Indkøbskurven er tom.
Et unikt bundt blødende værker
Udstillinger & Omtaler

Ny udstilling på Gl. Holtegaard viser Georg Baselitz' seneste værker

Gl. Holtegaard har samlet et unikt bundt af Baselitz’ blødende værker

Af Marie Malmkvist Bahrenscheer

10.10.2026

Gl. Holtegaard viser i udstillingen ’Bündel’, der kan opleves fra 10. oktober 2026 til 31. januar 2027, Georg Baselitz’ seneste og mindre kendte værker, der er skabt fra 1990’erne og frem til 2025. Baselitz døde mens udstillingen var under udvikling den 29. april 2026. Titlen på udstillingen betyder bundt på dansk, og man må sige, at udstillingen har samlet et interessant bundt af værker, der viser nogle af Baselitz’ kernemotiver frem og samtidig belyser den alsidighed, hans udtryksfulde virke rummer. Hvis Baselitz-udstillingen på Gl. Holtegaard var et bundt blomster, ville buketten ikke stå i en vase på bordet, men hænge til tørre i en snor fra loftet og bestå af få gule, blå og lyserøde tulipaner, blodrøde roser og en hel masse sorte, visne blade.

Efterkrigstidens mørke penselstrøg
Der er en voldsomhed over Baselitz’ værker. Han er en af Tysklands efterkrigsmalere, og det er, som om noget af krigens mørke har præget denne generation af tyske kunstnere. Det er ikke svært at trække tråde mellem Baselitz og en anden maler af samme generation og nationalitet, Anselm Kiefer. De er begge ekspressive i deres måde at male på, og den udtryksfuldhed, der findes i deres værker, er rammende. Efterkrigstidens tyske malere trækker pastøse spor af sort oliemaling efter sig, og Gl. Holtegaards aktuelle udstilling viser fint, hvordan Baselitz helt frem til sin død var præget af mørkets mystik og melankoli. 

Da jeg stod og betragtede de tre store sorte malerier af Baselitz, ’Verschieden von den anderen’, ’Sommerhit nie frei sein’ og ’Attesa hysterisch’, der alle er fra 2025 og hænger i udstillingens første og andet rum, var det som om, at efterårssolens gulhvide stråler, der bragede ind ad de sprossede vinduer, da jeg besøgte Gl. Holtegaard, blev suget ind i malerierne og omdannet til sort. Alligevel var det ikke ubehageligt at blive ved med at se på dem. Baselitz’ mørke malerier opfordrede mig til at turde gå ind i et rum, hvor alt forstyrrende lys var lukket ude, og det derfor blev muligt at reflektere. I midten af alle tre sorte værker har Baselitz malet en hvid menneskefigur, der hænger på hovedet, omgivet af forskellige hvide streger. Det ser næsten ud, som om skikkelserne er indespærret af de gitterlignende og kaotisk placerede hvide penselstrøg. Selvom det hvide bryder med maleriernes ellers sorte flader, lysner billederne af de nedadvendte kroppe ikke ligefrem værkernes stemning. Noget er ikke helt som det skal være eller plejer at være, men er vendt om, på vej nedad og tungt.


Udsnit af værket 'Atessa hysterisch' fra 2025. Pressefoto. 

Det omvendte og fragmenterede  
Det omvendte motiv går igen i flere af værkerne i udstillingen. I maleriet ’Canalettos Hund III’ fra 2005, som er placeret i et af udstillingens sidste rum, er der ikke just ingen ko på isen, men derimod ligger der et dyr, som meget vel kunne ligne et kreatur, hjælpeløst i en snebeklædt skovbund med benene i vejret. Noget er forkert eller i uorden.

Det fragmenterede eller udeblevne er også et gennemgående tema i Baselitz’ seneste værker. I værkerne ’II grillo à smesso di cantare forse e triste’, ’Ho fatto quattro gambe direzione a destra’ og 'Buono due rosa' ses fire ben iført højhælede sko, der danner et kryds på en sort baggrund. I punktet, hvor benene mødes i værket ’II grillo à smesso di cantare forse e triste’, er der en form for hvid dis. Disen skaber en illusion af, at benene går op i røg lige inden knæene. Den fragmentariske krop er ikke sat i system, men svæver som de fire halve ben i malerierne rundt i det åbne. Udstillingen viser, hvordan Baselitz var en kunstner, der lige til det sidste ville bryde med gængse konventioner og udfordre vores måde at tænke på.


Her ses værket ’Buono due rosa’ fra 2015. Pressefoto. 

Papiret bløder
I det næstsidste rum optræder to værker uden titel, der er malet med rødt blæk. Det ligner, der er gået hul på de sammenfiltrede kroppe, værkerne afbilder. Stregen bløder og sender store plamager af blod ned ad papiret og over virvaret af arme, hoveder og ben. Her ses igen den voldsomhed, som Baselitz formår at indfange. Det er ikke bare billeder af kroppe, men kroppe af kød, der kan bløde, og hvis grænser igen er i opløsning. På række med de to røde værker hænger et værk, der ligeledes er uden titel, malet med blåt blæk og akvarel. Det forestiller en fugl, der ligger i samme positur som kreaturet i vinterskoven. Vingerne kan ikke længere holde den oppe i himlen, hvor den plejer at flyve frit. Den har fødderne oppe i luften og hovedet nedad. Med opsætningen af værkerne viser Gl. Holtegaard, hvordan noget falder og noget er i forfald i Baselitz’ hudløst og blødende ærlige, men rå univers.

Blikket gennem bygningen
Udstillingen viser foruden malerier også skulpturelle værker. Skulpturerne ’Dresdner Frauen – Die Elbe’ og ’Donna Via Venezia’ er, i modsætning til de mange sorte værker i udstillingen, malet i gule, lyserøde og blå farver og sender på sin vis en lille hilsen til den forudgående udstilling på Gl. Holtegaard, der viste store farvede skulpturer af den danske samtidskunstner Tal R.  I Tal R-udstillingen var rummene på Gl. Holtegaard imponerende fyldt med værker, men med ’Bündel’ kommer de fine, gamle rum mere til sin ret. Her er værkerne færre, men de fylder alligevel rummene helt ud og fremhæver den nye renovering af Gl. Holtegaard.


Bronzeskulpturen ’Donna Via Venezia’, 2004-2006. Pressefoto. 

Blikket kan i udstillingen bevæge sig helt fra det første rum til det næstsidste i én lang synslinje, der løber gennem rummenes døråbninger. I det første og andet rum bliver man mødt af de sorte malerier, men kigger man længere ned gennem bygningen, brydes det mørke af Baselitz’ farvede skulpturer.

Udstillingen er en unik mulighed for at opleve nogle af Baselitz’ sidste værker, der er knap så kanoniserede som mange af hans øvrige. Selvom Baselitz’ blomsterbundt, som Gl. Holtegaard lige nu rækker frem mod sine besøgende, hænger nedad, er vissen med blødende blade og enkelte knopper i farver, er det en buket, man meget gerne vil tage imod, fordi den udfordrer og overrasker.

Udstillingen kan opleves fra 10. oktober 2026 til 31. januar 2027 på Gl. Holtegaard. Læs mere om udstillingen her: https://www.glholtegaard.dk/ 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig