Indkøbskurven er tom.
Se mig ind i øjnene og fortæl mig min historie
Interview & Portræt

Portræt af Shririn Neshat i forbindelse med udstillingen The Home of My Eyes.

SE MIG IND I ØJNENE OG FORTÆL MIG MIN HISTORIE
Shirin Neshat er nu aktuel med udstillingen The Home of My Eyes.

24. marts 2015
Portræt: Jeanette Melin

Hvad er det, vi mennesker rummer? Hvilken indflydelse har kulturen på min identitet? Hvordan fortæller jeg min historie? Dette er spørgsmål, som Shirin Neshat udforsker i sin nye udstilling The Home of My Eyes. Udstillingen er med til at markere åbningen af YARAT Contemporary Art Centre i Baku d. 24 marts 2015.

Hvem bedre, end Shirin Neshat, er der til at markere åbningen af et nyt kunstmuseum i et land som Azerbaijan? Shirin Neshats kunst er kendt både i den vestlige verden men også i den mellemøstlige, hvor hun har sine rødder. De temaer den iranske kunstner behandler er på en gang alment menneskelige og samtidigt stærkt kulturelt funderet. Begrebet kultur har Shirin Neshat et helt særligt forhold til. Kulturbegrebet er interessant, fordi det er en foranderlig størrelse, som påvirkes af tid og historie. Kulturen er de rammer, der udgør de steder vi lever. Vi påvirkes alle af kultur og vi er alle med til at skabe kultur. Derfor har kulturen en stor indflydelse på vores identitet og selvforståelse, men også på vores opfattelse af andre.

Shirin Neshat, Javid, fra The Home of My Eyes serien, 2014-2015. ©Shirin Neshat. Venligst udlånt af kunstneren og Gladstone Gallery.
 

Portrættets fortælleteknik

Udstillingen udløber af Shirin Neshats voksende interesse for portrætgenren. Portrættet bliver her mediet, hvorigennem historier fortælles. Shirin Neshat har fotograferet over halvtreds individer under sit ophold i Azerbaijan sidste år. De fotograferede er børn, mænd og kvinder i alderen fra otte år og op til de firs år. De kommer fra samfund spredt ud over hele landet og giver derfor et billede af landets multikulturelle identitet. Shirin Neshat er kendt for at arbejde med kontraster for at styrke kunstens budskaber. I denne udstilling er der fokus på kontrasterne lighed og forskellighed.

Portrætternes stringente form skaber et monotomt udtryk der på engang viser, hvor ens vi mennesker er, men også vores forskellighed. Portrætterne veksler imellem at skildre hele kroppen til at fokusere på overkrop og ansigt. Alle portrætter er i sorthvid, som for at dæmpe kraftig sanselig stimuli og sætte fokus på det indre liv og den historie der fortælles. Individerne står med hænderne samlet foran sig, de har et neutralt udtryk og virker til at søge øjenkontakt med beskueren. Det er tydeligt, at alle har noget på hjertet og at alle ønsker at blive taget alvorligt. Forskelligheden hos individerne påpeges særligt af de portrætteredes egne ord, som står skrevet med kalligrafi henover hvert portræt. Ordene er svar på spørgsmål Shirin Nehsat har stillet under sit arbejde. Spørgsmål omhandlende kulturel identitet og begrebet hjem.

Shirin Neshat, Nazakat, fra The Home of My Eyes serien, 2014-2015. ©Shirin Neshat. Venligst udlånt af kunstneren og Gladstone Gallery.
 

Kulturel identitet – et dybt personligt tema

I året 1957, i en lille by i Iran i nærheden af Tehran blev Shirin Neshat født. Hun rejste i en alder af sytten år til USA for at færdiggøre sin uddannelse. Den Islamiske revolution i 1979 forhindrede hende i at tage tilbage til sit hjemland. Grundet denne eksklusion fra sit hjemland og sin kultur betragter Shirin Neshat sig i dag som en multikulturel kvinde.

Efter at hun i 1982 fik sin Master i Fine Arts, stoppede hun med at producere kunst i ti år. Hun manglede et indhold med substans og mening, følte hun. Det var først, da hun i 1990 vendte tilbage til Iran, at hun fandt temaerne til sin kunst. Hun blev forfærdet over det Iran hun så. Hvad var der blevet af hendes land? Det Iran hun huskede fra sin barndom?

Shirin Neshat måtte lære sit hjemland at kende på ny. Hun rejste derfor med jævne mellemrum til Iran, og hendes tidlige værker afspejler hendes kamp for at finde tilbage til sine rødder. Temaer som kulturel identitet, køn og magt fandt deres vej ind i hendes kunst.

Shirin Neshat. Fotografi af Rodolfo Martinez.
 

Kvindens krop – en politisk arena

Mange af Shirin Nehsats tidlige værker har kvinden som omdrejningspunkt. I den islamiske kultur har kvindekroppen været genstand for megen debat og politisk ideologi. Kulturen bliver her synlig igennem kvindernes vilkår, beklædning, roller og igennem deres fortællinger. Ved at sætte fokus på kvindens identitet i Islam fik Shirin Neshat skabt to stærke værker. Disse værker er henholdsvis the Unveiling fra 1993 og Women of Allah fra perioden 1993 til 1997. Værkerne tematiserer paradokser i den islamiske kultur. Paradokser så som, hvordan sløret skaber opmærksomhed omkring den krop som skjules. Temaer som seksualitet, identitet og religiøs fundamentalisme dyrkes i disse tidlige værker.


Fotografiets umiddelbarhed

Shirin Neshat er kendt for sit arbejde med fotografi og videokunst. Hun blev igennem sin kunstuddannelse udlært i maleriets kundskaber, men alligevel blev det de virkelighedsnære medier hun satte sin lid til. Fotografiets realisme, umiddelbarhed og evne til at skabe en dramatisk effekt passede godt til de temaer, hun som kunstner fandt mening i. Shirin Neshats kunst blev til igennem et samarbejde imellem hendes kunstneriske vision og professionelle fotografers tekniske kunnen, derfor har shririn samarbejdet med flere dygtige fotografer i tidens løb. Ideerne bag de værker hun skaber er det bærende element i hendes kunst. Shirin Neshat kan derfor betegnes som en stilistisk konceptkunstner.

Shirin Neshat med Hagigat og en assistent, Baku, oktober 2014. Foto udlånt af fotografen David Jimenez.
 

Fanget imellem to kulturer

Som en del af udstillingen The Home of My Eyes indgår to af Shirin Neshats tidligere videoinstallationer. Værkerne Soliloquy fra 1999 og Passage fra 2001. Soliloquy er en installation, hvor der på to modsatsrettede vægge kører to parallelle filmforløb. Værket behandler Shirin Neshats oplevelse af at tilhøre to kulturer og derfor være fanget i en liminal tilstand. Den liminale tilstand er et begreb med baggrund i ritualet. Ritualer er en ydre markering af en indre forandring. Den liminale tilstand er den midterste fase af ritualet, og her opholder man sig i grænselandet, dvs. imellem tilstande.

Kunstnerens følelse af splittelse imellem to kulturer kommer tydeligt til udtryk i dette værk. Shirin Neshat indtager selv hovedrollen som kvinden bag sløret. Kvinden bag sløret er på en rejse, hvor hun går gennem to forskellige kulturelle miljøer. Det ene miljø er en mellemøstlig by og det andet er en vestlig storby. Som to sider af Shirins kulturelle personlighed skiftes de henholdsvis til at gå og til at observere den anden med længsel og forundring.

Shirin Neshat, Soliloquy, 1999, Produktions stillbillede. ©Shirin Neshat. Venligst udlånt af Gladstone Gallery.
 

Vejen hjem

Shirin Neshat har gennem sin kunst bearbejdet sin kulturelle splittelse. I dag har hun fundet sig til rette med sin multikulturelle identitet. Hendes livsstil er amerikansk, men hendes personlighed er iransk.

Med udstillingen The Home of My Eyes tegner hun et portræt af en by, der er stærkt beslægtet med hendes elskede Iran. Azerbaijan grænser op mod Iran og begge lande deler historie og religiøs baggrund. Azerbaijan er ligesom hun selv multikulturel, hvilket udpensles i den monumentale udstilling der fylder to hele vægge i et af de elleve meter høje udstillingsrum i YARAT Contemporary Art Centre. Portrætterne fortæller en væsentlig del af landets historie, for et land er et produkt af de mennesker der bor der.

Shirin Neshat har udstillet på et utal af museer og deltaget i et utal af filmfestivaler. Hun er vidt anerkendt og har blandt andet modtaget disse priser:

The First International Prize på Venedig Biennalen i 1999, the Grand Prix på Kwangju Biennalen i 2000, the Visual Art Award fra Edinburgh International Film Festival i 2000, the Infinity Award fra the International Center of Photography i New York i 2002, the ZeroOne Award fra the Universität der Künste Berlin i 2003, the Hiroshima Freedom Prize fra the Hiroshima City Museum of Art I 2005, og the Lillian Gish Prize i New York i 2006.

Shirin Neshat, Mahira, fra The Home of My Eyes serien, 2014-2015. ©Shirin Neshat. Venligst udlånt af kunstneren og Gladstone Gallery.

Shirin Neshat: The Home of My Eyes kan opleves på YARAT Contemporary Art Centre, Baku, Azerbaijan, fra d. 23 Marts – 23 Juni 2015.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig