Anmeldelse: Af Sam Derounian.
08.12.2021.

Bonamatic er et udstillingssted, der åbnede for tre år siden i Københavns Nordvest kvarter, som er det næste der står for tur i byens gentrificering. Udstillingsstedets program sætter fokus på kunstværker og det potentiale de har, til at agere som selvstændige producenter af diskurser, sociale relationer med mere. Kaffeautomaten gemt inden for galleriets indgang og synlig fra gaden er et typisk dansk lokkemiddel, ligesom den er et humoristisk bud på galleriets konceptuelle formål (kaffemaskine laver kaffe, overtaler besøgende til at komme indenfor).

Udstillingen begynder og slutter ude med skulpturen Øst og Vest (2007-2021), som måske er det mest læselige værk i forhold til dets symbolik. En monumental, rå tilnærmelse til to menneskefigurer står ansigt til ansigt, mellem dem er konstrueret, hvad der ligner en provisorisk træhytte og bro. En stor vandhane er monteret på begge figurers bryst, og et stykke slange forbinder disse gennem konstruktionen ovenfor. Værket synes at handle om den emotionelle indsats, der er involveret i relationer mellem mennesker - udtrykt i den symbolske form af broen som overdækket ’shelter’ - og den sociale skrøbelighed ved et sådant imaginært hjem, opbygget gennem gensidige anstrengelser. Skulpturernes placering, synlig fra facadevinduerne i et stort boligkompleks, synes at forstærke denne fortolkning, og skaber en passende sammenhæng mellem værket i udstillingen og galleriets boligkontekst.

Truls Melin, Øst og Vest (2007-2021)

Størstedelen af ​​værkerne i udstillingen udgøres dog af en række meget mere beskedne og introspektive værker i galleriet. Uddybningsfartøj (2021), Stenfisker (2021), Farttøj med skov (2017), og Fartøj med bjerg og tårn (2017), er små skibsskulpturer/-modeller lavet af træ, gips, stof og maling, som står på provisoriske platforme - ’transporthunde’ og plader på bukke, der er stænket til med skulpturernes materialer, som om de var lavet på disse piedestaler.

Den måde skulpturerne er blevet konstrueret på: den skødesløse brug af skulpturmaterialer, at de tilsyneladende er blevet efterladt ’ufærdige’ nogle steder, samtidig med at der er områder med en nærmest tvangspræget detaljering, tilskynder til at opleve disse objekter som hørende til det psykiske område. Deres underlige kombination af skiftevis områder med generalisering og med fanatisk detaljering, afspejler hvordan vi ofte oplever motiver eller objekter i drømme, enten som overdrevent tilnærmede eller set i ultra høj opløsning.

Truls Melin, Uddybningsfartøj,2021, Stenfisker, 2021

Selvom de til en vis grad i sidste ende modsætter sig enkeltfortolkninger, kan objekterne aflæses som konkrete udtryk for forskellige sindstilstande, som maritime fartøjer, der passerer ind og ud af bevidstheden. Der er et omfattende symbolsk potentiale i genstandene placeret oven på de forskellige fartøjer, såsom fortøjningspæle, anordninger til uddybning og trawling, en skov med et tungt modelleret løvtag, et bjerg og et fyrtårn. Alt dette tyder på, men er ikke begrænset til, at blive læst som repræsenterende stilstand, driven omkring, afsøgning og længsel, og romantisk afsondrethed. Melins bådserie genkalder den tragiske britiske modernistiske forfatter B.S. Johnson, som i sin roman Trawl fra 1966 brugte en fisketrawler til, litterært at repræsentere hovedpersonens sindstilstand, hans følelsesmæssige udgravning af sin fortid, og dermed renselse gennem hele bogen. Som Trawls fortæller spørger på et tidspunkt: ‘Why do I trawl the delicate mesh of my mind over the snagged and broken floor of my past?’[1]. Der er en lignende fornemmelse af følelsesmæssig trækken vod på spil i Melins værker her.

De resterende værker i udstillingen er skubbet op mod væggen bagest i udstillingsrummet. Det er rekonstruktioner af skilte fra det nærliggende Bispebjerg Hospital genskabt i skumplader, en reference til kunstnerens tidligere indlæggelse på hospitalets psykiatriske afdeling.

Noget af det, der virkelig er overbevisende ved mange af værkerne på udstillingen, især dem der vises indenfor, er at man er overladt til at gætte om karakteren af ​​forholdet mellem kunstneren og kunstobjektet. I hvor høj grad er værkerne selvbiografiske? Hvad er deres symbolik? Tyder besættelsen og naiviteten på, at de er produkter af kunstnerens besættelse og naivitet, eller kan besættelsen og naiviteten snarere beskrives som emner for hans værk? Værket er udelukkende fremstilling og ingen afslutning. Denne modstand mod fortolkning er i centrum for mystikken og affekten i Melins udstilling.

Billedet øverst: Truls Melin, Fartøj med skov, 2017 og Fartøj med bjerg og tårn, 2017.