Indkøbskurven er tom.
SMK Thy
Udstillinger & Omtaler

Rejsen til Paris

SMK Thy

Af Ida-Marie Kollberg.

Statens Museum for Kunst Thy slog i august dørene op for deres nyrenoverede museum og den længe ventede udstilling ’Rejsen til Paris’. Udstillingen indeholder værker fra SMK Københavns samling, og her finder man nogle ikoniske kunstværker fra Frankrig i slut 1800-tallet-start 1900-tallet. Kunstnerne inkluderer Henri Matisse, André Derain, Suzanne Valadon og Raoul Dufy. Med sol hen over Limfjorden og sprøde toner fra bl.a. Soleima blev det en storslået åbning med smuk kunst og god stemning.

Museet
SMK Thy er beliggende i Doverodde Købmandsgård i Hurup Thy, og efter en større renovering var spændingen for ‘the grand opening’ stor. Ved ankomst til den idylliske lokation skulle man bruge en timeslot seddel for at besøge museet. Der var rift om pladserne,  og allerede efter 1 ½ time var billetterne forsvundet. Selv ved en ankomst kl. 14, da åbningen og aktiviteterne startede, så var der først tid kl. 19. Dog skulle det ikke sætte en stopper for dagen, og det var tydeligt at se, at dette var en længe ventet begivenhed. Selve museet ligger i pakhuset på købmandsgården, og sammen med den storslåede silo, det gule hovedhus og Naturlandsbyen udgør det et nyt kunstspace fyldt med karakter og historie.


SMK Thy: Foto: Martin Hoffmann

Sammenhold nu og dengang
Historien om ’Rejsen til Paris’ starter med to mænd; den nordjyske grosserer Christian Tetzen-Lund og den københavnske politiker Johannes Rump. I starten af 1900-tallet begyndte begge herrer at købe moderne kunst enten af franske kunstnere eller af kunstnere, der har studeret under bl.a. Henri Matisse i Paris. Ved hjælp af den daværende inspektør fra Statens Museum for Kunst, Karl Madsen, voksede Rumps samling hastigt, men da første verdenskrig brød ud, stoppede Rump indkøbet til samlingen. Dog fortsætter Tetzen-Lund sin egen store samling, og i 1925 da han begyndte at sælge ud af selvsamme samling, var Rump klar til at købe adskillige værker fra ham.

Hver for sig, men i sin essens samlet, har Rump og Tetzen Lund indkøbt fransk kunst, før det blev populært. De satsede på den kunst som i den tid kom fra de såkaldte mærkelige franske kunstnere. Fransk kunst var i starten af 1900-tallet ikke god nok til de danske museer, og derfor var der mere frie tøjler for indkøb til deres private samlinger for begge herrer. Selvom det er længe siden at Christian Tetzen-Lund og Johannes Rump levede, så har de sat tydelige spor i den danske kunstverden, og åbningsudstillingen på SMK Thy kunne ikke have lykkedes uden dem.


André Derain (1880-1954), Woman in a Chemise, 1906, SMK

I kvindernes tegn
Når man kommer ind på museet i det gamle pakhus, bliver man mødt af lyst træ og gennemtrængende sollys. Indgangen viser tydeligt, at man er på vej ind i noget specielt. Op af et kort sæt trætrapper kommer man ind i udstillingssalen. Det første man møder er maleriet “Danserinden Anita” af Kees van Dongen. “Danserinden Anita” var Johannes Rumps første indkøb af et maleri, og startede den franske kunstkollektion.

Selvom Kees van Dongen var hollænder, så kreerede han kunst i mange år i Paris, og er et symbol på, hvordan Paris blev et internationalt mekka for kunstnere. I sin rosa og bordeauxrøde kjole og med drømmende øjne danser “Anita” sig lige ind i de besøgendes hjerter, og sætter standarden for resten af værkerne. “Anita” er dog ikke den eneste kvinde, som har stor betydning i udstillingen; “Kvinde i chemise” er blevet et vigtigt symbol for ’Rejsen til Paris’, da det er hende der pryder reklamer, plakater, postkort og hjemmesiden for den nye udstilling. Malet i starten af 1900-tallet af André Derain sidder den næste blå kvinde med det røde hår og stirrer direkte ud af maleriet. Ligesom i van Dongens maleri, så er denne kvinde også danserinde, og viser legen med farver og motiver på det tidspunkt. Hun er et af Derains hovedværker. Begge af disse farverige kvinder fungerer som øjnene for kunstsamlingen, og der er ikke meget tvivl om, at selv når en ny udstilling kommer til live, så vil de stadig fungere som smukke skytsengle med vogtende øjne over det nye museum. 


Suzanne Valadon (1867-1938), Spring Flowers, 1928

Farverne og formerne
Farver og former spiller en stor rolle i ’Rejsen til Paris’. Kunstnerne i Frankrig i start 1900-tallet var begyndt at eksperimentere med kraftige farver og med hvordan malerier, og kunst generelt, kunne se ud. Derfor finder man i denne udstilling mange forskellige værker, der samles i brugen af bl.a. farverne. “Forårsblomster i en vase” af Suzanne Valadon er en farveeksplosion af blomster. Med en simplere baggrund kommer blomsterne og vasen til livs, og viser Valadons forkærlighed for naturens farver.

“Sommeren” af Jean Metzinger kombinerer både kvindemotivet og de eksperimenterende farver i et maleri i genren kubisme. Kubismen var stor i Frankrig omkring første verdenskrig og Metzinger var en af de helt store fortalere. Maleriet forestiller en kvinde med en frugtfad i favnen, og det både udfordrer foregående kunstmotiver, men samtidig fokuserer på det, da motivet i maleriet er noget så simpelt som en kvinde der holder noget frugt.

I udstillingen finder man også “Le Luxe II” af Henri Matisse, der forestiller tre badende kvinder. Badende kvinder i en uforstyrret natur har længe været et motiv i kunsten, men her bruger Matisse stærke og unaturlige farver til at skildre denne natur. I baggrunden finder man to bjerge - et i lilla og et i orange - og jorden hvor kvinderne befinder sig er rustrød. Kvinder og farver løber som en rød tråd i denne udstilling og karaktertræk fra 1900-tallets franske kunst manifesterer sig tydeligt.


Henri Matisse (1869-1954), Le Luxe II, 1907-08

Det er det værd
Med det nye museum ønsker man at sprede kunsten ud til et bredere publikum. Udstillingssalen er ikke så stor, men til gengæld er den fyldt med fantastisk kunst og selvom pladsen er lidt trang, så er oplevelsen det værd. Kombinationen af udsigten over Limfjorden blandet med den franske kunst i de fantastiske farver er magisk. 

SMK Thy åbnede i august
Rejsen til Paris vises på SMK Thy frem til d. 2. november 2025
I 2025 er museet åbent til og med 2. november

I vinterperioden kan man opleve:
Marie Kølbæk Iversen: Tiden og Stunden
11. oktober 2025 – 1. marts 2026

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig