Indkøbskurven er tom.
Maskulinitet, der begejstrer
Udstillinger & Omtaler

Kenneth Bambergs fotografier på Galleri KANT frem til 4. juli

Maskulinitet, der begejstrer

Anmeldelse

Af Anette Lindbøg Karlsen

 

I forbindelse med Copenhagen Photo Festival viser Galleri KANT et udvalg af den finske kunstner Kenneth Bambergs fotografier. Udstillingen giver et godt indblik i Bambergs kunstneriske praksis, og der gives god plads til refleksioner over forestillinger om maskulinitet i særegne værker, der emmer af sociale, kulturelle, seksuelle og psykologiske historier.

Forinden mødet med Kenneth Bambergs fotografier har jeg været forventningsfuld, bl.a. fordi hans kunst ofte beskrives som kontroversiel og skæv. Det iøjnefaldende ved Bamberg er, at han beskæftiger sig indgående med maskulinitet - den diametrale modsætning til feminisme og interessen for denne, der i så mange årtier har været anseelig og uundgåelig i de kunstneriske rum. Og endelig siger noget mig, at Bambergs fotografier ikke skal ses på tryk eller på skærm - de skal opleves ”live” i et udstillingsrum.

Og ganske rigtigt. Bambergs fotografier kalder straks på opmærksomhed. Den teknisk dygtigt udførte fremtoning tryllebinder og imponerer; fotografierne er klare og skarpe, og farverne er visuelt dragende. Man får lyst til at gå tættere på værkerne - ikke blot for at nærstudere detaljer, men også for at komme et skridt nærmere det noget særegne cast. Som formodentlig mange andre fristes undertegnede til at trække på smilebåndet, særligt i betragtningen af blottede mænd og i et close-up af en hane.

FOTO: Kenneth Bamberg. Caligula

Bamberg er født og opvokset på Åland. Han er bl.a. uddannet på Aalto University i Helsinki og har i mange år arbejdet med fotografi og performance. Kendetegnende for Bambergs kunst er, at hovedpersonerne gennemgående er mænd, som kommer fra højst forskellige miljøer og (sub)kulturer. Bamberg har ofte selv været i kontakt med mændene og hans værker dedikeres disse bekendtskaber, idet værktitlerne bærer navnene på de portrætterede.

Bamberg arbejder serielt, og hos KANT præsenteres en række portrætter, der kan ses som et udpluk af flere af Bambergs større serier. Her er Bambergs interesse for mennesker og den kultur, de lever i, tydelig. Han kredser særligt om traditioner og ritualer, der knytter sig til de forskellige kulturer, som hans mænd tilhører. Disse kan hurtigt synes kuriøse og bizarre hos den forbipasserende beskuer. Fælles for dem er, at de i de pågældende kulturer regnes for almindelige eller ”normale”. De portrætterede fortæller historier, og samtidig virker de som symboler på, hvordan kultur artikulerer maskulinitet. Men det er umiddelbart ikke mænd, man kender, eller som man instinktivt kan relatere sig til, idet de tilhører kulturer, som man måske har hørt om, men som de fleste nok kun har kunnet gøre sig forestillinger om. Og selvom værkerne forekommer iscenesatte og teatralske ved første øjekast, lægges der ikke skjul på, at de portrætterede alle ikke hører fiktionen, men virkeligheden til.

Serien Wrestlers kredser om den tyrkiske oliebrydningstradition, der er noget nær en nationalsport i landet mod øs. Med sit kamera har Bamberg fulgt sportsudøvere under træningssessioner og turneringer. Mændene er iført stramme sorte læderbukser, og deres kampklare olieglinsende kroppe og alvorlige blikke vidner om styrke, heltemod og stolthed. Det stærke sociale fællesskab er tydeligt. Men hos Bamberg synes der også at indfinde sig en menneskelighed - en upoleret ærlighed og en mulig fortrolighed.

FOTO: Kenneth Bamberg. Cengiz

I serien Sauna Sessions har Bamberg fundet vej til en offentlig sauna i Finland. Her ses mænd iført håndklæder, nogle mere tildækkede end andre. Kroppene er varme og våde, og skildres på tæt hold eller fra en distance. Intimiteten er iøjnefaldende; mændene er afslappede, nærmest bevidste om og trygge ved beskuerens insisterende voyeuristiske blik i denne ellers højst private sfære. På udstillingen ses to close-up portrætter af Lars: ét med vådt hår i saunaen og ét iført paryk, makeup og damebluse. Titlen på sidstnævnte portræt er B.B - initialer for Brigitte Bardot, som er Lars’ alter ego, når han skal til fest.

FOTO: Kenneth Bamberg. Lars og B.B.

I nogle af Bambergs nyere værker udforsker han begrebet ”pynt”, som et middel til netop at udtrykke mandighed eller maskulinitet. Pynten - eller udsmykningerne - overrasker og fascinerer, både hvad angår udformning og udtryk, som f.eks. i serien Flowers, der består af en række fotografier af drenge fra Shan-folket i Nordthailand. I forbindelse med ritualet ’Poi Sang Long’ iklædes unge drenge farverige ”kostumer”, hvilke uigenkaldeligt kalder på fascination. Ligeledes gør brugen af makeup, neglelak og blomster. Ritualet kan hurtigt synes mere feminin end maskulin og det kan ses i stor kontrast til andre mere ”mandlige” ritualer i andre kulturer. Med disse værker inviterer Bamberg ikke blot beskueren til at bevidne denne overgang fra barn til voksen - han synes også at vise en glæde ved æstetiske kvaliteter og værdier.

FOTO: Kenneth Bamberg. Pahm.

Fra serien Koteka Impressions kan man opleve et foto af to teenagefyre i et frodigt landskab iført hver sin kotega. Billedet kan hurtigt synes komisk, næsten bizart, netop på grund af fyrenes dekorative ”udsmykninger” - og deres placering. Kotekaen (også kaldet penisfutteral) er en penisskuler, som bruges blandt stammebefolkninger i Melanesien, Sydamerika og Afrika. Dens form, udseende og betydning varierer fra sted til sted. En koteka er en kulturel markør. Den vidner ikke om social status eller seksualitet. Der er nærmere tale om en funktionel og formålsbestemt beklædningsgenstand, der kan have traditionel eller rituel betydning. Bamberg søger at fastholde denne værdi: Han har opsøgt personer fra Åland - hans egen finske ”stamme” - der har fået til opgave at udtrykke sig personligt og skabe deres egne hjemmelavede fortolkninger af denne traditionsrige ”fallosattribut”. Således kommer kotekaen til at afspejle ejermandens personlighed og selvopfattelse såvel som den bliver en art manifestation af maskulinitet i en moderne verden.

Som kvinde gribes jeg hurtigt af en følelse af at have bevæget mig ind i et gallerirum, der mest af alt henvender sig til et lukket (læs: maskulint) selskab, der ser på værkerne med helt andre øjne, fornemmelser og følelser end jeg. Og alligevel fanges jeg! Men det er svært at sætte fingeren på lige netop af hvad. Måske af den måde, hvorpå Bamberg koncentrerer sig så søgende og registrerende om den mandlige identitet? Måske af den tanke om, at man kan finde noget almenmenneskeligt på tværs af køn, kultur og miljø? Måske af min teori om, at Bamberg gør et forsøg på at udfordre eller nuancere de stereotype opfattelser, der knytter sig til maskulinitet - og deri åbne op for nye perspektiver på, hvad det vil sige at være mand? Måske er det de måder, værkerne kalder på sådanne tanker og refleksioner hos mig?

Interessant er det også, at Bambergs personlige røst synes at udeblive: Han søger ikke at idealisere, problematisere eller moralisere, ej heller at fortælle ”følelseshistorier”. Og han fortæller ikke sine beskuere, hvad den skal se. Nærmere synes der at være tale om en kunstner, som ønsker at præsentere og blotlægge forskellige mænd i håb om at delagtiggøre sine beskuere i sin umættelige fascination af maskuline træk og nuancer, samt hvordan disse konstrueres - så nøgternt og objektivt som muligt. Og det er lige netop dét, som Bambergs værker udstråler så specielt og fint.

 

Kenneth Bambergs udstilling Rocks and Mountains er absolut et besøg værd. Og man får lyst til at se mere. Imidlertid må man desværre ”nøjes” med de værker, som præsenteres hos KANT frem til d. 4. juli. 

Kenneth Bamberg. Rocks and Mountains. KANT. Store Kongensgade 3, Baghuset. 5. juni - 4. juli 2015.

 

Kenneth Bamberg er født i 1981 i Mariehamn, Åland. I dag bor og arbejder han i Helsinki. Bamberg har bl.a. studeret på Aalto University, Helsinki (2008-2011) og Novia University, Nykarleby (2003-2009). Han koncentrerer sig om fotografi og performance og har haft flere solo- og gruppeudstillinger, bl.a. i Finland, Sverige, Tyskland og Schweiz. Udstillingen hos KANT er Bambergs første på dansk jord.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig