Af: Maja Gro Gundersen. 10.11.16

Det er ingen lun californisk brise der kommer én i møde på vej til Astrup Fearnley Museet, som ligger ud til Oslofjorden. Vi er for tiden nede omkring de 2-3 grader, så skuldrene må op og hagen trækkes godt ned i kraven for at holde på komforten. Museets aktuelle gruppeudstilling Los Angeles – A Fiction kræver derfor en vis forestillingsevne allerede ved udgangspunktet. For som helhed skal den kalde den solbeskinnede californiske millionby – USA’s næststørste - frem for det indre blik.

Til det formål er værker af en lang række kunstnere med forbindelse til L.A hentet ind, som en slags prismer, der skal afsløre andet og mere end hvad turistbesøg og Hollywoodfilm typisk giver fra sig.

Installation view. Los Angeles – A Fiction. Foto: Christian Øen

Myten i maskinen
Rent periodemæssigt spænder udstillingen fra efterkrigstidens West Coast minimalisme og popkunst, som dannede fortrop for byens kunstscene i især 1960’erne, og til nutidens mere sammensatte scene - der eksempelvis tæller interessante yngre navne som Kari Upson og Michele O’Marah.

Mange værker har mytespindet omkring ’Dream City’, ’City of Angels’ (og hvad byen ellers har fået af drømmende kælenavne) sådan godt fremme i forruden, og af den grund virker konceptet faktisk ikke forceret. Vi bevæger os i og omkring den visuelle kultur og forskellige miljøer i L.A., med kendisser, strand og solnedgange som selvskrevne komponenter - og dyrkelsen af ’det særlige californiske lys’, som et genkommende, lokalpatriotisk tema.

Installation view. Los Angeles – A Fiction, fotografiske værker af John Divola. Foto: Christian Øen

Det sidste er blandt andet et vigtigt aspekt i Billy Al Bengtsons overfladebetonede objekt-billede Untitled JWS 68-12-2 (1968), fra tiden da han med det indflydelsesrige Ferus Gallery i ryggen var med til at grundlægge L.A.-udtrykket Finish Fetish. Den højglans’ede metalplades samspil med lyset, går således igen i flere af værkerne.

En yngre kunstner som Hannah Greely går til emnet med en lidt anden vinkel i sin stoflige og tegneserieagtige skulptur Light Body (2016), der omgør lyset til en konkret og materiel størrelse.

Installation view. Forrest ses Hannah Greelys værk Light Body, 2016. Foto: Christian Øen

Hyldestkritik
Det er især de mange antydninger af Los Angeles mytens vrangside, der springer i øjnene på udstillingen. Et tydeligt eksempel er Edward Ruschas tidsforskudte malerier af det ikoniske Hollywood skilt, set henholdsvis fra bagsiden i orangerød solnedgang og forfra i skummelt tusmørke. Appellen til et kritisk blik ligger ligefor. Men det ikoniske og kliche-fyldte billedsprog er samtidig også kilden til værkernes egen tiltrækningskraft.

Et lignende eksempel, der også har Hollywood blandt sine referencer, er værket Garden Sound (1970) af William Leavitt, der med en enkel opsætning maner skønne grønne omgivelser frem for fantasien. Mikrofonforstærket lyd fra en finérkasse med rislende vand er kombineret med lille ø af plastikgrønt, og voilá – vi har en simpel, men effektiv illusionsmaskine. Igen balancerende mellem kritisk demaskering og fascination.

Michele O’Marah: Don’t Call me Baby, 2010. Foto: Christian Øen

Paul McCarthy toner anderledes rent flag med sin behandling af underholdnings- og filmindustrien, i det satiriske videoværk ’Rocky’ (1976), hvor han, som en grotesk maskeret og barbrystet ’Rocky’, stønnende bokser sig selv ned.

Genkomst hos de yngre 
Den tvetydige dyrkelse af klicheerne og populærkulturen omkring L.A. er også at finde hos yngre kunstnere. Heriblandt er Alex Israel og duo’en Ryan Trecartin & Lizzie Fitch, som i øvrigt har soloudstillinger på Astrup Fearnley Museet henholdsvis før og efter denne. Begge har på forskellig vis beskæftiget sig med emner som mediebåret visualitet og karisma, i værker ofte præget af en god dosis humor.  

Ryan Trecartin og Lizzie Fitch: Cafe, 2015. Foto: Astrup Fearney Museet

Trecartin og Fitch er repræsenteret med installationen Café (2015), der mere end antyder en dystopisk vinkel på livet i L.A.. Her møder vi en menneskefigur, udført i hvad der ligner gummi fra bildækslanger. Punkteret og udflydende på en stol, og med et formfuldendt café-logo over hovedet samt en slags udbombet træ bag sig. Herfra dingler små ophæng, der minder om den tyrkiske lykkeamulet, ”det onde øje”, som skal beskytte sin bærer. Det synes ikke rigtigt at lykkes her.

Alex Israel på sin side er nok særligt kendt for sit anti-talkshow As it LAys (tilgængeligt på YouTube) hvor han, iført mørke solbriller og med konsekvent stone face, interviewer en række L.A. kendisser med umotiverede spørgsmål i øst og vest. Ikke helt forskelligt fra de bevidst akavede interviews vi har set fra Michael Bertelsen herhjemme. Opsætningen overdriver referencerne til det typiske amerikanske talkshow, men amputerer fuldstændigt dens forestillede intimitet mellem vært og interviewperson. Det ville have været fint at se det projekt i denne sammenhæng - men dér kommer vi en udstilling for sent. I stedet ses et af hans såkaldte flats; et stjerneformet panel med refererer til formsprog i typisk californisk arkitektur – og en projektionsflade for erindringen om særlige typer skiltning og grafik.

Alex Israel: Untitled (Flat), 2012. Foto: Astrup Fearney Museet

Frem af periferien
Los Angeles er også præget af sociale og racemæssige problemstillinger, som det blandt andet sås med Watts optøjerne i 1960’erne, opstanden efter politivolden mod Rodney King i starten af 1990’erne. Udstillingen kaster tilsvarende flere steder lys over især afroamerikaneres vilkår, og marginaliserede rolle eksempelvis i byens populær- og billedkultur.

Blandt de værker som gør indtryk er Henry Taylors monumentalt store maleri Queen and King fra 2013, der ligesom flere af hans senere billeder er baseret på et arkivfoto - her hentet fra det statslige arkiv Farm Security Administration, der dokumenterede den økonomiske depressions påvirkning af bønderne i 1930’erne. Det forestiller et sort par i et goldt – monokromt brunt - landskab med et hus i baggrunden, og er malet i en fuldfed, Matisse-lignende stil, med stærk og mættet kolorit. Motivet minder om både Grant Woods American Gothic fra 1930 og Walker Evans’ ikoniske fotografier, og ikke mindst med de paralleller lurer en påmindelse om underrepræsentationen af afroamerikanere i hvad man kunne kalde den visuelt bårne historieforståelse.

Henry Taylor: Queen and King, 2013. Foto: Christian Øen 

Fiktion på fiktion
I stedet for et traditionelt katalog er udstillingen ledsaget af en anden tryksag, en bogudgivelse, der samler 130 ultrakorte uddrag fra skønlitteratur af nyere dato. Fortsat med L.A.s miljøer som omdrejningspunkt. Bogen er ment som en fortsættelse af den fysiske udstilling - og det greb fungerer virkelig godt.

Udover at være fantastisk læsning, i en kortform der giver en vis gennemslagskraft til den enkelte tekst, er bogen oplagt grund til et genbesøg - i tanken forstås - af den øvrige udstilling, som den, velkurateret, maner frem for blikket på ny. For denne skribent føjede læsningen lag til en række af værkerne. Bogen understøtter således fint det forhold, at udstillingsoplevelser sjældent er ovre med besøget, men oftest har et væsentligt liv i genkaldelsen.

Kommer man afsted til Oslo og Astrup Fearnley Museet, kan det anbefales bruge lidt tid på denne sidste del af udstillingsbesøget også - som jo kan nydes med kaffen i flyet hjem.

Blandt de tekster, som gjorde særligt indtryk kan nævnes nyskrevne ”Stars on the Strip” af Angela Fournoy, der handler om som teenager at cruise på Sunset Boulevard uden rigtig mål og med.

Kari Upson: Hallways, 2014-16. Foto: Christian Øen

Profilbillede: Ed Rusha: The Back of Hollywood, 1968. Courtesy of the artist. Foto: Paul Ruscha