5. februar 2015

Omtale af Christian A. S. Aahauge

For omkring tyve år siden, tog min far mig med til min første sanseudstilling på Brandts. Dengang hed udstillingen Den Blå Ræv, og jeg husker tydeligt en maske i karton, jeg fik med derfra og som endte i min fars scrapbog. Siden da har jeg ofte været med til sanseudstillingerne på Brandts, og sidste år, red jeg på en stor, pelset plastik-ko, som var en del af den daværende udstilling.

Denne gang, er det Mie Mørkeberg, der har stået for udstillingen, som åbnede sidste år og kører frem til april. Udstillingen hedder ”Den Glemte Have”, og her kan børn og voksne, gå på opdagelse og lade fantasien få frit spil.

Luk døren; det trækker!

Inden jeg træder ind på udstillingen, bliver jeg bedt om at tage mine sko af. Der er mange børn som besøger udstillingen – enten privat eller med skolen – og de tumler rundt og klatrer, så sko er ikke tilladt. På gulvet er der lagt et tæppe der skal skabe illusionen om græs. Det er blødt under tæerne, og det er behageligt at kunne gå rundt derinde, uden at skulle tænke på, om der skulle gemme sig en tidsel der kan stikke. I salen er finder man hytter og bakker fordelt ud på det lille areal. Kun fra den kunstige måne i et hjørne, spredes der lys – set bort fra den dæmpede belysning, der strømmer fra hytternes vinduer og lyskæder.Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

Jeg åbner døren til den første hytte på min vej, og her bliver jeg mødt af en stiv kuling. I hytten står et spisearrangement med bord og stole. På bordet er der dækket fint op, men det hele er væltet; sikkert på grund af den trækvind jeg lige har forårsaget. Jeg kigger nærmere, og ser at der i rodet på bordet, ligger en del indtørret mudder – det vækker minder om sandkasseleg og et imaginært bageri.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

Jeg går videre. Blandt tippier og små campingtelte, løber børn rundt og leger. I det fjerne hører jeg en dreng kalde på sin bedstemor, men hans kald bliver afbrudt af lyden af en silende regn og bulder fra torden langt borte, men med et løfte om at komme nærmere. På væggene er der malet trolde og fabeldyr; skikkelser der dukker frem ved tusmørke, hvor øjnene skal vænnes til det begyndende mørke, og enhver skygge bliver levende. Det er nu ikke uhyggeligt at være i Den Glemte Have, det er et sted hvor man kan lade fantasien slippe fri.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

Uendelighed og stjernehimmel

Oppe på en bakke, øst for månen, står et lille skur. Der er ingen dør, og som en åben invitation går jeg derind i ly for regnen. Her finder jeg uendeligheden. På alle flader, vandrette og lodrette, er der spejle. Lige da jeg træder ind, bliver jeg svag i knæene, fordi min hjerne ikke helt kan kapere illusionen af, at der ikke er noget under mine fødder. I alle retninger jeg kigger, ser jeg mig selv, og bag mig: en kopi i det uendelige.

Jeg går ud af spejlskuret, da jeg kan høre at regnen er ved at stilne af. En solsort begynder at fløjte og andre fugle følger trop. Af og til, lader en enlig ugle en sagte tuden lyde. Det næste hus er anderledes. Jeg kan ikke komme ind, så jeg bliver nødt til at kigge ind ad vinduet. Som en anden lurer, står jeg med hænderne på glasset og kigger ind. Der er rodet. Overalt er der ting, skrammel og finurlige pyntegenstande. Hytten må være forladt, så jeg går videre trods min lyst til at gå på opdagelse i rodet derinde.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

På min vej støder jeg på endnu en hytte, men denne ser ud som om, at den er bygget ind i et enormt træ. Kigger man ind i hytten, ser man et vindue, og igennem dét, et tyrolerlandskab. Min nysgerrighed vækkes; jeg vil til landet hvor køerne har bjælder, så jeg skynder mig ind. Herinde bliver jeg opslugt af mørke og et stjernelandskab. Jeg går gennem korridor efter korridor af stjernehimmel. En dreng i hvid T-shirt går forbi mig, han er selvlysende. Jeg kigger ned ad mig selv - vi er selvlysende! I mørket er vi og stjernerne det eneste lys.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

Korridorerne slutter og munder ud i et rum af sten. Jeg må være draget igennem træet, og ned i roden af et bjerg. I midten af rummet er en seng, og i den, en skikkelse dækket af et tæppe. Omgivelserne virker lidt kolde, så jeg finder den nærmeste dør og smutter ud i Den Glemte Have igen.

Mie Mørkeberg har gjort et godt stykke arbejde med årets sanseudstilling. Ikke nok med, at udstillingen vækker lysten til at gå på opdagelse og åbne hver en dør, så formår den også at sætte gang i refleksionen over ens egen barndom, og hvordan man legede som lille. Den Glemte Have er en vækkelse af fantasien – i hvert fald for undertegnede – og øjensynligt også for de børn, som var der samtidigt med mit besøg. Tag derfor dit barn eller barnebarn med ind på Brandts i skolernes vinterferie; eller besøg selv udstillingen, og genvind dit indre barns fantasier.

Den Glemte Have kan opleves på Brandts i Odense, indtil d. 5. april.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.

Mie Mørkeberg, Den Glemte Have 2014-2015. Foto venligst udlånt af Brandts.