Indkøbskurven er tom.
Charlie Roberts JUICY XXL
Charlie Roberts JUICY XXL

Charlie Roberts JUICY XXL

Udstilling, 25.09.2015, af Susanne Holtedahl

Fra fredag den 2. oktober til og med den 14. november 2015, kan man opleve den amerikanske kunstner Charlie Roberts på David Risley Gallery. Udstillingen JUICY XXL byder på en række nye værker skabt specielt til galleriet.

Charlie Roberts, Bounce, 2015

JUICY XXL

At freestyle foran et lærred er noget kun få kunstnere tør prøve kræfter med – Charlie Roberts gør. Resultatet er fuldt af energi, vilje og en helt særlig nerve. Han skildrer sine genkendelige kvindefigurer med bløde former og klare farver. En primitiv brutalitet skildres med en enkelt streg, der tegner kvindernes konturer, så der opstår en forførende forvredet figur.

Roberts er fascineret af hiphopkulturens parallelunivers og dens evne til at skabe og opbygge illusionen om det fede liv – iblandet en let flabet attitude. Denne illusion præsenteres i hans værker, hvor de unge smukke kvinder træner smilende mens sveden hagler, spiller tennis så ben og arme hvirvles ind i hinanden, eller en skater med en gigantisk ghettoblaster. Motiverne er moderne, banale og hverdagslige, og strider nærmest imod det delikate udtryk de er lavet i. Akvarel på papir, med en lyserød baggrund, der forener det samlede billede og skaber harmoni.


Charlie Roberts, Swoop swoop, 2015

Titlen JUICY er hentet fra den amerikanske rapper The Notorious B.I.G.’s første udgivelse, om en rappers kunstneriske vej til toppen. XXL indikerer både udstillingens omfang, men henviser også til det amerikanske hip hop magasin XXL fra 1997.


Charlie Roberts, Juliette, 2015

Charlie Roberts

Roberts (f. 1983) er født i Kansas, USA, er uddannet i Canada og bor og arbejder i Norge, New York og Los Angeles. Hans arbejde er inspireret af kunsthistoriske og popkulturelle kilder, og viser en perspektivisk kompleksitet, der minder om det, man kan se i de gamle egyptiske og byzantinske malerier. Man kan se forskellige vinkler samtidigt, hvilket  får det til at ligne en sammenblanding af kubisme og tegneserier.

Charlie Roberts, Baguette, 2015

Fakta

Udstillingen JUICY XXL åbner fredag d. 2. oktober fra kl. 17 til 22, hvor der både vil være musik og hip hop DJ. Det hele finder sted på David Risley Gallery, Bispevej 29, hvor udstillingen kan ses frem til lørdag d. 14. november 2015.

Åbningstider:

Onsdag – fredag 12:00 – 17:00

Lørdag 12:00 – 15:00

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer