Interview med Astrid Kruse Jensen, der frem til d. 17. oktober viser sin nye fotografiske serie -'Fragments of Remembrance' i Galleri Martin Asbæk.

Interview med Astrid Kruse Jensen

29. september 2015

Af Maria Grzywacz

Frem til d. 17. oktober kan man i Galleri Martin Asbæk opleve Astrid Kruse Jensens nyeste serie af fotografiske værker under titlen ’Fragments of Remembrance’. Jeg møder Astrid i galleriet, og omringet af 18 stemningsfyldte fotoværker i sort-hvid, taler vi om erindringer, øjeblikkenes flygtighed og troen på flere parallelle virkeligheder.

“I ‘Fragments of Remembrance’ har jeg valgt at arbejde med motiver, som har en flygtighed i sig. Jeg fokuserer på den flygtighed, som findes i spejlinger, der dannes på grund af lyset. Man ser på motivet, og samtidig ved man, at lige om lidt, ændrer lyset sig, og så eksisterer den spejling ikke mere. I spejlinger er der en tidslighed, som er et emne, der har betydning for både værkmotiverne og min arbejdsproces.”

Portræt af Astrid Kruse Jensen, Foto: Ulrik Petersen

‘Fragments of Remembrance’

Værkerne i udstillingen kan deles op i to spor - fotografiske værker, der er skabt på baggrund af gamle negativer fra Astrids egne familiebilleder samt billeder, som Astrid selv har taget med et håndholdt kamera af ældre dato. Fra barnsben af, har Astrid haft passion for fotografi, og har allerede som meget ung arbejdet i et mørkekammer. Astrid har altid arbejdet med analoge filmkameraer, og med fotografiet, ønsker hun at udfordre dets muligheder og ikke mindst den kemiske proces, der ligger bag fotografiet som medie. Mens hun fortæller dette, viser hun mig ét af de kameraer, hun har brugt til at tage billeder til ‘Fragments of Remembrance’.

“Dét er ét af de første kameraer, der blev lavet i halvtredserne. Det er lavet i billigt materiale, for at alle skulle have mulighed for at fotografere. Førhen var det mere eksklusivt at fotografere, men når jeg benytter dette plastickamera, er det for at arbejde med erindring som tematik.”

Udstillingen ‘Fragments of Remembrace’ fortæller i den grad også Astrid Kruses personlige erindringer. En skotsk sø, der skildres i værket ‘The Lake, Fragments of Remembrance’ er blandt de steder, hvorfra Astrid selv har mange personlige minder. Fotografiet afbilleder - tro til udstillingtemaet - en spejling. Landskabet omkring søen spejles i den uforstyrrede vandoverflade og danner et idyllisk motiv, der synes uendeligt.

Astrid Kruse Jensen, 'The Lake, Fragments of Remembrance', courtesy of the artist

“Nogle gange oplever jeg, at det landskab, der spejler sig i vandet kan virke mere tydeligt, end det egentlige landskab. Jeg har ofte tænkt spejlinger som en form for genfortælling, at spejlingen genfortæller et rum, et landskab. Spejlbilledet her er både flygtigt og uendeligt på samme tid. Der skal ikke meget til, måske blot en ændring i lyset til, at spejlingen forsvinder.”

“Hvad er erindringen egentlig?”

Astrid fortæller, at hun er optaget af, hvorvidt vores minder om noget forstærkes, fordi vi har et fotografi af det, eller om fotografiet er en slags tillæg til dét, vi allerede har i hukommelsen. Denne undren har inspireret hende til at arbejde med gamle negativer fra egne familiealbummer. Mens Astrid og jeg står foran ‘Fragments of Remembrance #7’, fortæller hun om sin usædvanlige teknik og den krævende fysiske proces bag værkerne.

“Til disse værker har jeg valgt nogle negativer ud. Ofte er det faktisk slet ikke hovedmotivet fra billedenegativer, der danner baggrund for mine værker. Det er ikke sikkert, at jeg vælger at fokusere på dét, der også har været intentionen bag det oprindelige billede. Jeg tager ofte fat i noget af dét, der foregår omme bagved i hovedmotivet.”

Astrid Kruse Jensen, 'Fragments of Remembrance #7', courtesy of the artist

“Jeg har stået i mørkekammeret og arbejdet på fotopapir i lille format. Jeg belyste hele negativet og lagde det fra mig for at lade det ligge i en lystæt boks i tidsperioder fra ti minutter til flere døgn. Efterfølgende tog jeg fremkaldervæske i en pipette, og i de områder, hvor jeg mente at kunne huske, at der skete noget interessant, begyndte jeg lige så stille at dryppe fremkaldervæske ned på papiret. Det var klart en måde at udfordre mig egen hukommelse på, samtidig med, at det også blev en meget fysisk proces. Jeg måtte stå klar med koncentreret stoppevæske for at stoppe fremkaldesesprocessen dér, hvor jeg mente, at motivet skulle slutte. Jeg ville gerne vise fragmenter af større fortællinger, jeg var ikke interesseret i en direkte gengivelse.”

“Jeg kan også huske, at jeg engang har kigget et fotoalbum igennem, hvor der var blevet klippet i det. Det vil sige, at der var en person, som ikke skulle være med i billederne. Men i kraft af fraværet opstår der et endnu større fokus og interesse for, hvad der egentlig er, eller skulle have været i det ‘hul’… Netop den tankegang har jeg bygget videre på. I forhold til mine egne værker kan man sige, at der er en hel historie, der netop ligger i de områder, jeg har valgt ikke at synliggøre på mine fotografier. Jeg har valgt at fremkalde nogle af detaljerne, og ladet andre fremstå i det uvisse.”

Astrid gør sine beskuere opmærksomme på, at de hvide felter i hendes fotoværker, også fortæller en historie. De tilslørede dele af gamle familienegativer, er lige så betydningsfyldte, som de afslørede.

Astrid Kruse Jensen, 'Fragments of Remembrance #8', courtesy of the artist

“Jeg tror på flere virkeligheder”

“Jeg tænker, at vi har hver vores virkelighed. F.eks. synes jeg ikke om betegnelsen ‘farveblind’ - ordet får en negativ klang. Hvorfor skal man kaldes ‘blind’, blot fordi man anskuer verden anderledes? Jeg tror ikke, at vi alle oplever og ser ting ens.”

Astrid mener, at vores måde at se verden på, afhænger af mange forskellige faktorer. Også hendes egen virkelighed og måden at anskue verden på, har forandret sig som følge af personlige oplevelser, hvilket i den grad har påvirket Astrids kunstneriske udtryk.

“Da jeg gik på kunstakademiet, startede jeg faktisk med at arbejde i sort-hvidt, men gik hurtigt over til at arbejde med farven. I den nye billedserie har jeg taget farven væk, selv om det nok er dét, jeg er blevet kendt for at arbejde med. Farverne har f.eks. haft stor betydning for mine polaroid-værker, hvor selve den kemiske fremkaldelsesproces foregik neden under overfladen.”

Forandringen i Astrids udtryk handler dog ikke kun om farvernes tilstedeværelse eller disses fravær. Kunstnerens syn på egen arbejdsproces har i den grad også gennemgået en udvikling.

“Min filosofi har altid været, at jeg måtte kunne teknikken perfekt, når jeg arbejdede med et teknisk apparat. Jeg ville mestre fremgangsmåden til den mindste detalje og være bevidst om de greb, jeg foretog. Jeg vil være i kontrol over hver eneste detalje i motivet.”

Der kom dog et tidspunkt i Astrids liv, hvor hun på det personlige plan, ønskede at slippe kontrolen med den tekniske del af processen. Astrid fortæller, at hun for fem år siden selv have problemer med synet. Dette var begyndelsen på en proces, hvor hun også begyndte at udfordre sit materiale på en ny måde.

“Og det har selvfølgelig bevirket, at også mit visuelle udtryk har ændret sig.” 

Astrid Kruse Jensen, 'Inside Out, Fragments of Remembrance', courtesy of the artist

Når historien genfortælles

Astrids personlige historie har ikke kun påvirket hendes arbejdsgang, men har i den grad også inspireret motivvalget. I værket ‘Inside out, Fragments of Remembrance’ afbilledes en ældre bygning, hvor Astrid kom gentagende gange over en længere periode. Fotografiet viser et rum, hvor gulvet er oversvømmet med vand. I vandet spejles rummets to vinduer, og ikke mindst det landskab, vinduerne vender ud mod. På grund af lysets indfaldsvinkel, præsenterer spejlingen et tydeligere billede af landskabet udenfor, end vinduerne gør.

“Spejlingen genfortæller et rum, men den genfortæller det anderledes, end virkeligheden… ”

Kunstneren leger også med spejlingens genfortællinger i værket ‘Upside down, Fragments of Remembrance’. Fotografiet viser trækroner, der spejles i en vandoverflade, men billedet skaber en illusion om, at beskueren ligger ned og kigger op mod træerne.

“Når det kommer til erindring, bliver alt vendt på hovedet, og den konkrete tidslighed forsvinder. Lige om lidt, eksisterer dét, vi ser lige nu, ikke mere. Tilbage er kun erindringens overflade.”

Astrid Kruse Jensen, 'Upside Down, Fragments of Remembrance', courtesy of the artist

Familieerindringer

“Det her værk er også lavet ud fra gamle familienegativer. Og også hér fortsætter motivet uden for rammen.” Fortæller Astrid om ‘Fragments of Remembrance #8’. “Det interessante ved dette værk er blandt andet selve negativets historie. Jeg tror nemlig slet ikke, at det billede skulle med i familiealbummet. Jeg tror nærmere, at det var det sidste på rullen, som bare skulle bruges, før man kunne begynde at fremkalde resten af filmen.”

Astrid får negativernes hovedmotiv til at træde tilbage og fremhæver detaljerne. Hun arbejder med dét, der ellers ville blive overset. Samme tilgang ser vi i billedserien ‘The House #1, #2, #3, Fragments of Remembrance’, der viser nedrivning af et gammelt hus. Bygningens forfaldne rum bliver motiver til en serie nostalgiske fotografier, hvor motiverne er nærmest udblændt.

Astrid Kruse Jensen, 'The House #3, Fragments of Remembrance', courtesy of the artist

“I mine værker har jeg været optaget af tiden omkring 1950’ere, hvor dette hus blev bygget. Den tid var på en måde begyndelsen på den æra, vi er i lige nu. De familienegativer, jeg har arbejdet med, stammer også fra dengang. Også dér blev begrebet om kernefamilien grundlagt.”

“Billederne viser en opløsning af en tid… Eller rettere en forestilling om en tid. For mig bliver nedrivningen af huset et billede på en drøm, der dekonstrueres og omformuleres.”

’Fragments of Remembrance’ kan opleves på Galleri Martin Asbæk frem til d. 17. oktober 2015.