Guys and Dolls på Det Ny Teater: En aften i New York, Havana – og lidt forelskelse.

Af Ditte Wamberg

Det begynder allerede på gaden foran Det Ny Teater. Et orkester spiller, festklædte gæster ankommer, nogle iført bowlerhatte, og forventningerne til aftenen er sat. 

En musical, der begynder på gaden

Jeg er inviteret til premieren torsdag aften, og allerede inden min ledsager og jeg finder vores pladser, fornemmer jeg, at Guys and Dolls ikke bliver en stille teateraften. Udenfor Det Ny Teater står orkestret og spiller, og blandt gæsterne dukker bowlerhattene op. Der er noget festligt over det hele. Som om forestillingen er begyndt, før vi overhovedet er kommet indenfor.

Jeg ender på 7. række i de røde plysstole, og herfra folder en verden sig ud, som er svær ikke at lade sig rive med af.

Nicolai Jandorf og gamblere i kloakken. Fotograf: Camilla Winther.

Fra Broadway til New Yorks underverden

Guys and Dolls er oprindeligt en Broadway-musical fra 1950. Den blev en stor succes med 1.200 forestillinger og vandt Tony-prisen som bedste musical. Historien er hentet fra den amerikanske forfatter Damon Runyons fortællinger om New Yorks spillefugle, gangstere og andre skæve eksistenser. Frank Loesser skrev musik og sangtekster, mens Jo Swerling og Abe Burrows stod for manuskriptet.

Fem år efter Broadway-premieren kom filmversionen med Marlon Brando som Sky Masterson og Frank Sinatra som Nathan Detroit.

Og det er altså en musical med en historie. Nathan Detroit lever af at arrangere ulovlige terningespil og mangler desperat et sted at holde det næste. Han indgår derfor et væddemål med storgambleren Sky Masterson: Sky skal få den fromme missionsleder Sarah Brown med til Havana. Nathan regner naturligvis med, at hun siger nej.

Men sådan går det ikke helt, for mens mændene spiller højt spil med penge, terninger og selvtillid, er der noget andet på spil. Kærligheden.

Isabel Schwartzbach og Nicolai Jandorf. Fotograf: Camilla Winther.

To mænd, to kvinder og kompliceret kærlighed

Det er først kvinderne, der får min sympati. Miss Adelaide, som har været forlovet med Nathan i 14 år og stadig venter på, at han skal holde det løfte, han igen og igen har givet hende. Og Sarah Brown, den varme og ordentlige missionskvinde, som pludselig befinder sig langt fra det trygge og velkendte.

Man kommer hurtigt til at føle med dem, mens de svinger mellem håb og skuffelse. Men samtidig er det svært ikke også at holde af de to mænd, som på hver deres kluntede og uheldige måde gør det unødigt svært for sig selv.

Kim Hammelsvang og Nicolai Jandorf udfylder med stor overbevisning rollerne som Nathan og Sky, de selvoptagede og lidt umodne mænd, der ikke altid er lige gode til at håndtere deres følelser. Alligevel er der noget charmerende over dem, og man får hurtigt lyst til, at det hele skal lykkes for dem.

Kim Hammelsvang og Karoline-Brygmann. Fotograf: Camilla Winther.

Det er måske noget af musicalens charme. De her mennesker er ikke nødvendigvis særlig gode til kærlighed. Men de forsøger. Og på mange måder tager stykket også fat i den universelle og tidløse kærlighedshistorie, hvor den ene part er utilgængelig, mens den anden kæmper utrætteligt for at få forholdet til at lykkes.

En scene, der bliver til en hel verden

Scenografien er her, hvor jeg for alvor bliver blæst bagover. Fra min plads på 7. række ser jeg New Yorks gader og underverden forvandle sig til Havana, uden at jeg rigtig opdager, hvordan det sker. Der er levende springvand, natklub, missionslokale og gader fyldt med ludere, lommetyve, alfonser og gamblere. Scenen bliver brugt til det yderste, men uden at sceneskiftene kommer til at stå i vejen for historien. Tværtimod.

På et tidspunkt opdager jeg, at skuespillerne selv hjælper med at flytte ting på plads, næsten uden at man lægger mærke til det. Det er en af de detaljer, der gør, at jeg ikke føler, jeg sidder og ser på en scenografi. Jeg føler, jeg er inde i den.

Simon Noeiers, Kim Hammelsvang og Nis Pedersen (th.). Fotograf: Camilla Winther.

Kæmpe cadeau til scenograf Simon Wells og lysdesigner Malte Hauge. Lyset ændrer hele tiden stemningen. Fra en stjernehimmel over en lidt trist New York-gade til morgenlyset i Havana. Det er med til at skabe den fornemmelse, jeg får gennem aftenen: at jeg ikke bare ser en forestilling om 1930’ernes New York, men for en stund faktisk befinder mig der.

Ægte Havana-stemning

Og så kommer Havana. Pludselig er scenen fyldt med varme, sensualitet og dans. Det er her, den ellers så tilknappede Miss Brown begynder at smide hæmningerne, og stemningen ændrer sig mærkbart. Man kan næsten mærke varmen og fornemme den lille Bacardi-rus, der følger med turen til Havana.

Og der er endda et ægte springvand på scenen. Vandet risler, lyset rammer det, og pludselig breder der sig endda en svag lugt af klor i salen. Det er en lille detalje, men den gør noget ved oplevelsen. Havana bliver ikke bare noget, vi ser. Det er næsten noget, vi kan lugte.

Ensemblet i Havana. Fotograf: Camilla Winther.

Når gamblerne danser, er det svært ikke selv at vippe med i sædet. Der er en energi i de scener, som smitter, og jeg mærker, hvordan jeg bliver suget længere ind i forestillingen.

Nogle særlige øjeblikke

Blandt de mange øjeblikke er der særligt ét, som overrasker og begejstrer mig: Jesus, der under missionsmødet nærmest glider ned fra himlen og begynder at steppe hen over scenen. Det er både højtideligt og en lille smule absurd, præcis som det skal være.

Preben Kristensen gør også indtryk. Han spiller Arvide, en omsorgsfuld mand omkring Sarah, men også en håbefuld romantiker. Der er noget varmt og menneskeligt i ham, som giver forestillingen en anden tone end de mere selvglade mænd omkring ham.

Og så har jeg fået et særligt soft spot for den charmerende gambler Goody Goody Johnson, spillet af Nis Pedersen, som viser et imponerende sangtalent.

En musical med historie

Guys and Dolls er langt fra ny i Danmark. Musicalen blev blandt andet opført på Aarhus Teater i sæsonen 1978/79 og på Folketeatret i 1996. Nu er den tilbage i København, hvor Det Ny Teater har taget den op igen.

Men musicalen har selvfølgelig en langt længere historie end den danske. Den havde premiere på Broadway i 1950 og blev hurtigt en stor succes. Historien bygger på Damon Runyons fortællinger om New Yorks gamblere, gangstere og andre skæve eksistenser, mens Frank Loesser skrev musik og sangtekster. Fem år senere kom filmversionen med Marlon Brando som Sky Masterson og Frank Sinatra som Nathan Detroit.

Underholdning fra start til slut

Der er ikke meget tilbageholdenhed over Guys and Dolls på Det Ny Teater. Det er stort, farverigt og fuldt af mennesker. Over 50 skuespillere, sangere, dansere og musikere er med til at skabe aftenen, og det kan mærkes.

La' vær og rock den båd, Guys and Dolls. Fotograf: Camilla Winther.

I min optik er det bedste, at forestillingen 'bare' vil underholde og have os til at grine, lade os forføre af musikken, heppe på de forelskede og nyde synet af en scenografi, der hele tiden finder på noget nyt. Og den lykkes med det.

Da vi igen kommer ud på gaden efter forestillingen, føles det næsten som om København har stået stille. I nogle timer har vi været i New York under depressionen, på lur i underverdenen blandt gamblere og småsvindlere og så et smut til et langt varmere Havana, hvor hæmningerne langsomt forsvinder.

Jeg overvejer allerede at synke ned i de røde plysstole igen. Ikke mindst for at se scenografien en gang til – denne gang måske fra en anden række. Kæmpe anbefaling herfra!

INFO:
GUYS AND DOLLS – Det Ny Teater
Spilleperiode: 17. september til 29. november 2026.