Ny og flot udstilling på ARoS. ”No Man is an Island – The Satanic Verses”

På ARoS i Aarhus har man i disse dage en spændende samlingsudstilling. ”No Man is an Island – The Satanic Verses” er en udstilling, som sætter vigtige problemstillinger på dagsorden. Udstillingen er sammensat af direktør Erlend Høyersten, og den lægger sig i forlængelse af hans tidligere udstilling ”Out of the Darkness”, hvor museets arkiv endnu en gang er kommet op i udstillingsrummene sammen med indlån fra andre museer.

Af Eline Eggers, 22.09.16

Indenfor i udstillingen på niveau 6 gennem de automatiske døre møder man et hegn. Det kan virke mystisk, at der er placeret et klassisk festivalhegn midt i en udstilling, men det giver en ekstra dimension til temaet: nutidens Europa. Hegnet guider gæsterne frem mod den alenlange vægbeskrivelse til venstre og imod drengen fra ARoS, Ron Muecks skulptur ”Boy”, ved endevæggen. ”Boy” har fået en ny plads, højere oppe på etagerne, langt fra niveau 1’s enorme vinduer.

Ron Mueck (1958), Boy, 1999. Foto: Eline Eggers

Oh Boy!
Her, i lidt mere dunkle omgivelser, er ”Boy” blevet en del af Erlend Høyerstens ø – en del af en kommentar til samtiden. ”Dette er en udstilling om Europa i bevægelse,” skriver Høyersten på væggen. Han fortsætter: ”Et Europa, hvor vi som individer og grupper til stadighed udfordres på vores menneskesyn og værdigrundlag, på vores tiltro til retssystemet og enkeltindividets frihed.”

Boys skulende, let frygtsomme blik hviler over udstillingen og holder øje med alt og alle, der bevæger sig rundt på gulvet.

Den ødelagte kulisse
Bag hegnet falder gæsterne nærmest over et blinkende skilt, som selv er faldet ned over en campingvogn. Værket er lavet af Michael Elmgreen og Ingvar Dragset. Det hedder ”Welcome” og henviser til forfaldet mellem frihedens transportmiddel, frihedens land og mulighedernes by. ”Welcome to Fabulous Las Vegas” står der på det bøjede skilt, men her er vi langt fra fantastiske og storslåede kulisse-byer som Las Vegas. Realiteten er, at friheden ikke kommer i plastik, neon eller krom.

Michael Elmgren, Ingvar Dragset (1962, 1969), Welcome, 2014. Foto: Eline Eggers

Rundt i rummet finder vi blandt andet E. B. Itsos fotografier ”Clandestine Boat Cemetery”, hvor han viser de efterladte både, det ødelagte tøj og ejendele, der ligger rundt omkring på den italienske ø Lampedusa. Øen er en af de vigtigste færdselsårer for den illegale immigration til Europa. Itso skildrer de efterladte spor og skaber dermed en intimitet med de mennesker, der mister alt i håbet om et trygt liv i Vesten.

Gardar Eide Einarsson (1976), Untitled (Flagwaste), 2015. Foto: Eline Eggers

Længere henne midt på gulvet ligger Gardar Eide Einarssons iturevne flag. En gruppe småfolk fra en børnehave får at vide, at de ikke må røre ved det, men det trækker i deres hænder efter at varme fingrene i de bløde stofrester eller lægge sig ned og begrave sig i stoffet som i et kuglerum. De bliver trukket videre af pædagogerne. Einarssons værk er samlet af en række skandinaviske flag, der var i overskud og som skulle smides ud. Flag gemmer på en masse symboler omkring nationalfølelse, nationalstolthed og identitet. Men her er de revet op og smidt på gulvet, hvilket jo i øvrigt er noget af det værste, man kan gøre med et flag – lade det røre gulvet. Her skal de ligge og samle støv og nullermænd.

De gode gamle
På udstillingen kan man også opleve et par videoværker. Blandt andet et af Bjørn Nørgaards, som er en gammel kending på AroS. Det er ”Hesteofringen”, der i denne udstilling har fået sit eget rum. Glassene står som de plejer på rad og række, og bag dem har man installeret videoen, så den projiceres op på reolens bagside. Det er meget effektfuldt og beviser endnu engang ARoS’ høje kuraterings- og nytænkningsniveau i forhold til værker, vi har set igen og igen.

Bjørn Nørgaard (1947), Hesteofringen, 1970. Foto: Eline Eggers

I udstillingens fjerne ende ser vi Tony Martellis ”Fucked Couple”. Det er også et værk, man har kunnet se på ARoS før, og på den ene væg ser vi Wes Langs maleri, som han lavede på ARoS, mens han udstillede her.

Bilen med rids i
Under Wes Lang har vi bilen. En spritny Lamborghini. Sort og lækker. Eller det var den i hvert fald, da udstillingen startede op i begyndelsen af september. Nu et par uger senere er den fuld af ridser. På vinduer, fælge og alle siderne. Selv L’et i Lamborghini mangler. Det hele er meningen.

Dolk (1979), Low Key, 2016. Foto: Eline Eggers

Værket er af norske Dolk, og den første rids blev lavet af Erlend Høyersten selv til åbningen. Med installationen giver kunstneren beskueren lov til at tage del i værket – ikke på en positiv og medskabende måde, men på en destruktiv facon. Det hentyder til menneskets ødelæggende handlinger, der sætter sig tydelige spor i samfundet.

Destruktionen har været overvældende for ARoS, og Dolk har bedt folk om at stoppe med at ridse bilen. Ærgerligt for legebarnet i os alle, men pointen i værket forstærkes nu endnu mere, i og med det beviser, at grønt lys for destruktion afføder fuldstændig ødelæggelse.

Erlend Høyersten har samlet nogle af de bedste værker fra arkiverne til denne udstilling, og det er en fornøjelse at se både de gamle kendinge igen samt nyere installationer. At sætte fokus på menneskets deltagelse i verdenssamfundet er ikke noget nyt. Lige nu har man hos andre udstillingsinstitutioner også fokus på klima, flygtninge, fælleskabet og andre presserende samfundsproblemstillinger. På ARoS rider man med på bølgen, men det bliver gjort med utrolig finesse og kærlighed til værkerne, til kunsten og til menneskeheden.

Læs mere om udstillingen her

Profilbillede: Installation View, No Man is an Island – The Satanic Verses. Foto: Eline Eggers