs fra væggene, og malingen på vinduespartierne krakelerer, spirer organisk liv frem. Sollyset stråler ind gennem vinduerne, imens grene og blomster langsomt spreder sig på væggene eller i efterladte bøger.
Naturens organiske former genfindes i opløsningen af de kvadratiske vægge og gulve, samt i Holms egen kraftfulde penselføring. Den vildtvoksende natur står i skærende kontrast til det forladte sanatorium og forstærker den allestedsnærværende stemning af fravær i den tilbagestående bygning.
Denne stemning kan opleves til fulde i det store maleri "Innen wird es dunkel sein", hvor Holm i tråd med maleriets tyske melankolske titel undersøger et fordunklet indre, der både refererer til rummets indre samt indtager en symbolsk betydning. Holms brug af den invaderende og vandaliserende natur bliver en uundgåelig påmindelse om tidens flygtighed og livets evige gang.
René Holm, Innen wird es dunkel sein, 190x250 cm, olie på lærred, 2015
René Holm, Keiner kann hier unten stören, 152x121 cm, olie på lærred 2015
Undersøgelser af samfundets oversete
René Holm startede sin kunstneriske karriere som graffitikunstner, og i 2006 dimitterede han fra Århus Kunstakademi. I dag er han et veletableret navn på den danske kunstscene med flere store udstillinger bag sig. Han har slået sit navn fast med temaer, der udforsker tabuiserede og marginaliserede skyggesider af Vestens samfund.
Tidligere produktioner indeholder blandt andet skildringer af hjemløse, amerikanske ”White Trash” og forbrugerisme. I disse skildringer er det samtidig lykkes Holm at nå ind til centrale spørgsmål om mennesket og livet. Dette kom til udtryk i serien ”Shelter” fra 2013, hvor opslåede telte lyste op i skovens stille mørke, og på meditativ vis undersøger Holm menneskets behov for at finde ly og frirum.
Den aktuelle udstilling ”Behind the Curtains” er en forsættelse af Holms interesse for samfundets oversete, men samtidig lader han det tilgroet sanatorium afspejle genkendelige tilstande som nedbrydning og forfald. Det er i disse stærke konstellationer, at vi genfinder os selv i det forladte sanatorium, og ikke mindst hvad der gør udstillingen mere end anbefalesværdig.
Udstillingen kan ses frem til den 21. november 2015.
Se mere information her