Indkøbskurven er tom.
Rumgehør på Roskilde Festival
Rejser, Kultur & Event

Kunst fra Roskilde Festival rykker ud i byrummet

Rumgehør på Roskilde Festival

15.06.2026.
Af Tina Kristensen

Om et par uger går det løs med årets Roskilde Festival og igen i år har festivalen stablet et vældigt kunstprogram på benene. Og det er ikke kun på festivalpladsen, det foregår. I samarbejde med Roskilde Kommune kan de lokale opleve elementer fra festivalens kunstprogram rundt omkring i byen.

Kunst- og arkitektgruppen Rumgehør er aktuelle med et stort kunstværk på årets Roskilde Festival, og nu kan deres installationer også opleves flere steder i Roskilde. Rumgehør har skabt en rund siddeinstallation på 20 meter i diameter, som vil være at finde på campingpladsen.

Rundkredsen, der består af en række individuelle møbelsektioner, der tilsammen danner en stor rundkreds, understreger på fin vis festivalens fokus på fællesskabet. Som det fremgår af værkbeskrivelsen på hjemmesiden: ”Hver for sig er elementerne ustabile, men i det øjeblik de forbindes, opnår de stabilitet og funktion.”  

'Roskildes Rundkredse' er den samlede titel for i alt tre værker, som har form af store, cirkulære siddeinstallationer, der hver især er skabt specifikt til deres omgivelser. Værkerne er placeret i Byparken ved fjorden, på Caroline Ebbesens Plads ved Sankt Hans og i området Milen, der er en del af festivalpladsen under Roskilde Festival.


Rumgehør, Roskildes Rundkredse, Caroline Ebbesens Plads ved Sankt Hans. Foto. Christoffer Anias Sandager.

Brugbare værker, der former rummet
Rumgehørs installationer er tænkt som åbne mødesteder, og det er altid velkomment med gode siddepladser og mødesteder, når man færdes på festivalen.

Tidligere år har budt på mangt et festivalværk, der på forskellig vis har ageret siddeplads og opholdssted for de mange festivalgæster.
Som de mange installatoriske værker med diverse sidde- og liggepladser i Glorias Foyer – senest med Julie Nymanns grønne blokke sidste år.


Julie Nymann, Vores stæmmer er framtidsdrømme, Roskilde Festival 2025. Foto: magasinet kunst.

Og mange husker sikkert Lara Schnitgers ’I Was Here’ i 2024, som var omkranset af en afsats hele vejen rundt om installationen, hvor festivalfolket kunne slå sig ned og Boris Tellegen a.k.a. Deltas ordskulpturer, der samme år skabte en rolig pause mellem Orange og Arena.   


Boris Tellegen a.k.a. Delta, Roskilde festival 2024. Foto: magasinet kunst.

Rumgehørs tre værker vil stå i Roskilde i minimum ét år.
Det er tredje gang, Roskilde Festival og Roskilde Kommune går sammen om at bringe værker fra festivalens kunstprogram ud i byen.

"Når kunsten bevæger sig fra festivalpladsen og ud i byen, skaber det nye møder mellem mennesker, steder og kunstneriske idéer. Det giver flere adgang til kunsten, som i dette tilfælde også kan bruges meget konkret af lokale som integrerede samlingspunkter i byrummet. Vi giver plads til nye kunstneriske stemmer og sikrer, at værkerne får et længere liv, og samtidig skaber vi nye mødesteder i den by, vi er rundet af", siger Signe Brink Wehl, kunstnerisk chef for Roskilde Festival.

Rumgehørs værker er mellem otte og 20 meter i diameter og består af en række individuelle møbelelementer, der samlet danner en rundkreds med siddepladser.

Fra forperson for Kultur- og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune, Julia Hunt, lyder det:
"Projektet med Roskildes Rundkredse er simpelthen så fint et symbol på fællesskab. Man kan ikke sidde med ryggen til nogen i en rundkreds. Det er en god afspejling af det, vi gerne vil med kulturlivet i byen. Og så er det ikke mindst et godt eksempel på det gode samarbejde mellem festivalen og Roskilde Kommune. Jeg håber, mange vil tage værkerne til sig - og bruge dem! Det er derfor, de er der".

Rumgehør er en tværfaglig kunst- og arkitekturgruppe med base i Aarhus. Gruppen arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, design, kunst, social innovation og undervisning. Deres projekter fokuserer på at skabe inkluderende og bæredygtige rum gennem dialog, samskabelse og involvering af brugere og lokalsamfund.

https://www.rumgehoer.dk/

Billedet øverst: Rumgehør, Roskildes Rundkredse, Byparken. Foto: Christoffer Anias Sandager

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig