REPORTAGE: Sommeren igennem kan man gå på vandring i en samtidskunstnerisk fortælling om en unik kulturhistorie på havnen i Dragør.
Kurator bag, og formand for organisationen REfleksioner, Annette Lindroos siger, at Dragør er ”fuld af paradokser” og at byen på én gang rummer både ”stokrose idyl og udkantsproblematikker”.
Tæt på København, og alligevel isoleret langt væk, kender vi Dragør som en særegen lille tidslomme med miniature huse i en næsten diktatorisk gul farveskala, brosten og små idylliske fiskerhuse på havnen.
At kombinere ordene tidslomme og samtidskunst er i sig selv lidt af et paradoks, men dette har ni kunstnere givet sig i kast med og har på hver deres måde skabt stedsspecifikke værker, der på den ene eller anden måde går i dialog med omgivelserne.
Opmærksomhed på wastelands
Opgaven har fra REflektioners side været, at tage nogle af byens overskudsområder – eller ’wastelands’ – i brug. Disse er blandt andet fortet, det nedlagte færgeleje og store ubenyttede græsområder.
Et af de store ubenyttede græsområder er nu blevet belejret af en stor kugle lavet af massive træbjælker, der tårner sig op på det ellers flade areal.
"Kuglen" tiltrækker alene ved størrelsen nysgerrige besøgende og børn såvel som voksne kan ikke lade være med at tage en klatretur i konstruktionen.
Kuglen er lavet af OP Arkitekter og er blandt andet inspireret af havnens bolværk og Dragørs gamle lodstårn, der eftersigende tidligere var byens samlingspunkt. Med sin hule indre skaber Kuglen et amfiteater-lignende rum, der måske kan blive et nyt sted at samle folk.
På afstand fungerer kuglen som et pejlemærke for REFLEX og tager man turen fra havnens parkering og ud til denne, bliver man efterfølgende automatisk ledt op til fortet, hvor flere værker venter.
På opdagelse i fortet
Dragør fort ligger under normale omstændigheder hen uden anden funktion end at være en særdeles god udsigtspost over Dragør by og Øresund. Men nu huser det fem af de i alt ni værker, som man kan finde både uden på og inden i.
Bygningens underjordiske indre er et fugtigt og lettere klaustrofobisk bekendtskab. Nede i mørket blandes et let gys med mærkelige lyde der kommer fra henholdsvis Lars Burchards videoværk Eyes i fortets katakomber og Eva Kochs - ligeledes - videoværk Pharos, der lyser ud til en for enden af en snæver og lavloftet gang.
Billede: Eva Koch - " Pharos"
Filmen er af et lysende fyrtårn i nærbillede, der henviser til menneskets behov for fikspunkter i livet, som fyrtårnet er et fikspunkt på sømandens rute.
Som det pejlemærke tårnet er tænkt til, søger man mod det, og inde i den lavloftede gang omgives man af foruroligende lyde af oprørt hav og vind samt en mekanisk tikken fra fyrtårnets maskineri.
Observatoriet for ubetydelige hændelser
Centralt på fortets top vejrer et insisterende lille gult flag i vinden. Flaget er monteret på en sort boks med tre periskoper i forskellig størrelse. Observatoriet for ubetydelige hændelser hedder det og henviser til Dragørs tidligere position som vagtpost over Øresund.
Som i en spejling af fortidens udsyn efter noget fjernt og urelaterbart, ser man i periskoperne ind i det nære. Små intime scener af fiskerliv og landskab udspiller sig alene for beskueren.
REFLEX byder på mange flere sjove vinkler på - og finurlige historier om – Dragørs kulturhistorie, som andre småbyer og gemte perler måske også kunne blive inspireret af.
Så tag en ven i den ene hånd og en is i den anden og gå på opdagelse på havneområdet hvor du kan opleve både tidslomme og samtidskunst på én og samme dag.
http://www.refleksioner.org/reflex