Indkøbskurven er tom.
Paint New York - Af Christine Løkkebø / Overs. Ann Lykke Jensen.
Paint New York - Af Christine Løkkebø / Overs. Ann Lykke Jensen.

INTERVIEW MED ERIK PARKER

Christine Løkkebø: Kan du begynde med at fortælle mig lidt om dit arbejde? Hvilke temaer fokuserer du på og hvor finder du inspiration?

Erik Parker: For at være en kunster skal man skabe noget. Min kunst handler om at skabe. Det er jo det, det hele handler om; det handler om at være aktiv og skabe noget.

Så hvis du laver dette (peger på to mindre billeder) kan du bruge det, du lærer fra at skabe dét til at lave dette (peger på det store centrerede billede). Så et kunstværk leder ligesom til det næste. Min inspiration er idéen om at skabe.

Den udspringer også af hvad jeg samler op, rent kulturelt. For eksempel er jeg venner med de to kunstnere derovre (peger på værker af to af udstillingens kunstnere) og vi har en dialog kørende, derfor ser jeg hvad de laver og måske skaber jeg selv noget… så inspiration er også at leve.

CL: Hvordan ville du beskrive kunstscenen I New York i disse dage?

EP: Ah, det ved jeg ikke helt. Den er jo så stor og omfattende, at det ikke bare handler om New York. Den er ikke New York-centreret, den er global. Men hvis jeg skulle opsummere den, så synes jeg, at det abstrakte er meget populært for øjeblikket.

CL: Hvordan ville du beskrive din egen genre?

EP: Som værende grafisk, tror jeg. De her billeder har sine rødder i det, der kom ud af Chicago i 60erne og 70erne samt Amerikansk pop. Du ved, det er højst sandsynligt der, hvor de har deres begyndelse. Som ung fulgte jeg ikke de normale trends.

Jeg var altid interesseret i ting, der ikke var normale. For eksempel var de unge, dengang jeg gik på kunstskole, meget interesseret i David Sally, og Julian Schnabel var virkelig populær – altså 80ernes neo-ekspressionister.

Alle havde deres øje rettet mod det, så jeg ønskede at finde noget andet og jeg fandt den ukendte kunst og Chicago-stilen.

CL: Du maler dette urealistiske, fantastiske univers; hvad handler det om?

EP: Ja, det er fordi, jeg ikke ved, hvordan man tegner realistisk - Så det bliver urealistisk. Jeg havde tre ting i tankerne, da jeg skabte dette maleri: Jeg tænkte på det vestamerikanske landskab; jeg tænkte på teater, med disse tæpper; og jeg tænkte på George Clinton og hans ”funkadeliske” stil og parlamentets moderskib. Det sidste er en musikreference som jeg hørte og tænkte: ”Ah! Lav et maleri!” - og så begyndte jeg bare at arbejde.

CL: Her på Gammel Strand bliver I udstillet som en enhed. Hvordan føles det?

EP: Det er fedt. Jeg tror, det er relevant. Udstillingen her er et fantastisk udsnit af, hvad der sker derude.

CL: Tror du, der er en amerikansk stil inden for moderne malerkunst?

EP: Der er formentlig en amerikansk atmosfære, der centrerer om kapitalisme. Det kommer dog an på, hvor du befinder dig. For eksempel mener jeg – og folk er nok enige med mig - at New York kunst ofte centrerer om penge. Måske fordi du har behov for mange penge for at leve der.

CL: Og du mener New York er forskellig fra resten af USA?

EP: Jeg tror New York er dyrere end resten af Amerika. Desuden er der mere gang i den og den er mere konkurrencepræget. Det er i hvert fald følelsen, jeg har fået. Jeg så nabolag bevæge sig fra, at absolut ingen gad bo der, til at alle boede der.

På under ti år så jeg boliger, der var fuldstændig nedslidte, blive solgt til over 2,5 millioner dollars. Selv under den største recession som vi har haft siden Depressionen. 

Udstillingen Paint New York kan ses på Gl. Strand frem til d. 7. september.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer