Indkøbskurven er tom.
Fejringen af den menneskelige fortælling
Scene, Film & Bøger

"FRA BLOK TIL KROP"; Fransk og dansk skulpturkunst på Glyptoteket.

Reportage af Nicoline Thoning  
24. marts 2015

Udstillingen ”FRA BLOK TIL KROP ” har sin begyndelse i Glyptotekets vinterhave. Ikke sin egentlig begyndelse, men sit anslag. For gennem et tæppe af grønne blade titter to enorme marmorblokke frem. I udstillingsteksten opfordres man til at røre ved de ubehandlet marmorblokke, som er placeret ved udstillingens indgang. Stenene skaber med deres på en gang bløde og hårde glathed en kølig fornemmelse under fingrene, mens jeg lader dem vandre hen over fladen. De virker rå og tunge samtidig med, at deres funklende hvidhed giver dem en ydefuld fremtoning. Og man ser, at den hvide flade gemmer på smukke strukturer og nuancer af farven hvid. Det er sjovt, hvordan så mange detaljer og forskellige fornemmelser kan indlejres i så ubearbejdet en genstand.

Fra ideal til menneske
I kontrast til de to marmorblokke står to figurer med al deres sanselighed. En kvinde som spiller violin og to elskende i et omfavnende kys. ”Musikken” fra1878 som den nøgne violinspillende kvinde er kaldt, er Carl Jacobsens første marmorskulptur og skabt af den franske billedhugger Eugène Delaplanche, som levede fra 1836 til1891. Opslugt af de forførende toner, står den sensuelle kvinde som en idealfremstilling af kvindekroppen. Figuren er omkranset af en aura af perfektion, hvor hver eneste detalje synger sin ydefulde skrøbelighed ud til beskueren. Den glatte overflade afslører intet tegn på bearbejdning. 

Foto: Ana Cecilia Gonzalez, Ny Carlsberg Glyptoteket.  

Den anden skulptur ”Kysset” skildrer et ungt par midt i deres første kys, og er et af August Rodins mest berømte værker. Motivet er inspireret af ”Dantes Guddommelige Komedie”, og beskriver hvordan Paolos Malatesta og Francesca da Rimini sammen læser en kærlighedshistorie, og opdager at de elsker hinanden. En forbudt kærlighed, da Francesca var gift med Paolos storebror, som dræber dem begge, da han opdager dem midt i gerningsøjeblikket.

Her vises en helt anden vej fra blok til krop. Skulpturen emmer af en massiv tyngde, som gør at figurerne ikke løsrives fra den sten, de er skabt af. Tværtimod vises arbejdsprocessen tydeligt frem gennem de adskillige hugge- og punkteringsmærker i den færdige skulptur. På den måde viser Rodins værker en kunstnerisk originalitet, som anslår begyndelsen på den moderne skulptur. De to skulpturers optræden side om side giver anstrøg af en udvikling, der bevæger sig væk fra idealet og hen mod en mere virkelighedsnær skildring.  

Foto: Ana Cecilia Gonzalez, Ny Carlsberg Glyptoteket.                                                                                                                       

Opgør med den idealiseret menneskekrop    
I en anden sal, møder man en af Rodins andre skelsættende skulpturer. Her gør Rodin op med salonskulpturernes idealiserede menneskekroppe ved at forvrænge lemmernes proportioner.  Skulpturen viser seks Calais-borgere, som forlader deres belejrede by, villige til at ofre livet så byens borgere kan reddes. Det er det store menneskelige mod som her møder den fuldkomne håbløshed.

Foto: Ana Cecilia Gonzalez, Fransk og dansk skulptur, Ny Carlsberg Glyptoteket.

Seks forskellige sindsstemninger skildres, fra resignation til desperation, og reflekteres selv i figurerens mindste detaljer. Jeg tager mig selv i at stirre ind i et par tomme hulrum hvor øjnene skulle have været. Den tavse tomhed taler et tydeligt sprog, sammen med den store knoklede hånd, som strækker sig ud mod mig. Skikkelsernes tunge masse og indre spændinger skildrer en tidløs beretning om menneskelige dilemmaer. Skulpturen er både tragisk og dragende, indeholdende en uforløst fortælling om seks mænds skæbner. En enorm skulptur, der har en fysisk tyngde og som i sin skønhed er dunkel.         

Abstraktioner
Allerbagerst i sal 37, finder man Robert Jacobsens skulptur ”Luftens grænser” fra 1949. Her dyrkes drømmen om kunstens væsen – om rum, tegn og abstraktion. Værkets titel spiller bevidst på luftens uendelighed og kunstnerens evne til at forvandle, abstrahere og illudere en anden virkelighed, end den vi befinder os i. Skulpturens farvestrålende jernelementer og de synlige svejsninger afslører en kunstnerisk proces; Et håndværk og en bevidsthed bag skabelsen af den.

Her midt i en sal af skønne idealiserede menneskekroppe, betragter jeg således en skulptur uden krop, som står i skarp kontrast til skulpturens ophav, fordi den adskiller sig fra den forudgående tradition af skulpturkunst. Men selvom skulpturen er moderne og virker regelløs med sin udefinerbare form, tager den alligevel ikke fuldstændig afstand til traditionen. Dog er reglerne omhyggeligt omgået og værket kommenterer, parodierer og imiterer skulpturkunsten som tradition. Således er det kunstnerens eget påfund, der er i centrum, og alle spor af idealisering eller guddommelighed er fjernet. Piedestalen er væk, blokken er et tomrum af luft, mens stenkroppen er erstattet af jern-arabesker.             

En sanselig fortælling
Med udstillingen ”FRA BLOK TIL KROP”, vises brygger Carl Jacobsens imponerende samling af fransk og dansk skulptur, hvormed der lægges op til en værknær og sanselig indlevelse.

Udstillingen opridser udviklingen af fransk og dansk skulptur fra det 19. og 20. århundrede; En brydningstid, hvor spændingen mellem tradition og radikalitet driver skulpturkunsten ud af helt nye veje. ”FRA BLOK TIL KROP” er en sigende udstilling, der på en kreativ måde kaster lys over skulpturens kunsthistorie i en periode, hvor skulpturen som kunstform gennemgik en markant udvikling. 

Foto: Ana Cecilia Gonzalez,Fransk og dansk skulpturkunst, Ny Carlsberg Glyptoteket.

Der skrives i udstillingsguiden om det 19. århundredes skulpturkunst, ”at det er en fejring af den menneskelige fortælling, hvor kærlighed, død, angst og eufori levendegøres i skulpturen”. Og med de 125 hovedværker som er iscenesat i ”FRA BLOK TIL KROP” er det en fortælling, som Glyptoteket får udfoldet med enestående nærhed og dybde. Dette er i høj grad et resultat af udstillingsopbygningen, da den tillader en mere sansebetonet tilgang. Skulpturerne kan betragtes fra alle vinkler, så ingen detaljer går ens næse forbi, hvilket skaber en sansemættet oplevelse.

Foto: Ana Cecilia Gonzalez,Fransk og dansk skulpturkunst, Ny Carlsberg Glyptoteket.

Ved at have ophævet den kronologiske paradeopsætning, oplever man sammenhængen mellem værkerne på en ny måde og på tværs af de kunsthistoriske kategorier. Et greb, jeg synes er tankevækkende og spændende, fordi jeg ofte fik en oplevelse af, at de forskellige værker stod klarer frem i kontrasten til hinanden.

Foto: Ana Cecilia Gonzalez,Fransk og dansk skulpturkunst, Ny Carlsberg Glyptoteket.

Foto: Ana Cecilia Gonzalez,Fransk og dansk skulpturkunst, Ny Carlsberg Glyptoteket.

Foto: Ana Cecilia Gonzalez, Ny Carlsberg Glyptoteket.               

Udstillingen kan ses på Glyptoteket frem til 31. december 2015. http://www.glyptoteket.dk

Bliv abonnent på Magasint Kunst

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig