Om "Damebilleder" – den første feministiske udstilling i Danmark.

Den epokegørende udstilling “Damebilleder” åbner i april 1970 i Rådskælderen på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Bag den står en gruppe kvindelige kunstnere, der gik på Kunstakademiet. De var alle medlemmer af det aktivistiske kunstnerkollektiv Kanonklubben, som er opkaldt efter kunstnernes Canon-videokamera. I Statens Museum for Kunsts aktuelle udstilling “What’s Happening? – Dansk avantgarde og feminisme 1965-1975” har to af kunstnerne, Rikke Diemer og Kirsten Dufour, skabt en rekonstruktion af deres udstillingsprojekt.

Af Sarah Fredholm

“What’s Happening” viser kunst fra “det skæve årti” 1965 til 1970. Kunsten er fordelt i de to sale, der er forbeholdt SMK’s særudstillinger. I den første sal fremvises værker fra perioden 1965 til 1968, og her er fokus på de mandlige kunstnere. Den anden sal viser kunst fra 1969 til 1975 og domineres af de kvindelige kunstnere. Udstillingen betragter på den måde 1970’ernes feministisk inspirerede kunst i direkte forlængelse af den avantgarde-kunst, der voksede frem fra midten af 1960'erne.

I et lille rum, i udstillingens anden del, finder vi genskabelsen af Kanonklubbens ”Damebilleder”. Den er ét ud af mange elementer i udstillingen, der fortæller en omfattende historie om opbrud og forandringer i periodens kunst og samfund.

Kanonklubben. Kunstnere: Lene og Marie Bille, Rikke Diemer, Kirsten Dufour, Kirsten Justesen, Jytte Keller, Jytte Rex og Birgitte Skjold Jensen. 1970 © Polfoto. (Pressefoto, SMK)

SMK’s udstilling er præget af tidens nye kunstformer; installation, video, performance, happening og aktioner. Det er særligt flygtig kunst, der kun eksisterer i øjeblikket, og dermed er den også vanskelig at udstille. Kunsten blev med avantgarden rykket ud af institutionen – ud i hverdagslivet. Nu er den flyttet ind i museets udstillingssale i form af især foto- og videodokumentation.

Ludere og bryllupskage

“Damebilleder” er en rekonstruktion – en slags kulturhistorisk iscenesættelse af et af de syv såkaldte tableauer, dvs. billeder, i den oprindelige udstilling. I løbet af 14 dage skabte Kanonklubben disse tableauer, der bestod af installationer og happenings. Hvert tableau bar en overskrift relateret til et bestemt emne og “Damebillede”.

I det første tableau, ”Luderen” er kunstnerne inspirerede af Amsterdams red-light district, og de udstiller derfor på skift dem selv som letpåklædte prostituerede. På den måde problematiserede de kvinden som vare og sexobjekt. I “Opvasken”, det andet tableau, dækkede kunstnerne gulvet i kælderlokalet med beskidt service og køkkengrej. Med ophobningen af ildelugtende opvask kritiserede de kvindens rolle i hjemmet – og viste, som en iscenesat strejke, hvad der ville ske, hvis kvinden ikke tog opvasken. Til “Skønheden” skabte kunstnerne en skønhedssalon, beklædt med lyserødt plastic, og de stillede derved kritisk spørgsmålstegn ved det herskende skønhedsideal.

“Bryllupskagen” var en kæmpestor skulptur, bygget udenpå den lille udstillingsbygning, Trefoldigheden. Kvinderne pakkede bygningen ind i “kagedekorationer” og tykt hvidt og blåt plastiktov. Bruden og gommen, dukker klædt på til anledningen, blev sat op på taget af bygningen, som på den måde kom til at fremstå som en enorm bryllupskage – en opsigtsvækkende demonstration imod bryllupsceremonien og hele ægteskabsinstitutionen. Dét at gifte sig var lig med underkastelse i de kvindelige kunstneres øjne.

Fra undertrykkelse til frigørelse

Med de første fire tableauer viste Kanonklubben kvindens isolerede og undertrykte position i samfundet. Kunstnerne gjorde oprør imod tidens reaktionære kvindebillede ved at vise, hvordan kvinder blev brugt og misbrugt. De sidste tre tableauer handlede om at frigøre sig fra dette traditionelle billede og foreslog, hvordan fremtidens kvinde og samfund kunne tage sig ud. Kunstnerne opfordrede kvinder til at tage kampen op med det mandsdominerede samfund.

“Forsvar” var et regulært kursus i selvforsvar med professionelle judo-eksperter som instruktører. Næste tema i oprøret var vores tøj. I tableauet, “Kjortlerne”, skabte kunstnerne et værksted, hvor de syede røde unisex kjortler og pandebånd. Alt i de sidste tre installationer var faktisk rødt – fra tøjet til maden.

“Lejren” blev afslutningen på hele udstillingsprojektet. Kunstnerne omdannede kælderen under Kunstakademiet til en lejr, hvor de selv og deres børn, som del af aktionen, boede i nogle døgn og forberedte en stor “Rød Fest”. For at kunne deltage i festen skulle man også være klædt i rødt. Kanonklubbens kvinder ville fejre fremtiden, oprør, vilje, glæde og kærligheden, og det skulle den røde farve understrege.

Lejren fra "Damebilleder", Rådskælderen på Charlottenborg, København d. 10.-24. april 1970. (Fra Kirsten Justesens arkiv)

Kunst og aktivisme

Det er “Lejren”, som Diemer og Dufour har genskabt til SMK’s udstilling. De har installeret senge med rødt sengetøj, eksempler på de røde kjortler og forskellige andre røde ting og sager, som kvinderne havde brug for, mens de camperede i udstillingen og til selve festen. Derudover kan vi gå på opdagelse i video- og billeddokumentation, læse om projektet, kunstnernes overvejelser og pressens reaktioner.

I kunstens sprog formulerede kvinderne fra Kanonklubben en politisk modstand – og deres oprør adskiller sig fra samtidens Rødstrømpebevægelse netop ved at være udtrykt visuelt. I en film produceret af SMK til “What’s Happening” insisterer Diemer og Dufour også på, at aktionerne i “Damebilleder” er kunstværker, billeder, skabt med en klart afgrænset form, som skulle danne afsæt for refleksion, konfrontation og inddragelse.

De to kunstnere forklarer, at deres eget liv og situation på Kunstakademiet er udgangspunktet for Kanonklubben. De var trætte af undervisningen på akademiet, og ville danne en afdeling uden professorer, der bestemte stil og retning for dem. For kvinderne handlede det derfor også om et opgør med autoriteter som sådan.

Kanonklubben blandede kunst og aktivisme helt i 70’ernes ånd. Som kunstnerne selv formulerer det: “Med udstillingen Damebilleder gjorde vi det private politisk.”

Kritisk feminisme

“Damebilleder” blev på mange måder begyndelsen på en eksperimenterende feministisk kunst i Danmark, og den markerer således både et kunsthistorisk og samfundsmæssigt skifte. Kanonklubben fik med udstillingsprojektet også understreget, at kunsten har en særlig mulighed for at yde kritik af eksisterende samfundsforhold og desuden for at pege på andre mulige scenarier.

Så kan man jo overveje, om kritikken i “Damebilleder” stadig er relevant i dag? Det er desuden værd at bemærke, at der jo i dag, 45 år efter Kanonklubbens kønskritik, stadig hersker ulighed i kønsfordelingen på kunstmuseer og gallerier.

Kirsten Dufour og Rikke Diemer i "Damebilleder" på SMK. (Foto: SMK)

“What’s Happening? – Dansk avantgarde og feminisme 1965-1975” kan opleves på SMK frem til 2. august 2015.