Mere end Mor 

SCENE: Af Thomas Brorholm.

Emma Sehested Høeg er forførende. Meget endda. Især her fra 7 række en lørdag formiddag, hvor mine øjne er i vater med hendes. Jeg trykker mig ind i sædet. Overrumplet af nærvær. Jeg er involveret og udsat og nu begynder det. 

Vi er i skoven eller rettere i en forladt forlystelsespark. ”Ja sådan ser skove altså ud nutildags, Bambi“ sprutter en fortællerstemme med en gammeldags grynet Disneykarakter. Alt er overudtalt og artikuleret med stor fortællelyst. Alene denne sekvens fryder denne anmelder og får mit sæde til at bevæge sig i takt med mine små kluk. Det er så nøjagtig en indfangning af tegnefilm fra Disneys begyndelse. Det er en fortæller, der næsten ikke kan være i sig selv for bare artikulation og smagen på de enkelte ord. Man fornemmer næsten lidt løssluppent mundvandssmuds: ”Her har vi Bam-Bi!”. 

Stykket udvider sig over den lidt klichéfyldte fortælling om barnet, der mister sin mor og må klare sig selv. Stykket kommer omkring emner som begær, frihed og opofrelse. Systemer, regler, grød der skal koges ved bestemte temperaturer, frugt, der skal skrælles, skostørrelse der skal ajourføres. Stykket følger et ungt par bestående af en spændstig kronhjort og en erotisk, ekspressiv, længslende og dog alligevel naturforbundet ung kvinde, - og deres afkom. 

Foto: Phillip Jørgensen

Stykket er frit fabulerede og samtidig refleksivt og forpligtende over for publikum. Emma hidkalder, lærerne, sygeplejerskerne, bedsteforældrene og dem med et sommerhus i Rågeleje, for at forsikre sig om, at hendes nyfødte ”Bambi” ikke overlades til sig selv, når moderen ikke længere eksisterer. Hele publikum bliver bragt tilbage til de første moderminder. Blide toner hylder moderen, som vi alle er kommet ud af. 

At opleve Emma Sehested Høeg tæt på er ikke bare intimiderende og storartet. Det er humoristisk timing, en responstid lig nul og et nærvær som er uden lige. Det kan ikke sammenlignes. Det giver ikke mening at drage paralleller. Sehested Høegh er en stjerne i sin egen ret. Og man har gudskelov denne gang ikke delt scenen mellem hende og andre, som man gjorde det sidste år ved juletid. Emma skal ikke begrænses på scenen. De andre skuespillere falmer naturligt. Ligesom med efterårets falmen, trækkes farverne endnu tydeligere frem for showets centrum: Kometen Sehested Høeg brænder for fuld blus. 

”Bambi er tilbage” giver indtryk af, at Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen her på Nørrebro Teater alligevel er vokset med årene, der er gået. Fra den hyperenergiske opsætning af ”Farvel til Madonna” (2023) i et karikeret tegneserieunivers, har rykket sig. Tegneseriestereotyperne er stadig at finde. Men stykket løfter sig. Det undersøger og forpligter hele salen på at menneskeheden (i hvert fald os i publikum) nok skal gribe ind, hvis det er forfærdelige skulle ske, at en mor dør fra sit barn. Teaterstykket, sketchshowet, stand-uppen, musicalen, teaterkoncerten eller hvad man kan kalde stykket - er en oplevelse, der sætter sig i en. Vist gennem en perlerække af stemmer og tilhørende rolleskift kommer vi omkring universalrelationen barn forældre.  

Man røres af vokalen, man berøres af sætningernes 1:1 virkelighedsnære karakter i dialogen. For en jævnaldrende, som jeg selv, er det min virkelighed, der levendegøres i humor, musik og nærvær. 

Stykket er en stor oplevelse. Og det er også udsolgt længe inden det overhovedet er begyndt at spille. Det er der en grund til. Jeg kan ikke for nuværende fuldkomment beskrive den sensoriske chokbølge, der kom fra et bredt horisontlandskab - og ikke bare fra et punkt. 

Oplevelsen i salen er, at publikum deler skæbne og med Sehested Høeg og vi oplever en sammensmeltning, der skyder os alle op ad sæderne i et stående bifald. 

Fik du ikke billet, kan du jo overveje om du skulle være med til at fylde Royal Arena og hylde vor tids entertainerkomet. Tak fordi vi måtte bevidne det.