Verden anno 2017, set gennem kameralinsen af Danmarks pressefotografer. Det Nationale Fotomuseum, Den Sorte Diamant.

Årets Pressefoto 2017

af Oline Vogelius Brønd

d. 21. marts 2018

Bådflygtninge, Mosul befriet, 16 årig dræbt af skud i Mjølnerparken, Bandekrig, kokain og cannabis produktion, borgerkrig i Sydsudan og stive teenagere i Dyrehaven. Det er verden anno 2017, set gennem pressefotografernes kameralinser. Se udstillingen på Det Nationale Fotomuseum, Den Sorte Diamant frem til d. 21 april 2018.

Når man tænker tilbage på året 2017 er der nogle helt særlige begivenheder, der er svære at slette fra hukommelsen. Den slags begivenheder, som gør at man begynder at tvivle på om menneskeheden er en art, der er værd at kæmpe for. Selvom dette års fotografier, ligesom de sidste mange års fotografier, stadig reporterer om flygtningestrømme, krig og fattigdom har 2017 alligevel været særlig mørk. Vi tænker måske ikke betydeligt over det til daglig. Men når man besøger Den Sorte Diamant, for at tage et nærmere kig på Årets pressefoto udstilling, er det som at overgive sig til en ubønhørlig strøm af negative åbenbaringer.

Under huden-billeder

Narins 3-årige krop ligger blottet og sammenkrøbet på hospitalsbriksen i udkanten af den kurdiske by Erbil, ikke langt fra den irakiske by Mosul. Underlige sorte prikker og blod dækker hendes helt lille krop. Skiltet ved siden af fotoet fortæller os at Narin er gennemhullet af granatsplinter fra Islamisk Stats moterangreb. At hun højst sandsynligt vil overleve, men at lægerne ikke kan fjerne granatsplinten i hendes hjerne. Det er Rasmus Flindt Pedersen der har taget billedet, som i øvrigt også er vinder af årets pressefoto; Mosul Befriet, fra oktober 2016, der viser en ældre kvinde, der afkræftet læner sig tilbage på ladet af en militærvogn. En soldat står ved hendes side, med ryggen til, klar til kamp.

God journalistik

Rasmus Flindt Pedersen tog til den irakiske by Mosul for at dække konflikten mellem Islamisk Stat og de irakiske og kurdiske landsstyrker. Han brugte en af sine dage dernede, med en officer fra Golden Division og billedet afsluttede en serie af billeder han havde taget i området over en længere periode. Han valgte selv billedet ud pga. den dobbelthed det repræsenterer. Vi ser både den sårbarhed, som altid præger en krigszone. Men også en styrke i kvindens ansigtsudtryk, som giver indtryk af den mentalitet som borgerne i Mosul har brug for. Det er ren overlevelse. Juryen skriver om årets pressefoto; ”Det er en historie, der har varet i flere år, men som her bliver taget til en ny dimension, hvor vi kommer længere og dybere ind, selvom vi egentlig var trætte af den. Det er det, god journalistik ofte gør”.

Vi vælger ikke selv, hvilke billeder der strømmer forbi vores synsfelt til daglig. Medierne, både de offentlige og de sociale, oversvømmes af dem og det er ikke helt til at sige, hvilken effekt det egentlig har på vores holdninger og opfattelser af situationerne. Men når man ser det hele, sådan samlet i et lokale, alle verdens ulykker, rammer det en, hvor langt ude vi egentlig er. Det er nærmest uhyggeligt, at vi kan tale om at vi er trætte af at se på, eller høre om en konflikt, der endnu ikke er løst.

Angsten for at være uden for fællesskabet

Fotografierne på årets udstilling taler altså til os med en overbevisende røst og minder os igen om, hvad der i virkeligheden ligger bag de konflikter der udspiller sig verden over. Den indledende tekst rammesætter årets temaer, som også er en tilskyndelse til os alle sammen, om at se indad og forstå de konsekvenser der opstår som følge af vores menneskelige natur.

”Homo sapiens er et flokdyr, og det sociale sammenhold har været en velfungerende overlevelsesstrategi i mange tusind år. Menneskets største frygt er ikke døden, men at blive holdt uden for fællesskabet. Derfor leder vi altid efter kendetegn hos andre på, at de er ligesom os. For dem der ikke er det, skubber vi fra os med undskyldninger om religion, etnicitet, seksualitet, kultur eller social status. Vores egen angst tvinger andre ud på vandring, på flugt og ind i skabet, ind i misbrug eller ind i ensartetheden”.

Ansvar

Menneskets rettigheder er ikke givet. De dannes ud fra en skrøbelig anerkendelse af den ansvarsfølelse der opstår over for andre mennesker når vi oplever dem i nødlidende situationer. Vurderingen af menneskets rettigheder bliver fremsat ud fra et ideal, som en utopisk måde at relatere til andre på. Vi er ikke født med lige adgang til ressourcer. Og vi er ikke født lige og frie, men bliver det i kraft af samfundets vurdering af, at man er det.

Fotografiets potentiale

Det er måske derfor det er så vigtigt at disse begivenheder bliver dokumenteret. Fordi det rent faktisk gør noget ved os, at blive konfronteret med fjerntliggende katastrofer, krig og ødelæggelse. Med andre menneskers smerte. Og måske kan det få os til at føle os mindre magtesløse, at tænke på, at arbejdet starter helt dybt inde i os selv. At vi først og fremmest må overvinde vores egen angst, for at kunne rumme de andres. Uden at have alt for meget tiltro til fotografiets potentiale, kunne man håbe at den virtuelle og visuelle cirkulation potentielt skaber en mere global opfattelse af de humanitære forhold, som præger vores verden. At selv den negative åbenbaring kan gøde jorden for en ændring i vores indstilling.

Fotografiet kan ikke i sig selv neutralisere forskelle og konflikter i verden. Men de kan rammesætte konflikterne, som noget der godt kunne være anderledes. Fotografiet er som genre, en erklæring om menneskets forhold i verden. Det er samtidig et håb eller et ønske om en lysere fremtid. I disse æstetiske møder med katastrofer bliver vi som mennesker tildelt en skrøbelig, men betydningsfuld opgave: at anerkende ofrene som mennesker, der har krav på- og fortjener værdighed.

Udstillingen kan opleves på Det Nationale Fotomuseum

Den Sorte Diamant, frem til d. 21 april 2018: 

http://www.kb.dk/da/dia/udstillinger/aarets_pressefoto2017.html 

Åbningstider:

Man-fre: kl. 10-19

Lør: kl. 10-18

(lukket i påsken)