Af Ditte Haugstrup. 07.09.2016.

Statens Museum for Kunst tilegnede i en femdagsperiode deres biograflærred til fremvisningen af den amerikanske kunstner Mike Kelleys videoværker. Dagsprogrammet bød på "The Banana Man" (1983), "Extracurricular Activity Projective Reconstruction #1" (2000) og sidst men ikke mindst den næsten tre timer lange film "Day is Done. Extracurricular Activity Projective Reconstructions #2-#32" (2005-2006).

Bananmanden
Tilsammen tilbød de tre filmværker underholdning i næsten fire timer (uden pause). De fleste tilskuere overværede de kuriøse scener i 20 minutter til 1 times tid. Der var fri adgang under hele forløbet, så folk kunne komme og gå, når de følte sig draget eller mættet af de mærkværdige lyde og bevægelser, der tonede frem på lærredet.

Og mærkværdige er filmene i høj grad. Mike Kelley udfordrer publikums sanseevner og tålmodighed, når Bananmanden, naturligvis iklædt en gul heldragt, folder læberne og hyler. Denne proces gentages.  

Day is Done. Foto: Ditte Haugstrup

Lydene er intense og de synes at fortsætte i det uendelige, samtidig med at fortællerens monotome stemme beretter den triste historie om Bananmanden, der vandrer hvileløst rundt.

Lydenes optimum opnås da Bananmanden i al sin elendighed lægger sig oven på en stor bunke pivedyr, som jamrer højlydt under hans vægt. Bananmanden har selv forinden samlet hundelegetøjet sammen og strategisk placeret dem i en bunke.

Bananmanden skaber derved en “circle of cry”, som må forstås som Bananmandens fortsatte bevægelser og evige elendighed. Det er både absurd, ubehageligt og dragende at observere Bananmandens søgen efter sin eksistensberettigelse.

Manipulation
I  "Extracurricular Activity Projective Reconstruction #1" er publikum vidne til et eksperiment som udfordrer de sociale konventioner. Vi oplever en ustabil psykisk syg identitetsløs mand, der manipuleres af, hvad der formodes at være hans elsker. Elskeren er en ren og velformuleret mand, der er klædt i stilfuld sort.

Den identitetsløse er iklædt en beskidt hvid dragt. Mike Kelley vender vores forestilling om godt og ondt på hovedet: Den raske rene mand er, hvem vi burde opfatte som syg, medens den beskidte syge mand bør opfattes som den oplyste.

Disse to personer udøver en magtkamp om skyld: Hvem har perverteret hvem. I denne magtkamp får Mike Kelley både flettet tematikker som sindssyge og seksualitet sammen i hans stadig relevante filmværk.

I magtkampen anklages den ustabile for at vibrere mellem to realiteter. For tilskueren demonstreres én realitet hvori dysfunktion elimineres af elskerens manipulerende kræfter.

Dåselatter
Mike Kelleys filmværker anvender selv en manipulerende kræft i form af de gentagende musikalske lyde. Tonerne fremstår på én og samme tid som uudholdelige og fængslende.

Dette fremgår tydeligst i sidste filmværk, hvor vi befinder os i et amerikansk high school-univers. Dette univers indeholder, udover de typiske dansende maskotter og tyggegummignaskende skolepiger, også magiske skikkelser som vampyrer og hekse.

Day is Done. Foto: Ditte Haugstrup

Filmen præsenterer dens karakterer i en parodieret og fornuftsstridig udgave, hvor scenen måske skifter fra en gruppe skolepiger, der diskuterer attraktive mænd, til skolens gymnastiksal hvor en mand med hagekorsmærkat bryder ud i en upassende rapsang.

Det er et gennemgående element, at karaktererne opfører sig satirisk upassende, og for at understrege parodierne har Mike Kelley krydret sidste filmværk med den velkendte dåselatter. Igen udfordrer han de sociale normer: Hvad er passende humor og især: Hvad er passende kunst.

Day is Done. Foto: Ditte Haugstrup

Grundlæggende kan det siges, at Mike Kelley, der døde i 2012, har efterladt sig et filmværk, hvor et sammensurium af lyde, følelser, dialoger og farver i deres absurde eksistens provokerer, forundrer og i væsentlig grad underholder.

Mike Kelleys hjemmeside: http://mikekelley.com/

Link til begivenheden: http://www.smk.dk/besoeg-museet/kalender/begivenhed/aktivitet/mike-kelley-filmprogram/