
Fotograf Per Morten Abrahamsen udstiller i Hans Alf Gallery. Vi har været forbi.
KUNSTNERISK KONSTRUKTION
Anmeldelse af Louise R. Christensen.
23. marts 2018.
Fotografen Per Morten Abrahamsen kan i øjeblikket opleves med nye værker i Hans Alf Gallery. Udstillingen Magnified viser Abrahamsens kunstneriske fortolkninger, nogle med mennesket i fokus andre med landskabet som omdrejningspunkt. Værkerne er fra 2018 og enkelte fra 2017.
Per Morten Abrahamsen tager udgangspunkt i virkeligheden, og derfra iscenesætter han motivet. Det bliver til konstruerede kunstmotiver, hvor en historie tydeligt træder frem. Det er til tider en forstyrret virkelighed, ofte med en snert af humor.
Lullaby. Foto: Per Morten Abrahamsen. Venligst udlånt af Hans Alf Gallery.
(Foto øverst på siden: Udsnit af Undercurrent. Foto: Per Morten Abrahamsen. Venligst udlånt af Hans Alf Gallery.)
Vand i bevægelse
To fotografier møder én, når man træder ind i galleriet. Farverne er blågrønne, motiverne er bølgede og buede i formen. Ved første øjekast minder de om 1800-tallets impressionistiske malerier. Når man kigger nærmere på værkerne, opdager man mennesker i bevægelse i vand. Den maleriske form i fotografiet er interessant og kan referere til impressionisternes arbejde, hvor maleriet skulle ligne et øjebliksbillede. Om dette er hensigten fra fotografens side vides ikke, men parallellen er spændende.
Værkerne hedder Lullaby og Undercurrent. Kroppen i vandets bølger er i rytme med hinanden. Beskueren kan mærke naturens til tider smukke samhørighed med mennesket, men der lurer også farer ved at opholde sig i naturen.
Motivet i boksen
Flere steder i galleriet ses enkeltstående træbokse ovenpå en metalramme. Når man kommer gående hen mod én af boksene, så kan man ikke se motivet. Der skabes i stedet nogle blågrønne nuancer i begge sider af boksen. Når beskueren står lige foran boksen, træder en lyskegle fra galleriets belysning frem i motivet. Dette peger og inviterer ind i fortællingen af historien.
Effekten i det let skjulte motiv er skabt ved hjælp af et fast cirkelrillet plastmateriale, som er anbragt foran det farverige billede. Dette mixed media forstærker motivets virkelighed – beskueren er ikke indbudt, men kigger ind i stuen alligevel.
Missing Element. Foto: Per Morten Abrahamsen. Venligst udlånt af Hans Alf Gallery.
Sorgen i sofaen
Den ene af boksenes motiver med titlen Missing Element, viser en stue med sofaarrangement og kunst i guldramme på væggen bagved sofaen. Der serveres kaffe i sølvkande med småkager, lys på sofabordet og en broderet dug i midten af bordet. Der sidder personer i alle aldre rundt om bordet. Interiøret fortæller beskueren, at de sidder i det ældste familiemedlems bolig, hvor børn og børnebørn med familie er indbudt.
Til venstre i billedet ses en person på cirka 40 år i sort/hvid konstruktion, hvor resten af motivet ses i farver. På sofabordet ses en udstoppet sort krage i liggende position. En kvinde på cirka samme alder som manden sidder med torso presset lettere fremad, smiler og væske render ud af munden på hende. Hun holder en småkage i hånden og fremstår lidt ved siden af sig selv.
Dette leder tankerne hen på sorg, den individuelle håndtering af sorg. Det er måske manden eller broderen, der er fremstillet i grålige nuancer, for at symbolisere at vedkommende ikke lever længere. Motivet er dramatisk, og man får en næsten filmisk historie ud af billedet, hvor man kan forestille sig tiden både inden og efter billedet.
Transparancy. Foto: Per Morten Abrahamsen. Venligst udlånt af Hans Alf Gallery.
De transparente mennesker
I en serie i sort/hvide nuancer, har han arbejdet med stranden med sand, klipper og hav i baggrunden. Flere mennesker ses i forskellige positioner rundt på stranden. Nogle er gennemsigtige, så man kan se naturen igennem dem. Serien hedder Transparency. Man kommer til at tænke på en skøn ferie med sol, sand og havet, men tankerne bliver afbrudt af de transparente mennesker. De leder tankerne hen på enten en svunden tid eller mennesker, der ikke lever længere.
Kontrasten i den positive sommerstemning modstillet de gennemsigtige mennesker skaber en interessant dualisme i fotografiet. Jeg kommer til at tænke på, hvordan krige sender mennesker på flugt, og hvordan nogle stakler på flugt drukner i havet i det selvsamme område, hvor turisterne holder ferie.
Den erfarne fotograf
Abrahamsen startede sit fotografiske virke i mode- og reklamebranchen for mere end tyve år siden. Han er måske mest kendt for sine kompromisløse portrætter. Han har for eksempel portrætteret skuespilleren Trine Dyrholm nøgen i et køleskab og forfatteren (modellen) Renee Toft Simonsen i fødselsrummet på hospitalet med fuld make-up og en nyfødt baby, endnu ikke vasket efter fødslen med tre mandlige læger i baggrunden. Motiverne kan sætte spørgsmålstegn ved samfundets syn på kvinder.
Udforsk fotografiets muligheder
Abrahamsen viser i denne udstilling nye visuelle udtryk. Det er en udstilling, hvor han udforsker mediets muligheder med både humor og hårdhed. Han bruger sin tekniske viden i udførelsen af værkerne, og der er stor diversitet og masser af spændende fortællinger at finde i værkerne. Helt klart en udstilling, der er et besøg værd.
Udstillingen kan ses i Hans Alf Gallery frem til d. 31. marts 2018.
I samme periode kan man også se Frank Fischers udstilling Henry Hudson på galleriet.