Indkøbskurven er tom.
CHART i Tivoli 2025
Rejser, Kultur & Event

CHART fortsætter samarbejdet med Tivoli

CHART i Tivoli 2025

Af Tina Kristensen
27.08.2025.

I år kan publikum opleve værker af Tal R, Frederik Næblerød, Frederik Nystrup-Larsen, Sif Itona Westerberg, Bjørn Nørgaard, Kirsten Ortwed, Jenny Brockmann og Harry Anderson blandt blomster og forlystelser i Tivoli.

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at CHART spreder kunsten ud i byen og i år er ingen undtagelse. I går var der således preview på CHART i Tivoli, hvor en række markante kunstneres værker vises den næste måneds tid.


Jenny Brockmann, Seat #12, 2021, CHART in Tivoli 2025, courtesy: kunstneren, Dorothée Nilsson Gallery og CHART i Tivoli. Foto: Jan Søndergaard.

Konceptet er enkelt - en dialog mellem samtidskunst og kulturarv - her får man kunsten ud til et bredt publikum. Og med nye digitale redskaber skal det være mere interaktivt end nogensinde, så denne gang kan du, med et virtuelt kort og dertilhørende audioguide, gå på skattejagt efter værkerne i haven. I audioguiden fortæller kunstnerne om værkerne, så du får en ekstra dimension til oplevelsen. Er man mere analog, kan man få et fysisk kort, der markerer værkernes placering eller man kan vandre rundt uden kort og tilfældigt møde værkerne, hvilket nok er den måde, de fleste gæster i haven kommer til at opleve CHART i Tivoli.

Værkerne er velvalgte og taler ind i Tivolis legende sjæl, som for eksempel Bjørn Nørgaards skulptur ´Spørger Jørgen Stadig´ fra 2012. På en prominent plads tårner den farvestrålende flere meter høje skulptur i glaseret stentøj sig op. Ansigtsudtrykket er skønt forvirret. På en rødmalet overdel og blå bukser er der med guldbogstaver skrevet et væld af spørgsmål. "Hvorfor er vandet blåt?", "Hvorfor er der dyr, der kan dræbe en?". Nogle barnlige, andre eftertænksomme og fulde af alvor. Som gallerist Susanne Ottesen, der præsenterer værket fortæller, så er der ofte et politisk budskab i Nørgaards værker, og skulpturen her er ingen undtagelse. Vi opfordres til at blive ved med, at stille spørgsmål.


Bjørn Nørgaard, Spørger Jørgen stadig, 2013, CHART in Tivoli 2025, Courtesy: kunstneren, Galleri Susanne Ottesen og CHART i Tivoli. Foto: Jan Søndergaard.

Et mere subtilt og mindre larmende værk finder man på 1. salen ved koncertsalen hvor Sif Itona Vesterbergs værk "Kindred" fra 2024, er diskret placeret. Her handler det om menneskets forbindelse til naturen eller manglen herpå. I en relief med sandblæst beton ses en kvinde med en hjort og planter, der vokser ud af det ene bryst. I audioguiden fortæller Vesterberg, at "kinship" (slægtskab) har været et centralt emne i hendes kunst gennem årene. Hun undersøger, hvordan mennesker og natur er forbundne, hvordan vi føler og former denne tilknytning f.eks. gennem mytologier, religioner eller historien vi deler. Vil skabe et intuitivt rum, hvor man kan overveje, hvordan man er forbundet med naturen. Det er et værk, der maner til ro og eftertænksomhed midt i en travl forlystelsespark, men på samme tid rummer en legende lethed og ikke mindst en eventyrlig dimension, der får værket til at indgå på fin vis i Tivoli. 


Sif Itona Westerberg, Kindred, 2024, installed as part of CHART in Tivoli 2025, courtesy: kunstneren, Galleri Bo Bjerggaard og CHART i Tivoli. Foto: Jan Søndergaard

Flere af værkerne smelter nærmest ind i haven, som Tal Rs bronzeskulpturer 'Gående dreng' fra 2019 og 'Vogel' fra 2016. Begge er placeret ved siden af det kinesiske tårn omgivet af grønt. Førstnævnte skulptur er af en dreng i store adidasbukser. Han har ikke et hoved og ses hovedløst gående med lange skridt mod noget. Tal R fortæller i autoguiden, at drengen går mod horisonten "With all the promises and disapointment and joy ahead". Den anden skulptur er en gruppe fugle. I audioguiden beskriver Tal R skulpturen som "Total misunderstanding of nature". Her møder vi et legende og dynamisk udtryk, der synes at indgå helt naturligt i havens frodige omgivelser.


Tal R, Gående dreng, 2019, Vogel, 2016. CHART in Tivoli, courtesy: kunstneren, Galleri Bo Bjerggaard og CHART i Tivoli. Foto: Jan Søndergaard

"Tivoli har en lang tradition for at integrere kunst i haven og vi er glade for at forlænge samarbejdet med CHART, så vores gæster kan opleve fremragende samtidskunst i Tivolis unikke rammer," udtaler Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann. 

Faktisk er flere værker fra tidligere års CHART-udstillinger blevet en fast del af haven, herunder det fine værk 'Girl Feeding a Two-Headed Rabbit', af Kim Simonsson. Og selvom Maria Rubinkes eventylige bænk, der for kort tid siden blev indviet i Tivoli ikke direkte er et værk fra CHART, så er samarbejdet udledt af kunstnerens deltagelse her. 

Så herfra en varm anbefaling om at dykke ned i kunsten i Tivoli. Hvad end du når forbi, mens værkerne fra CHART i Tivoli 2025 pryder haven, eller du gæster haven på et andet tidspunkt i løbet af året. 

CHART i Tivoli
28. august – 21. september 2025

Læs mere om CHART i Tivoli her

Foto øverst: Frederik Næblerød, Saphead, Buffoon, Zany, Prankster, 2025, CHART in Tivoli 2025, Courtesy: kunstneren, Alice Folker Gallery og CHART i Tivoli

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig