Interview: Instruktør Andreas Dalsgaard om “Velkommen til Pengeland” – premiere på DR 4. maj.

Den dyreste kunst kommer ikke på museum

INTERVIEW: af Johanna Okkels
01.05.2026

En russisk oligark opbygger en af verdens største private kunstsamlinger og et mangeårigt venskab med sin schweiziske kunsthandler – kun for at blive snydt for et milliardbeløb. Det lyder som noget fra en højdramatisk fiktionsserie. Ikke desto mindre er det præcis, hvad dokumentarserien ‘Velkommen til Pengeland’ skildrer. Christoph Jörg & Andreas Dalsgaard er co-creators på serien. Jeg har talt med instruktør Andreas Dalsgaard om at få og give indblik i en ellers hemmelig verden, hvor kunstlagerhaller fungerer som bankbokse, og hvor rigdom sætter samfundets regler ud af spil.

Seriens hovedkarakterer er den russiske forretningsmand Dmitry Rybolovlev (f. 1966) og den schweiziske entreprenør og kunsthandler Yves Bouvier (f. 1963), der i 2002 mødes i Genève Freeport. I de følgende ti år skaffer Bouvier regelmæssigt kunstværker til Rybolovlev, der intetanende køber mesterstykker af blandt andre Leonardo da Vinci, Gustav Klimt og Mark Rothko til svimlende overpriser. I 2015 arresteres Bouvier i Monaco i forbindelse med svindlen, og en årelang juridisk strid går i gang mellem de to parter. 

Første episode af ‘Velkommen til Pengeland’ blev i år udvalgt til Sundance Film Festival, og alle tre afsnit havde verdenspremiere på CPH:DOX. Serien er udtaget som dette års åbningsserie på Cannes Series. 

Yves Bouvier, Still. Foto: The Oligarch and The Art Dealer

Hvad fik dig til at arbejde med netop denne skandalesag?
Jeg var medforfatter på filmen The Lost Leonardo, som jeg producerede sammen med Christoph Jörg. Her fik vi kontakt til de to karakterer (Yves Bouvier og Dmitry Rybolovlev, red.), hvilket var en fuldstændig fantastisk chance for at fortælle om kunstverdenens største skandale. De to parter var i krig med hinanden og deltog i retssager i otte forskellige lande, hvilket gav offentligheden adgang til en masse e-mails og dokumenter. Pludselig var det muligt at kigge ind i en normalt hemmelig verden, hvor kunsthandel, auktionshuse og verdens allerrigeste mødes. Det har været spændende for mig personligt at komme om bag facaden, og så er det vigtigt for offentligheden.

Dmitry Rybolovlev, Still. Foto: The Oligarch and The Art Dealer
 

Yves Bouvier medvirker jo i dokumentaren og forsøger at legitimere sine handlinger. Hvorfor var det vigtigt at lade ham fortælle sin historie?
For mig var der ikke noget samfundsmæssigt vigtigt i at lade Bouvier få retfærdighed, men han havde selv behovet, hvilket gav os en mulighed for at lade ham fortælle sin version af historien. Vi var også i tæt kontakt med Rybolovlev, og selvom han ikke stillede op personligt, er han og hans sag repræsenteret gennem andre medvirkende i dokumentaren. På den måde kunne vi pendulere mellem de to perspektiver.

Yves Bouvier, Still. Foto: The Oligarch and The Art Dealer

Du er uddannet fra Den Danske Filmskole, Aarhus Universitet og Université Denis Diderot i Paris. Hvad har det betydet for dit arbejde?
Min baggrund er en spøjs sammenblanding af antropologi og film. I antropologien ser vi mennesker indefra og forsøger at forstå deres måde at leve og se verden på. Det er denne bevægelse – at se indefra og ud – som jeg har taget med i mit arbejde. Film handler om at fortælle: I dette tilfælde om meget rige og meget magtfulde mennesker. Hvordan ser de på verden? Det er dér, fortælleren tager publikum hen. Jeg er ikke så interesseret i den rent journalistiske vinkel, der går kritisk til en sag. Jeg synes, det er mere interessant at forstå indefra, og det er det, dokumentarfilm gør. Uanset uenighed er det enormt spændende. Skandalen førte som sagt til retssager i otte forskellige lande, og her kan man tale om tre forskellige domme: Den juridiske, den moralske og offentlighedens dom. Den juridiske dom repræsenterer nemlig ikke altid det, der moralsk føles rigtigt, og her kan film være med til at gøre komplekse sager bredt tilgængelige.

Andreas Dalsgaard. PR foto 

Er der et overordnet emne, der går igen i dit arbejde?
Mine film er meget forskellige, men fælles for dem er perspektivet indefra. Hvordan kan jeg fortælle det her menneskes eller det her steds historie bedst muligt? Det er altid spørgsmålet. Jeg har f.eks. lavet film i Mongoliet, Syrien og Colombia. Det giver forskellige udtryk, men metoderne er meget ens.

Hvad håber du, at seerne sidder tilbage med efter at have set ‘Velkommen til Pengeland’?
Jeg håber, at de sidder tilbage med flere ting. Først og fremmest et dybt indblik i noget meget komplekst, nemlig dét forfatteren Oliver Bullough kalder Moneyland: En global industri, der servicerer de allerrigeste. Hvis man er en del af den verden, skal man ikke stå til regnskab for de ting, normale mennesker skal. Vi kender til oligarker og ved, at der findes vanvittig vækst hos få mennesker. Alligevel kan det være svært at forstå.

Jeg håber også, at de sidder tilbage med en indsigt i, hvad der foregår i kunstverdenen, når markedet opererer. Vi kender den (kunstverdenen, red.) gennem museer, men meget af den dyreste kunst kommer ikke på museum – den ender i freeports. Vi har en idé om det 20. århundredes liberale demokrati, hvor alle har adgang til kunsten. Engang hang den på slotte og tilhørte konger, og det er lidt det samme, der gælder for freeports, hvor mange af de mest værdifulde kunstværker er opbevaret. Den i Genève alene rummer kunst for 600 milliarder dollars. Dét er ikke en kunstlagerhal, men en bankboks.   

Dokumentarserien ‘Velkommen til Pengeland’ kan ses på DR fra den 4. maj.
Christoph Jorg & Andreas Dalsgaard er co-creators på serien.