Indkøbskurven er tom.
Legesyg kunst spidder amerikansk historie
Udstillinger & Omtaler

Wade in the Water på V1. Ny soloudstilling af den LA-baserede kunstner Devin Troy Strother.

Udstilling på V1 i Kødbyen
Af Sofie Ramji. 03. Oktober 2018
De farvestrålende collager med oliemaling i tykke lag, står i legende kontrast til den tunge titel. Wade in the Water er overskriften på V1s nye soloudstilling af den LA-baserede kunstner Devin Troy Strother. Det er også en kraftig reference, til de gange vand har spillet ind i afroamerikaneres historiske undertrykkelse. 


Devin Troy Strother, Its Sink Or Swim Nigga, And You Know I Can Barely Dog Paddle So 2018. Foto: Lior Zilberstein.

Devin Troy Strothers varemærke er legesyge tegneserielignende figurer, der danser jublende  rundt, ryger fede og spiller basket. I den nyåbnede soloudstilling er de også på hævntogt, rider på dinosaurer og svømmer rundt i gummiænder. Med fingeren på den politiske puls svælger værkerne i kreativitet og farvemætning. 

Raceproblemet som under- og overtekst
Historien er ikke længere væk, end at vi kan røre ved den og problemet lever stadig i lyset af det 20. Århundredes systematiske raceadskillelse. I 20’ernes og 30’ernes USA, hvor offentlige svømmehaller blev populære, var disse kun forbeholdt hvide. I takt med at segregeringslovene blev ophævet, blev det samtidig mere almindeligt at få private pools og de offentlige svømmehaller blev derfor frekventeret næsten udelukkende afroamerikanere og latinamerikanere. 

Titlen Wade in the Water fører helt tilbage til da de første slaver blev ført over vandet for at blive solgt på slaveauktioner. Harriet Tubmans version af den gamle spirituelle sang, er den første man hører for sit indre øre, som en slags reference til den rolle vand har spillet i afroamerikansk historie. 

Til åbningen bliver der dog spillet hiphop og Devin Troy Strothers skulpturelle kollager spiller på en langt mere legesyg streng end den tunge historiske byrde. 

De komplekse maleriske kollager er malet med tykke lag af oliemaling. Herefter er der påklistret cut-outs, figurer der er Devin Troy Strothers karakteristika, og går igen i stort set al hans kunst. Hvor figurerne stadig har samme jublende gestus og er i glade farver, så taler flere af kollagerne i soloudstillingen Wade in the Water direkte ind i slaveriets historie med blodige oprør.  De blodplettede værker stikker samtidig til den politiske korrekthed med sjove, lange og skarpe titler. 

Som nægter de at blive taget seriøst som andet end kunst. 


Devin Troy Strother, fra venstre: Role Reversals (The Whipping Prince) 2018, We're All good, We Don't Need No Water! I Think We Just Gonna Let This Mother-Fucker Burn (And I Don't Think We're Gonna Make It To Mississippi For That 9 AM Auction, My Bad Fam) 2018, You Can Only Touch My Hair On The Weekends (That Girl With The Triangle Head) 2018, Black Man In A Pool 2018, You Can Only Touch My Hair On The Weekends (That Girl With The Long Head) 2018, The Sea Breeze Feels Fine And The Waters Is Warm, Great Day For A Slave Revolt On The High Seas 2018. Foto: Lior Zilberstein

Underfundige værker med skarpe titler
OHH HEY AALYIAH CAN I TOUCH YOUR HAIR? (WHAT THE HELL DID YOU SAY TO ME?)  er den spidsfindige titel på et værk i skulptur-stil, hvor håret på kvindens hoved træder ud af billedet i et uendeligt væld af små akrylkrøller. Billedet Josephine and the Yellow Dress, der brillerer med gule kangamønstre og de mange afrikanske skulpturer referer helt tydeligt til Devins afrikanske ophav. Og uanset at Devin Troy Strother tidligere har udtalt, at han ikke vil tale om at være sort i forbindelse med sin kunst, uanset at hans tidligere værker har mere subtile referencer, så adskiller denne udstilling sig som et frontalt angreb på den mørke plet i amerikansk historie. 

Måske netop derfor er den blevet sat op i Danmark og ikke USA. Jesper Elg fra V1 har kurateret udstillingen, der har verdenspremiere her i kødbyen. Devin Troy Strother har helt bevidst valgt at udstillingen skulle åbne i Danmark. 

”Fordi Danmark ikke har samme historie som USA har”, siger kunstneren selv. 

 


Devin Troy Strother, We've Got You Surrounded 2018. Foto Lior Zilberstein

Uhøjtidelig kunst 
Ikke alene fortæller udstillingen os om de raceproblemer, der fortsat dominerer vestens verden. Men problemerne som Devin Troy Strother både med humor og blodsplat adresserer, træder frem i et andet lys, fordi de ikke drukner i gennemtærskede problemstillinger. Som kunstneren helst vil undgå. 

”Det er jo ikke fordi, jeg kan undgå at tale om det, det er der jo”, siger han om det at være sort kunstner og uddyber: ”Men jeg gider bare ikke tale OM, at tale om det”. Han synes heller ikke værkerne er så blodige. 

”Den der er da sød”, siger han og peger på værket med gummianden. Mens kollagerne med titler som ’IT’S SINK OR SWIM NIGGA, AND YOU KNOW I CAN BARELY DOG PADDLE, SO IT’S DOWN WITH THE SHIP WE GO. (IT’S GONNA BE A BUMPY RIDE TO THE MERICAS) og THE SEA BREEZE FEELS FINE AND THE WATERS IS WARM, GREAT DAY FOR A SLAVE REVOLT ON THE HIGH SEAS trækker han bare på skuldrene af. 

Så fortæller han hellere grinende og lidt genert om, at han skabte en kollage ovenpå et billede, som stadig kan ses indenunder. ”Jeg løb tør for sort maling til sidst, og så synes jeg egentlig ikke det gjorde så meget.” 

Meget lidt højtidelig og meget legesyg kunst, med fingeren på pulsen og humor som det mest dominerende træk, der i den grad skal opleves. 

Wade in the Water af Devin Troy Strother på V1 Gallery i Københavns kødby frem til d. 20 oktober 2018. 


Devin Troy Strother, foran V1 Gallery til åbningen af udstillingen Wade in the Water 2018. Foto: Magasinet Kunst

Om kunstneren
Devin Troy Strother blev født i 1986 i Californien. Han er uddannet på The Art Center College of Design og Skowhegan School of Painting and Sculpture. Da Kanye West udnævnte ham til Art World Darling, eksploderede hans karriere og han har siden 2009 været vist i både soloudstillinger på private gallerier og i  permanente udstillinger påThe Los Angeles County Museum of Art og the Studio Museum in Harlem. I Danmark har Bendixen i Bredgade udstillet hans tidligere værker. 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig