MÀM understregede til CPH STAGEs åbning, hvorfor scenekunst er noget af det vigtigste vi har.

Foto: Magasinet Kunst

Åbning af CPH STAGE: Forført af et bankende irsk hjerte
Af Sofie T.R. Olsen

Med afsæt i alt hvad scenekunst kan, kom åbningstalerne til CPH Stages åbning i Skuespilhuset naturligt omkring regeringsgrundlaget og scenekunstreformen. For scenekunst kan ikke overleve, hvis dem, der udfører det, ikke kan overleve. Så simpelt er det.
Festivaldirektør Morten Krogh, Københavns kulturborgmester Christopher Røhl og Det Kongelige Teaters Kasper Holten strejfede både krig og splittelse, digitale sprogmodeller og sociale platformes langsomme overtagelse af vores eksistensgrundlag, for at betone, hvorfor vi har brug for levende kunst.
Teaterchef Kasper Holten fik meget fint hyldet teater for at opøve nærvær, fantasi og empati, unisont med MÁMs instruktør Michael Keegan-Dolans filosofi. Gengivet frit efter skribentens hukommelse, Nærvær, fordi vi hverken kan streame eller spole frem, fantasi fordi vi får lov at lege og lade som om, og på denne måde opøver vi noget helt essentielt for verden i dag: Empati. Vi forlader vores egen verden, lever os ind i andres og vender tilbage når scenetæppet falder, med en anderledes energi i kroppen. 

Dette blev manifesteret med et godt irsk craic! (Bang, red) da Teaċ Daṁsa stampede åbningsforestillingen MÁM i gang. 

Med rødder i den irske muld er Michael Keegan-Dolans dansekompagni (‘Dansens Hus’, red.) siden grundlæggelsen i 2016 anerkendt som et af Europas stærkeste kompagnier. MÀM er en af de mest hyldede danseforestillinger lige nu. Et mere inspireret startskud kunne CPHSTAGE dårligt have ønsket til en festival, der skal inspirere os til at gå i teatret – hele året.

MÁM. Foto: Ros Kavanagh

Fra den Irske muld
MÀM er et vildt, rørende og lyrisk sanseeventyr. Ordet kan have mange betydninger på Keegan-Dolans egnssprog Corca Dhuinhne, femininitet, moder, men også ‘bjergpas’ - en passage mellem system og natur, fortid og nutid. Et vædderhoved, Taytos-chips og røgslør i en musikalsk udforskning af mødet mellem etablerede strukturer, folklore og mystik. Settingen er et forsamlingshus “ved foden af Irlands bjerg, Cnoc Bhréanainn, i Dinglehalvøens vestlige ende”... Det kunne være et hvilket som helst lokalsamfund, stort eller småt. Den fritsvævende præmis gør publikum i stand til selv at læse deres egne kontekster ind i de ægte skildringer af levet liv, med alt hvad det indebærer. Den umiskendelige lyd af Irland, den klassiske concertina helt eminent fremført af Cormac Begley, fører os gennem leg, vold, menneskelig interaktion, i et slags musisk natur-kultur-scape. 

Elektrisk guitar, percussions og et klassisk piano leveret af musikere fra det Berlinske musikkollektiv S T A R G A Z E eskalerer, disrupter og harmonerer i en jazzet og symfonisk ekstra dimension til concertinaens dirigent. Om man holder af irsk folkemusik eller ej, så kan den noget, og musikernes overlagte tilstedeværelse i storylinen fungerer formfuldent. Michael Keegan-Dolan formår at skabe et ensemble-spænd, hvor alle unikke dansere ER en krop, sammen og hver for sig. Skal man fremhæve nogen, må det blive en tryllebindende Holly Vallis, der balancerer sit trinmæssige talent med sit komiske.

MÁM. Foto: Ros Kavanagh

Kroppens magt 
I instruktør Michael Keegan-Dolans vanvittigt entusiatiske snak efter forestillingen, fortalte han hvordan han bevidnede sin fars kropslige forvandling på pubben som barn: Mandlig stivhed og kontrol smeltede, i takt med at menneskene, musikken, dansen, den mørke Guinness og cigaretrøgen eskalerede i løbet af aftenen.
Forestillingen er skabt i et samspil mellem både musik og dans, og et forsøg på at sætte autencitet i centrum. “Ord kan være meningsløse”, mener Keegan-Dolan, i en snak om dans og musik som ladet, autentisk og et sted vi kan skabe plads til ægthed. “Jeg kan sige, jeg elsker dig, uden at mene det. Dans er en reaktion til vibrationer, mere virkelig end noget andet”. 

Autencitet og empati er Teac Damsas eksistensgrundlag. Irsk musik har altid været ladet og politiseret, og fornemmelsen af Irlands historie, stampet op og slynget ud gennem dansen er til at tage og føle på. Elisabeth I slog særligt hårdt ned på den irske musikkultur og for Keegan-Dolan er concertinaen derfor den naturlige hovedkarakter i forestillingen. Men det er dansen der bærer concertinaens toner. 
Om det var i en udtryksfuld solo, en gribende pas-de-deux eller i de kraftfulde gruppekoreografier føltes ikke et eneste trin tilfældigt i MÀM. Mens scenetæpperne bogstaveligt talt hvirvlede af stængerne med et effektfuldt whoosh! efter hver akt, hvirvlede de engagerede dansere os gennem en tour de force af uenigheder, misforståelser, ensomheder, akavetheder, dominanser, romantikker, sensualiteter, blodige opgør, venskaber, kærligheder og menneskers forening. Dansk publikum er dårligt kendt for at være særligt interagerende, men der blev hujet, klappet og grinet højt undervejs, mens Teaċ Daṁsa beviste dansens autencitet.

MÀM er brillant humor, smerte og ømhed forankret i en skildring af Irlands dragende kultur, med Cormac Begleys concertina som forestillingens bankende hjerte og danserne den pulserende nerves krop. 

MÁM. Foto: Ros Kavanagh

Teaċ Daṁsa’s Mám er nomineret til den prestigefyldte Olivier Award, og fortsætter på turne til dansefestivaller resten af 2026 til Athen, Ottawa og Montreal. 

Dansekompagniet Teaċ Daṁsa blev grundlagt i 2016 med et mål om at skabe forbindelser til Irlands traditioner, sprog og musik.